larger than life
6.0
Friday Night Lights er et forfriskende atypisk, realistisk og momentvis innoverende sportsdrama, der for mit vedkommende fuldt ud berettiget fortjener klassificeringen mesterværk, da det er lang tid siden at en film med så ukuelig en intensitet og humanistisk optimisme har grebet mig uendelig meget. Desværre er filmen blevet skamløst overset og uretfærdigt undervurderet næsten overalt, og af håbløst uforklarlige grunde turde de danske filmdistributører ikke at udsende den i biografen, og her i landet blev Friday Night Lights derfor nedværdiget med en anonym direkte-til-dvd premiere, der dog langtfra indikerer de himmelråbende kvaliteter, som filmen besidder til overflod.
Den middelmådige skuespiller Peter Berg (nok bedst kendt for sin medvirken i den udmærkede hospitalsserie Chicago Hope, men som også har optrådt i film som Copland og Michael Manns sublime og æstetisk uopnåelige Collateral) debuterede som instruktør i 1999 med den galgenhumoristiske, men lidet vellykkede eller kvalitative Very Bad Things, der flagrant led under en iscenesættelsesmæssige usikkerhed og et lidt for genreskizofrent manuskript. Med hans anden spillefilm, den uprætentiøse og uforpligtende underholdningsaffære Welcome to the Jungle, beviste Berg lidt mere kompetente kræfter, men bød stadig ikke på noget opsigtsvækkende eller fashionabelt talent. Dette bonificerer han dog for med Friday Night Lights, hvor Berg udviser et imponerende kvantespring til sportsdramagenren og behersker dette med en uhørt fornemhed og en brillant menneskelig indsigt, der hæver filmen langt over genrens mere stillestående værker som Boaz Yakins fornærmende naive og manipulative Remember the Titans og Oliver Stones overfladiske og overlæssede (men visuelt fænomenale!) Any Given Sunday.
Når en sportsfilm indledes med frasen ´baseret på en sand begivenhed´, drager man ofte et suk i den berettigede tro på at den amerikanske pengemaskine har influeret og manipuleret værket til laveste fællesnævner, så det appellerer til den bredeste mulige masse (henfør førnævnte Titans), men dette er velsignelsesvis ikke tilfældet med Friday Night Lights, der er baseret på en biografisk roman af H.G. Bissinger (instruktøren Bergs fætter), som beretter historien om det succesrige og historiske Texas footballhold The Permian High Panters og deres spektakulære sæson i 1988. Berg har i kollaboration med David Aaron Cohen selv konverteret Bissingers roman til filmmediet, og selvom enkelte faktums er bøjet i underholdningen og effektivitetens navn, så er Friday Night Lights præget af en allestedsnærværende autencitet, og Berg afviser behændigt de mest forslidte og patetiske klicheer, som genren så forherligende og højtideligt er i besiddelse af. Han anvender en velkendt skabelon, men er i besiddelse af et originalt og rørende interiør.
Det distingverende element i filmen, er det alsidige og majestætisk nuancerede persongalleri, hvor de substantielle individualister portrætteres med et storslået indblik. Berg tager sig god tid til karaktereksplorerende sidehistorier, der kommer til udtryk gennem en følelsesmæssig signifikans gennem hele filmen. En afdæmpet og fremragende Billy Bob Thornton (der må siges at være uforudsigelig i sine rollevalg, men mestrer dem altid til fulde) agerer den ambitiøse træner, der er hentet til en provinsiel by, hvor football-holdet markeres som stolthedens topmål og alt andet undermineres inferiørt. Thornton naturaliserer sin karakter og forkaster behændigt genrens karikaturer over den evigt hjælpsomme og velmenende træner, der står ved sine spillers side som et moralsk holdepunkt. Under kampens hede er Thornton en usympatisk herre på sidelinien, der anvender nedladenhed og egoistiske udskejelser for at fyre op under spillerne. Han depersonaliserer spillet ved at undgå familiære konflikter (under en faderlig protest mod en af spillerne vender han bogstavelig talt ryggen til), og tager kun et menneskeligt initiativ mod sine spillere, når han ved, det gavner slutresultatet. Denne opvisning af egoistisk vindermentalitet er et af Bergs gennemgående tematikker, hvilken han eksplorerer og ekspanderer med en forståelse og flerlagethed, der sjældent er set i denne endimensionale genre.
