"He said 'go back inside'!"
6.0
Det er svært at finde en film der når "Léon" til sokkeholderne. Den er helt og igennem nøje planlagt: Smuk uden at være sentimental, action-fyldt uden at være plat, unik uden at være overdreven... Luc Besson overgår aldrig denne film (og det er der sikkert ingen anden der gør) - dette er hans store mesterværk, hans mærke. Hans rolle som instruktør er overdreven fantastisk, manusskriptet er intelligent og kameraet er blevet mere end blot en genstand. Alt dette gør det svært for andre film at følge efter.
Musikken fra Eric Sierra minder dig konstant om hvor dyb filmen er. Der er undertoner af Lolita-agtige elementer og alligevel bliver det aldrig helt så ekstremt.
Jean Reno's karakter, den drabelige lejemorder Léon, har ikke så mange replikker, men til gengæld kan man se alle hans følelser via hans unikke ansigtsudtryk. Lidt efter lidt går det op for seeren, at han ikke er så koldblodet som han ser ud, og faktisk har en del barnlig natur i sig. Hvis der overhovedet er ondskab i ham, er det ikke mere end i alle os andre.
Gary Oldman vender stærkt tilbage i måske sin hidtil bedste præsentation og han leverer rollen fantastisk som den Beethoven-elskende bad-cop Stansfield. Første gang man ser ham i aktion, griner man ikke - han er nærmest en smule skræmmende. Man trækker end ikke på smilebåndet, men når man har set filmen et par gange, så kommer man helt ærligt til at holde af den skøre Stan og ikke kan lade være med at grine.
Men på trods af at Oldman stjæler billedet med stil, er den skjulte stjerne i filmen dog Natalie Portman som spiller den mishandlede men ambitiøse Mathilda. Man skulle næsten ikke tro at dette var hendes første rolle, når hun spiller så flot. Hun er i stand til at vise seeren stærke følelser, som om hun var en senior-skuespiller, hvilket hun kun kan få ros for. Med denne rolle beviser hun at alder ikke har noget med talent at gøre: Portman spiller bedre i denne film end f.eks. Tom Cruise (no offence) har gjort i årevis.
Altså, med andre ord, er denne film et absolut must for dem der både elsker romantik, action, skønhed, drama og humor.
Nuff said.
Musikken fra Eric Sierra minder dig konstant om hvor dyb filmen er. Der er undertoner af Lolita-agtige elementer og alligevel bliver det aldrig helt så ekstremt.
Jean Reno's karakter, den drabelige lejemorder Léon, har ikke så mange replikker, men til gengæld kan man se alle hans følelser via hans unikke ansigtsudtryk. Lidt efter lidt går det op for seeren, at han ikke er så koldblodet som han ser ud, og faktisk har en del barnlig natur i sig. Hvis der overhovedet er ondskab i ham, er det ikke mere end i alle os andre.
Gary Oldman vender stærkt tilbage i måske sin hidtil bedste præsentation og han leverer rollen fantastisk som den Beethoven-elskende bad-cop Stansfield. Første gang man ser ham i aktion, griner man ikke - han er nærmest en smule skræmmende. Man trækker end ikke på smilebåndet, men når man har set filmen et par gange, så kommer man helt ærligt til at holde af den skøre Stan og ikke kan lade være med at grine.
Men på trods af at Oldman stjæler billedet med stil, er den skjulte stjerne i filmen dog Natalie Portman som spiller den mishandlede men ambitiøse Mathilda. Man skulle næsten ikke tro at dette var hendes første rolle, når hun spiller så flot. Hun er i stand til at vise seeren stærke følelser, som om hun var en senior-skuespiller, hvilket hun kun kan få ros for. Med denne rolle beviser hun at alder ikke har noget med talent at gøre: Portman spiller bedre i denne film end f.eks. Tom Cruise (no offence) har gjort i årevis.
Altså, med andre ord, er denne film et absolut must for dem der både elsker romantik, action, skønhed, drama og humor.
Nuff said.
17/06-2006
