lavtstående stupiditet
1.0
Den amerikanske romantiske komedie er forfaldet til et repetitiv mønster af kunstnerisk og kreativt lavblus og intetsigende enfoldighed. Denne konstant insisterende genre produceres udelukkende til dagdrømmerne, der savner et virkelighedsfjernt fix, og selvom filmene aldrig ligger skjul på eller underminerer deres status som forsødende eskapisme (der i mere kvalitative og velafbalancerede portioner er en menneskelig nødvendighed), så er majoriteten af disse film kommercielt kalkulerende og på alle måder fordummende produkter fra en pengegrisk og alt andet end genuin producer. Moderniseringen af Askepot-eventyret, Maid in Manhattan, ligger sig ikke overraskende i den uendelige række af amerikanske komedier og hæver sig ikke over det usandsynligt lave kvalitetsniveau, som filmene befinder sig i.
At en tidligere så talentfuld instruktør som Wayne Wang (hvor karrierens kunstneriske klimaks indiskutabelt har været det subtiliserede og humanistiske drama Smoke) vover at indrullere sig i et så intetsigende og stupidt projekt som dette, må tilbagestå som en gåde, men faktum er, at Wang med Maid in Manhattan har tilsmudset sin karriere uopretteligt. Omdrejningspunktet er det obligatoriske og naivt politisk korrekte omgang nonsens omkring den laverestående minoritetsgruppe, der erhverver sig den velfortjente storhedstid, her manifesteret gennem en ucharmerende men attraktiv Jennifer Lopez, der endnu engang udviser sit manglende skuespillertalent (som kun Soderberg har formået at fremtvinge i hans sublime Out of Sight) som stuepige på et luksuriøst hotel. Lopez’s indladenhed i projektet er forståeligt, givet at hun jo normalvis boltrer sig i disse kvalitetsløse film, men hvorfor en renommeret og talentfuld herre som Ralph Fiennes vil spilde sin tid på denne tåbelige bagatel, skal jeg ikke kunne sig. Fiennes er dog sympatisk og nogenlunde engageret, og sammen med en dekadent Bob Hopkins (i en sigende rolle som regelret, men ydmyget butler), er han den eneste, som forlader dette makværk med æren nogenlunde i behold.
De interne forviklinger (senatoren Fiennes forledes til at tro, at Lopez er en rig ungmø) er irrelevante og kedelige, og de allestedsnærværende klicheer er mere forslidte og uudholdelige end nogensinde før. Når Lopez, erfaren og kontemplativ som hun er, perspektiverer situationerne på gaden for autoriteterne, må man uundgåeligt finde brækposen frem (dette sker også under slutningens overproportionerede forløsning), da dette er et sindssyg billigt og evigt brugt sympatitrick. Al karakterpsykologi og de implicerede problemstillinger serveres hovedpinefrembringende eksplicit af Wang, og der appelleres overordnet til laveste fællesnævner så alle kan følge med. Moralen med den ubetingende kærlighed, der overkommer klasseforskelle og massernes fordomme, er naturligvis sød og velment, men i Maid in Manhattan leveres den bundforudsigeligt og nedværdigende uoriginalt.
Maid in Manhattan’s (og genren generelt) altdominerende simplificering umuliggøre enhver form for emotionel engagement eller almen interesse fra publikums side, og denne indifferente film fortjener ingens udelte opmærksomhed.
At en tidligere så talentfuld instruktør som Wayne Wang (hvor karrierens kunstneriske klimaks indiskutabelt har været det subtiliserede og humanistiske drama Smoke) vover at indrullere sig i et så intetsigende og stupidt projekt som dette, må tilbagestå som en gåde, men faktum er, at Wang med Maid in Manhattan har tilsmudset sin karriere uopretteligt. Omdrejningspunktet er det obligatoriske og naivt politisk korrekte omgang nonsens omkring den laverestående minoritetsgruppe, der erhverver sig den velfortjente storhedstid, her manifesteret gennem en ucharmerende men attraktiv Jennifer Lopez, der endnu engang udviser sit manglende skuespillertalent (som kun Soderberg har formået at fremtvinge i hans sublime Out of Sight) som stuepige på et luksuriøst hotel. Lopez’s indladenhed i projektet er forståeligt, givet at hun jo normalvis boltrer sig i disse kvalitetsløse film, men hvorfor en renommeret og talentfuld herre som Ralph Fiennes vil spilde sin tid på denne tåbelige bagatel, skal jeg ikke kunne sig. Fiennes er dog sympatisk og nogenlunde engageret, og sammen med en dekadent Bob Hopkins (i en sigende rolle som regelret, men ydmyget butler), er han den eneste, som forlader dette makværk med æren nogenlunde i behold.
De interne forviklinger (senatoren Fiennes forledes til at tro, at Lopez er en rig ungmø) er irrelevante og kedelige, og de allestedsnærværende klicheer er mere forslidte og uudholdelige end nogensinde før. Når Lopez, erfaren og kontemplativ som hun er, perspektiverer situationerne på gaden for autoriteterne, må man uundgåeligt finde brækposen frem (dette sker også under slutningens overproportionerede forløsning), da dette er et sindssyg billigt og evigt brugt sympatitrick. Al karakterpsykologi og de implicerede problemstillinger serveres hovedpinefrembringende eksplicit af Wang, og der appelleres overordnet til laveste fællesnævner så alle kan følge med. Moralen med den ubetingende kærlighed, der overkommer klasseforskelle og massernes fordomme, er naturligvis sød og velment, men i Maid in Manhattan leveres den bundforudsigeligt og nedværdigende uoriginalt.
Maid in Manhattan’s (og genren generelt) altdominerende simplificering umuliggøre enhver form for emotionel engagement eller almen interesse fra publikums side, og denne indifferente film fortjener ingens udelte opmærksomhed.
12/06-2006