Friday Night Lights byder ikke på en decideret hovedperson, men indenfor holdets rammer, fokuserer Berg hovedsagligt på tre karakterer, der repræsenterer en form for ungdomseksistentialisme. Lucas Black (der også medvirkede i Thorntons fremragende og usigelig rørende Sling Blade) er noget nær perfekt som den mystificerede og indadvendte Mike Winchell, der har svært ved at adskille sit personlige liv (med en overbeskyttende og mental ustabil mor) fra sportens udskejelser. Den karismatiske og altid seværdige Derek Luke er mindst ligeså velspillende og oprigtig som Black i hans rolle som nonchalant, facadebelagt og uhyre talentfuld spiller, hvis hjælpeløshed og destruerede fremtidsudsigt (hans fokusering på to skraldemænd er alt sigende) efter en alvorlig skade, kommer til at fremstå som filmens emotionelle fundament. Lukes sammenbrud i bilen overfor sin kærlige onkel og surrogatfar, er en af de mest hjerteskærende og uafrystelige opvisninger i afmagt, selverkendelse og ødelagte drømme, der hidtil er leveret på celluloid, og bare for denne rørende og tårefremkaldende scene, fortjener Friday Night Light klassikerstatus.
Den mest evidente udviklingshistorie, der er at finde i filmen, er det inderlige og indfølte far/søn forhold, hvor den demonstrative og fordrukne fars (fint spillet af Tim McGraw) forspildte chancer (hvor der krydsklippes til Thorntons udtalelser om selvforskyldte forbandelser) reflekteres i hans urutinerede søn, hvorved McGraw projekterer sine frustrationer og livserkendelser over i ham, hvilket skaber et distanceret familieforhold. Sønnen spilles af en intens Garrett Hedlund, og den endelige forløsning mellem de to forekommer i filmens magiske og dybt emotionelle slutning, der ikke trækker på manipulative eller standardiserede virkemidler, men formår at fremkalde de implicerede følelser på genuin vis.
Berg skildrer lokalsamfundets entusiasme for holdets succesrighed med en tydelig skepsis, hvor den naivt ideologiske opfattelse af football (og sport generelt) som et stolthedsholdepunkt ofte forfalder til enfoldighed, flot indikeret gennem en middagsseance (krydsklippet med en ungdommelig fest, hvor spillerne får en forsmag for fremtidens overfladiske goder forbundet med succesens pris), hvor Thornton må udstå en af de utallige og obligatoriske bedrevidende forelæsninger, om hvorledes holdet burde styres. Samfundets forventningspres kommer til at fremstå som et evigt glædedestruerende aspekt for spillerne. Når en udenforstående prædiker på ægte vis for Black, at førsteprioriteten for ham, med hensyn til sporten, burde være at have det sjovt, rammer Berg plet i sin uglorificerende skildring af talentets mørkere sider. Den optimistiske slutning, hvor bolden bogstaveligt talt gives videre i en gribende og filantropisk scene, indikerer dog den sande effekt, som sporten kan have for spillerne, der med stolthed kan sige til hinanden, at de har ydet deres bedste og ikke længere behøver at definere dem selv gennem sportsgrenen. Det lyder måske naivt eller banalt, men visualiseres med en oprigtig fortællerlyst og psykologisk tyngde i Friday Night Lights.
Filmens smukke, sanselige og stærke æstetik er i en klasse for sig selv, hvor Berg tydeligvis er inspireret af kollegaen Michael Mann, og det evigt inciterende og søgende kamera byder på en sublim intensitet og en billedside så smuk, at man taber pusten i bare benovelse. Akkompagneret af den ubeskrivelige og karismatiske musik af bandet Explosions in the Sky, løftes Friday Night Lights op på en sjæleligt og uforglemmeligt niveau. Den brænder sig uudsletteligt fast på nethinden med en humanistisk tiltro og en emotionel gennemslagskraft. Storslået filmkunst, der fuldt ud fortjener topkarakter, og Berg kan med rette nu erklæres for et mesterligt talent.
