Choose Life
6.0
Shallow Grave- instruktøren Danny Boyle fortsætter sit karrierespring med et velfortalt, velspillet og bragende sorthumoristisk drama.
Trainspotting er baseret på Irvene Welshs roman af samme navn med junkien Mark (en fuldstændig blændende Ewan McGregor) som centrum. En mand der ikke tager ansvar for andre end ham selv, vi følger hans dagligdag rundt i Edinburgh, fyldt med smårapserier, lommefilosofi og selvfølgelig heroin-trip med sin inderkreds der består af den varme, men samtidig lallende idiot Spud, Sean Connery-filosoferende og dobbeltmoralske Sick Boy, fornufige og hjælpsomme Tommy og sidst men ikke mindst volds psykopaten Begbie.
Filmen er en af de bedst rammende dramaer jeg til dags dato har set og jeg takker min lærer for dette fremragende tip jeg fik i sin tid. Filmen er en eksplosion af mesterlig musiksammensætning (bl.a. Lou Reed, Iggy Pop og Ice MC), syrede billeder og frem for alt en altoverskyggende stemning der, mest af alt minder om en slidt blodåre der har for mange kanyler siddende. (positivt ment hvis der er tvivl), filmen gennemgår simpelthen så mange stilskift (skifter nærmest samtidig med karakterermes personligheder)gennem den halvanden time filmen varer, til sidst sidder man fuldtændig paf i rutsjebanen, fordi det er netop hvad filmen er, den ultimative rutsjebane og man føres igennem tuneler fyldt med grin, tragedie, vrede og frygt. Og når rulleteksterne endelig kører og sikkerhedsbæltet er gået op er man uden tvivl nogle erfaringer rigere, hvad man så vil bruge dem til må være op til den enkelte
Skuespillet er så godt som det kan blive, McGregor er som sagt ikke set bedre, Ewen Bremner er herlig afdæmpet som Spud, Johnny Lee Miller giver den som den evigt snakkende Sick Boy og Robert Carlyle som stjernepsykopaten Begbie.
Trainspotting er en mesterlig film på alle måder, hverken for poltisk korrekt (faktisk langt fra) eller for urealistisk deprimerende, filmen føles som en god og grundig knytnæve lige i realitetsregionen, og det er uden tvivl filmens største force. Stor film!
Efter et kærkomment gensyn i aftes er filmen meget tæt på at indtage min førsteplads, men den må nøjes med en 2. plads.
Til alle der ikke har set dette mesterstykke: Grib den første og bedste DVD-kopi du kan finde og lad hele svineriet flyde ind i din bevidsthed. Kom nu, du ved jo at du har lyst :-)
"Who needs reasons when you've got heroin?"
Trainspotting er baseret på Irvene Welshs roman af samme navn med junkien Mark (en fuldstændig blændende Ewan McGregor) som centrum. En mand der ikke tager ansvar for andre end ham selv, vi følger hans dagligdag rundt i Edinburgh, fyldt med smårapserier, lommefilosofi og selvfølgelig heroin-trip med sin inderkreds der består af den varme, men samtidig lallende idiot Spud, Sean Connery-filosoferende og dobbeltmoralske Sick Boy, fornufige og hjælpsomme Tommy og sidst men ikke mindst volds psykopaten Begbie.
Filmen er en af de bedst rammende dramaer jeg til dags dato har set og jeg takker min lærer for dette fremragende tip jeg fik i sin tid. Filmen er en eksplosion af mesterlig musiksammensætning (bl.a. Lou Reed, Iggy Pop og Ice MC), syrede billeder og frem for alt en altoverskyggende stemning der, mest af alt minder om en slidt blodåre der har for mange kanyler siddende. (positivt ment hvis der er tvivl), filmen gennemgår simpelthen så mange stilskift (skifter nærmest samtidig med karakterermes personligheder)gennem den halvanden time filmen varer, til sidst sidder man fuldtændig paf i rutsjebanen, fordi det er netop hvad filmen er, den ultimative rutsjebane og man føres igennem tuneler fyldt med grin, tragedie, vrede og frygt. Og når rulleteksterne endelig kører og sikkerhedsbæltet er gået op er man uden tvivl nogle erfaringer rigere, hvad man så vil bruge dem til må være op til den enkelte
Skuespillet er så godt som det kan blive, McGregor er som sagt ikke set bedre, Ewen Bremner er herlig afdæmpet som Spud, Johnny Lee Miller giver den som den evigt snakkende Sick Boy og Robert Carlyle som stjernepsykopaten Begbie.
Trainspotting er en mesterlig film på alle måder, hverken for poltisk korrekt (faktisk langt fra) eller for urealistisk deprimerende, filmen føles som en god og grundig knytnæve lige i realitetsregionen, og det er uden tvivl filmens største force. Stor film!
Efter et kærkomment gensyn i aftes er filmen meget tæt på at indtage min førsteplads, men den må nøjes med en 2. plads.
Til alle der ikke har set dette mesterstykke: Grib den første og bedste DVD-kopi du kan finde og lad hele svineriet flyde ind i din bevidsthed. Kom nu, du ved jo at du har lyst :-)
"Who needs reasons when you've got heroin?"
13/06-2006
