You're gonna need at bigger boat
5.0
Spielbergs gyserklassiker fra 1975, som til stadighed virker skræmmende, og som velfortjent rumsterede i baghovedet på de fleste badegæster, når kroppen skal skylles på åbent vand.
Allerede fra første scene, hvor den unge pige angribes er tonen lagt, og især scenen med andet offer - den lille dreng på luftmadrasen - er regulært skræmmende og ubehagelig. Vandet der farves blodrødt og den iturevne madras, som langtsom skyller i land, mens moderen forgæves panikslagen råber drengens navn. Det er klasse og sætter sig fast på nethinden.
Der er flere ting, som hæver denne 'monsterfilm' over vanligt niveau. Ud over selve hajen og filmens evne til at jage tilskueren en skræk i livet, så bør to ting frahæves.
Den ene er John Williams fremragende score, som underbygger stemningen perfekt, og temaet er næsten på højde med hans arbejde til Star Wars og Indiana Jones, som dog lige står en anelse stærkere.
Den anden ting er persongalleriet og det fine skuespil. Fx den skrupelløse borgmester, som kun tænker på cool cash. Det er dog de tre mænd på båden, som stjæler opmærksomheden. Både Scheider, Shaw og Dreyfuss gør det godt, og deres indbyrdes forhold bærer en del af filmen.
Når alt på positive så er sagt, kan man desværre godt mærke tidens tand en smule. Filmen opleves ikke helt så ekstrem og uhyggelig, som den muligvis gjorde i sin samtid og tempoet er en smule lavt i sammenligning med de bedste af nutidens horrorfilm. Men det er kun småting, som betyder meget lidt i forhold til den fremragende film, som Spielberg har skabt.
Dødens gab er en velfortjent klassiker, som trods mere end 30 år på bagen stadig tåler flere gensyn... gerne her i forsommeren lige inden badesæsonen begynder.
Allerede fra første scene, hvor den unge pige angribes er tonen lagt, og især scenen med andet offer - den lille dreng på luftmadrasen - er regulært skræmmende og ubehagelig. Vandet der farves blodrødt og den iturevne madras, som langtsom skyller i land, mens moderen forgæves panikslagen råber drengens navn. Det er klasse og sætter sig fast på nethinden.
Der er flere ting, som hæver denne 'monsterfilm' over vanligt niveau. Ud over selve hajen og filmens evne til at jage tilskueren en skræk i livet, så bør to ting frahæves.
Den ene er John Williams fremragende score, som underbygger stemningen perfekt, og temaet er næsten på højde med hans arbejde til Star Wars og Indiana Jones, som dog lige står en anelse stærkere.
Den anden ting er persongalleriet og det fine skuespil. Fx den skrupelløse borgmester, som kun tænker på cool cash. Det er dog de tre mænd på båden, som stjæler opmærksomheden. Både Scheider, Shaw og Dreyfuss gør det godt, og deres indbyrdes forhold bærer en del af filmen.
Når alt på positive så er sagt, kan man desværre godt mærke tidens tand en smule. Filmen opleves ikke helt så ekstrem og uhyggelig, som den muligvis gjorde i sin samtid og tempoet er en smule lavt i sammenligning med de bedste af nutidens horrorfilm. Men det er kun småting, som betyder meget lidt i forhold til den fremragende film, som Spielberg har skabt.
Dødens gab er en velfortjent klassiker, som trods mere end 30 år på bagen stadig tåler flere gensyn... gerne her i forsommeren lige inden badesæsonen begynder.
09/06-2006