Den middelmådige skuespiller Peter Berg (nok bedst kendt for sin medvirken i den udmærkede hospitalsserie Chicago Hope, men som også har optrådt i film som Copland og Michael Manns sublime og æstetisk uopnåelige Collateral) debuterede som instruktør i 1999 med den galgenhumoristiske, men lidet vellykkede eller kvalitative Very Bad Things, der flagrant led under en iscenesættelsesmæssige usikkerhed og et lidt for genreskizofrent manuskript. Med hans anden spillefilm, den uprætentiøse og uforpligtende underholdningsaffære Welcome to the Jungle, beviste Berg lidt mere kompetente kræfter, men bød stadig ikke på noget opsigtsvækkende eller fashionabelt talent. Dette bonificerer han dog for med Friday Night Lights, hvor Berg udviser et imponerende kvantespring til sportsdramagenren og behersker dette med en uhørt fornemhed og en brillant menneskelig indsigt, der hæver filmen langt over genrens mere stillestående værker som Boaz Yakins fornærmende naive og manipulative Remember the Titans og Oliver Stones overfladiske og overlæssede (men visuelt fænomenale!) Any Given Sunday.
Når en sportsfilm indledes med frasen ´baseret på en sand begivenhed´, drager man ofte et suk i den berettigede tro på at den amerikanske pengemaskine har influeret og manipuleret værket til laveste fællesnævner, så det appellerer til den bredeste mulige masse (henfør førnævnte Titans), men dette er velsignelsesvis ikke tilfældet med Friday Night Lights, der er baseret på en biografisk roman af H.G. Bissinger (instruktøren Bergs fætter), som beretter historien om det succesrige og historiske Texas footballhold The Permian High Panters og deres spektakulære sæson i 1988. Berg har i kollaboration med David Aaron Cohen selv konverteret Bissingers roman til filmmediet, og selvom enkelte faktums er bøjet i underholdningen og effektivitetens navn, så er Friday Night Lights præget af en allestedsnærværende autencitet, og Berg afviser behændigt de mest forslidte og patetiske klicheer, som genren så forherligende og højtideligt er i besiddelse af. Han anvender en velkendt skabelon, men er i besiddelse af et originalt og rørende interiør.
Det distingverende element i filmen, er det alsidige og majestætisk nuancerede persongalleri, hvor de substantielle individualister portrætteres med et storslået indblik. Berg tager sig god tid til karaktereksplorerende sidehistorier, der kommer til udtryk gennem en følelsesmæssig signifikans gennem hele filmen. En afdæmpet og fremragende Billy Bob Thornton (der må siges at være uforudsigelig i sine rollevalg, men mestrer dem altid til fulde) agerer den ambitiøse træner, der er hentet til en provinsiel by, hvor football-holdet markeres som stolthedens topmål og alt andet undermineres inferiørt. Thornton naturaliserer sin karakter og forkaster behændigt genrens karikaturer over den evigt hjælpsomme og velmenende træner, der står ved sine spillers side som et moralsk holdepunkt. Under kampens hede er Thornton en usympatisk herre på sidelinien, der anvender nedladenhed og egoistiske udskejelser for at fyre op under spillerne. Han depersonaliserer spillet ved at undgå familiære konflikter (under en faderlig protest mod en af spillerne vender han bogstavelig talt ryggen til), og tager kun et menneskeligt initiativ mod sine spillere, når han ved, det gavner slutresultatet. Denne opvisning af egoistisk vindermentalitet er et af Bergs gennemgående tematikker, hvilken han eksplorerer og ekspanderer med en forståelse og flerlagethed, der sjældent er set i denne endimensionale genre.
