Bedste Alice-fortolkning til dato?

4.0
Kendere af Lewis Carolls to bøger "Alice in Wonderland" og "Through the Looking Glass" (jeg har ikke selv læst dem endnu) har klaget over denne ellers prisværdigt forlæg-tro TV-spillefilms forsøg på at sammenkoge de to fortællinger på alt for lidt plads (det bliver dog til over to timer). Omvendt vil folk, som primært kender og værdsætter historien pga. Disneys mere velkendte fortolkning, nok føle, at filmen er "for mærkelig".

Med komiske talenter som Martin Short (Hattemageren), Gene Wilder, Miranda Richardson (Dronningen) og Robbie Coltrane på rollelisten får den da heller ikke for lidt udi de absurd-filosofiske mono- og dialoger. Fans af Monty Pythons univers vil næppe føle sig helt fremmedgjorte overfor denne film.

Endelig slipper Tina Majorino (som så ofte før) vældig fint fra hovedrollen som Alice, hvor den unge amerikaners udmærkede britiske sprogøre giver fortællingens erkendelses-debatter masser af nærvær, humor og bid, hvorved hendes udvikling fra passiv til aktiv deltager i sin egen syrede dannelses-drøm troværdiggøres.

Krydret med fint implementeret CGI og musical-lignende sang- og danseoptrin (som efter min mening gør denne film mere seværdig end selveste "Moulin Rouge!") ender filmen faktisk med at være en både mindeværdig og munter filmoplevelse, som gi'r én lyst til at finde mening i Lewis Carolls fortsat litterært omdiskuterede klassikere. (4½ ud af 6 stjerner.)
Alice i Eventyrland