skabelonskåret og småkedelig
2.0
Løssluppen, overflødig og kommerciel fokuseret fortsættelse til Gore Verbinskis fremragende og uhyre skræmmende amerikanske genindspilning af Hideo Nakatas celebrerede japanske horrorfilm The Ring, der åbnede resten af filmverdens øjne for asiaternes atypiske og virkningsfulde gyservirkemidler. Verbinskis The Ring blev et stort hit hos publikum og blev ikke slagtet for uoriginalt plagiat af kritikerne, ligesom andre amerikanske genindspilninger af udenlandske film oftest berettiget er blevet (Walter Sellas’ Dark Water, også baseret på en film af Nakata, er dog ekskluderet). Producerne øjnene naturligvis chancen for indtjening af flere penge og støbte straks The Ring 2, som Verbinski frasagde sig iscenesættelsen af grundet sit engagement med de to Pirates of the Caribien fortsættelser (høje forventninger til disse), og langtfra tanketomt eller ulogisk gik instruktørtjansen videre til Nakata selv, der jo egenrådigt fundamenterede hele The Ring serien (der nu tæller tre japanske film og to amerikanske). Da The Ring udkom i 2000, blev Nakata spået en stor fremtid indenfor gysergenren som en af de få, innoverende mestre, men ifølge mig har han langtfra levet op til dette postulat, og med The Ring 2 falder han dybt med kvalitetsniveauet, da filmen ikke formår at ekspandere den nu noget omfattende mytologi omhandlende den traumatiserede og hærgende pige i brønden.
Filmbranchens store åbenbaring, den gudesmukke og ekstrem talentfulde Naomi Watts, vender tilbage i rollen som moderne mor, der udsættes for pigens traumer. Watts’ naturlige attraktivitet bliver man aldrig træt af at se på, men i The Ring 2 får hun ikke meget at arbejde med på psykologi-planet, da hendes tidligere så handlekraftige karakter nu desværre er reduceret til en ulogisk handlende og lettere pibende sidefigur, hvor sønnen, horribelt og irriterende spillet af en monoton David Dorfman, i stedet sættes i front. Den klichefyldte og dybt selvhøjtidelige dialog fjerner enhver form for troværdighed og publikumsmæssig indlevelse, og så er det ligeledes en fejltagelse fra Nakata og manuskriptforfatteren Ehren Kruegers side, at flytte begivenhederne til et medfølende og intimt provinsstad i stedet for den upersonlige og i sig selv intimiderende storby, som Verbinski placerede sig så mesterligt i. Rundt om Watts og Dorfman bevæger sig indifferente karakterer, svagt levendegjort af de forståeligt uengagerede skuespillere.
Nakata indleder ellers The Ring 2 ganske effektivt med en opvisning i menneskets narcissistiske og primale opførsel når dennes eksistens trues, men ellers er der begrænset med subtekst eller psykologisk dramatik at finde i filmen. Der forsøges at opbygge en sidehistorie med omverdenens tro på børnemishandling fra Watts’ side, men dette aspekt falder hurtigt til jorden, og Nakata formår ikke at finde hans personlige eller familiære indfaldsvinkel til projektet, og det var ellers dette som distingverede hans tvetydige Dark Water fra andre asiatiske gysere. Ligeså overforklares den hjemsøgende piges eksistens i The Ring 2, hvor den abstrakte uhygge materialiseres, og det insinuerende gys erstattes med en tåbelig og ligegyldig historie om hendes forsøg på at erhverve sig en surrogat-mor.
Gys er ligeledes en mangelvare i denne rodede og sløve film, hvis handlingsfremdrift føles forceret og underlig ukongruent, og den momentvise uhygge, der faktisk eksisterer i The Ring 2, serveres fragmentarisk og fundamentalt set også forudsigeligt. Den dekadente Nakata må være blevet forblændet af Hollywoodstudiernes tårnhøje budgetter, og selvom billedsiden naturligvis er flot (især Nakatas brug af vand er mindeværdigt), så er The Ring 2 amerikaniseret så ekstremt, at den intelligensmæssigt næsten ikke hæver sig over den gennemsnitlige Hollywoodgyser. Den spændingseffektivisering, som Nakata har udvist så sikkert i sine japanske film, er ikke-eksisterende her, og man kan kun ryste undrende på hovedet over hvorfor i alverden Nakata har inkluderet så debil og malplaceret en sekvens, som elg-angrebet i denne film. Dette indikerer ikke ligefrem en mesters håndværk.
Filmbranchens store åbenbaring, den gudesmukke og ekstrem talentfulde Naomi Watts, vender tilbage i rollen som moderne mor, der udsættes for pigens traumer. Watts’ naturlige attraktivitet bliver man aldrig træt af at se på, men i The Ring 2 får hun ikke meget at arbejde med på psykologi-planet, da hendes tidligere så handlekraftige karakter nu desværre er reduceret til en ulogisk handlende og lettere pibende sidefigur, hvor sønnen, horribelt og irriterende spillet af en monoton David Dorfman, i stedet sættes i front. Den klichefyldte og dybt selvhøjtidelige dialog fjerner enhver form for troværdighed og publikumsmæssig indlevelse, og så er det ligeledes en fejltagelse fra Nakata og manuskriptforfatteren Ehren Kruegers side, at flytte begivenhederne til et medfølende og intimt provinsstad i stedet for den upersonlige og i sig selv intimiderende storby, som Verbinski placerede sig så mesterligt i. Rundt om Watts og Dorfman bevæger sig indifferente karakterer, svagt levendegjort af de forståeligt uengagerede skuespillere.
Nakata indleder ellers The Ring 2 ganske effektivt med en opvisning i menneskets narcissistiske og primale opførsel når dennes eksistens trues, men ellers er der begrænset med subtekst eller psykologisk dramatik at finde i filmen. Der forsøges at opbygge en sidehistorie med omverdenens tro på børnemishandling fra Watts’ side, men dette aspekt falder hurtigt til jorden, og Nakata formår ikke at finde hans personlige eller familiære indfaldsvinkel til projektet, og det var ellers dette som distingverede hans tvetydige Dark Water fra andre asiatiske gysere. Ligeså overforklares den hjemsøgende piges eksistens i The Ring 2, hvor den abstrakte uhygge materialiseres, og det insinuerende gys erstattes med en tåbelig og ligegyldig historie om hendes forsøg på at erhverve sig en surrogat-mor.
Gys er ligeledes en mangelvare i denne rodede og sløve film, hvis handlingsfremdrift føles forceret og underlig ukongruent, og den momentvise uhygge, der faktisk eksisterer i The Ring 2, serveres fragmentarisk og fundamentalt set også forudsigeligt. Den dekadente Nakata må være blevet forblændet af Hollywoodstudiernes tårnhøje budgetter, og selvom billedsiden naturligvis er flot (især Nakatas brug af vand er mindeværdigt), så er The Ring 2 amerikaniseret så ekstremt, at den intelligensmæssigt næsten ikke hæver sig over den gennemsnitlige Hollywoodgyser. Den spændingseffektivisering, som Nakata har udvist så sikkert i sine japanske film, er ikke-eksisterende her, og man kan kun ryste undrende på hovedet over hvorfor i alverden Nakata har inkluderet så debil og malplaceret en sekvens, som elg-angrebet i denne film. Dette indikerer ikke ligefrem en mesters håndværk.
12/06-2006