Friday Night Lights byder ikke på en decideret hovedperson, men indenfor holdets rammer, fokuserer Berg hovedsagligt på tre karakterer, der repræsenterer en form for ungdomseksistentialisme. Lucas Black (der også medvirkede i Thorntons fremragende og usigelig rørende Sling Blade) er noget nær perfekt som den mystificerede og indadvendte Mike Winchell, der har svært ved at adskille sit personlige liv (med en overbeskyttende og mental ustabil mor) fra sportens udskejelser. Den karismatiske og altid seværdige Derek Luke er mindst ligeså velspillende og oprigtig som Black i hans rolle som nonchalant, facadebelagt og uhyre talentfuld spiller, hvis hjælpeløshed og destruerede fremtidsudsigt (hans fokusering på to skraldemænd er alt sigende) efter en alvorlig skade, kommer til at fremstå som filmens emotionelle fundament. Lukes sammenbrud i bilen overfor sin kærlige onkel og surrogatfar, er en af de mest hjerteskærende og uafrystelige opvisninger i afmagt, selverkendelse og ødelagte drømme, der hidtil er leveret på celluloid, og bare for denne rørende og tårefremkaldende scene, fortjener Friday Night Light klassikerstatus.
Den mest evidente udviklingshistorie, der er at finde i filmen, er det inderlige og indfølte far/søn forhold, hvor den demonstrative og fordrukne fars (fint spillet af Tim McGraw) forspildte chancer (hvor der krydsklippes til Thorntons udtalelser om selvforskyldte forbandelser) reflekteres i hans urutinerede søn, hvorved McGraw projekterer sine frustrationer og livserkendelser over i ham, hvilket skaber et distanceret familieforhold. Sønnen spilles af en intens Garrett Hedlund, og den endelige forløsning mellem de to forekommer i filmens magiske og dybt emotionelle slutning, der ikke trækker på manipulative eller standardiserede virkemidler, men formår at fremkalde de implicerede følelser på genuin vis.
Berg skildrer lokalsamfundets entusiasme for holdets succesrighed med en tydelig skepsis, hvor den naivt ideologiske opfattelse af football (og sport generelt) som et stolthedsholdepunkt ofte forfalder til enfoldighed, flot indikeret gennem en middagsseance (krydsklippet med en ungdommelig fest, hvor spillerne får en forsmag for fremtidens overfladiske goder forbundet med succesens pris), hvor Thornton må udstå en af de utallige og obligatoriske bedrevidende forelæsninger, om hvorledes holdet burde styres. Samfundets forventningspres kommer til at fremstå som et evigt glædedestruerende aspekt for spillerne. Når en udenforstående prædiker på ægte vis for Black, at førsteprioriteten for ham, med hensyn til sporten, burde være at have det sjovt, rammer Berg plet i sin uglorificerende skildring af talentets mørkere sider. Den optimistiske slutning, hvor bolden bogstaveligt talt gives videre i en gribende og filantropisk scene, indikerer dog den sande effekt, som sporten kan have for spillerne, der med stolthed kan sige til hinanden, at de har ydet deres bedste og ikke længere behøver at definere dem selv gennem sportsgrenen. Det lyder måske naivt eller banalt, men visualiseres med en oprigtig fortællerlyst og psykologisk tyngde i Friday Night Lights.
Filmens smukke, sanselige og stærke æstetik er i en klasse for sig selv, hvor Berg tydeligvis er inspireret af kollegaen Michael Mann, og det evigt inciterende og søgende kamera byder på en sublim intensitet og en billedside så smuk, at man taber pusten i bare benovelse. Akkompagneret af den ubeskrivelige og karismatiske musik af bandet Explosions in the Sky, løftes Friday Night Lights op på en sjæleligt og uforglemmeligt niveau. Den brænder sig uudsletteligt fast på nethinden med en humanistisk tiltro og en emotionel gennemslagskraft. Storslået filmkunst, der fuldt ud fortjener topkarakter, og Berg kan med rette nu erklæres for et mesterligt talent.
17/06-2006
