A strange world
4.0
Spoilers:
Er det ment som virkelighed? Som Fantasi? David Lynch får hellere end gerne sit publikum til at tage stilling. Hans "Blue Velvet" fra '86 skelner noget nær perfekt mellem barske realitet og bizar surrealisme, og efterlader traditionen tro sanserne berusede, fascinerede og overfyldt af forløbne tanker. Vi tager endnu engang med Lynch i eventyrland...
Bag den blomstrende idyl i et lille harmløst kvarter hærger sadistiske og grufulde optøjer, med den skinnende facade som beskyttelse. Dagdrømmeren Jeffrey spindes efter et usædvanligt fund ind i et opklaringsforløb vedvarende psykopaten, Frank, og barsangerinden, Dorothy.
Bag det stille ydre regerer et seksuelt og voldsk misbrug der tiltrækker Jeffrey og som han er ude af stand til at slippe. Enten søger han retfærdighed eller fascineres af den frastødende vold og ondskab.
Som han siger om verdenen bestående af illegale og psykopatiske folk som Frank: "It's a strange world". Ikke desto mindre forføres og tildrages han og vil på den ene eller anden måde være en del af den. Hans indlevese i opklaringsforløbet udvikler sig dog i mere og mere ekstreme retninger - og bliver i sidste ende fatalt.
Skuespillet er bestemt værd at nævne, da det over hele linjen er udført med styrke og substans. Bedst ses Dennis Hopper som glødende voldspsykopat, der af en herre som Gary Oldman i rollen som den bestialske kriminalkommissær, Stansfield i filmen "Léon" er båret betydelig præg af. I rollen som hovedpersonen, Jeffrey ses en veloplagt og fortrinlig Kyle MacLachlan, mens den fortabte og forfaldne, Dorothy stærkt portrætteres af Isabella Rossellini. Altså er rollelisten over hele linjen stærkt besat.
Stemningen og den truende tone fra David Lynch er i særklasse. Fotografien krydres smagfuldt med den røde lampeskærm og læbestift, og den blå kjole og skyfrie himmel. Det både mørklagte og kulørte står i det gådefulde univers som glimrende kontraster mellem det gode og onde. Men som vi fra starten af "Blue Velvet" afklares med, kan selv den lykkelige mand med vandslangen i sin eksemplarisk smukke have blive offer for den formørkede underverdens ondskab. Selv lige under det grønne græs foregår så meget dyrisk og brutalt som øjet ikke bemærker.
Ligeså vulgært og frastødende det er at se Frank indånde sit, hvad alt angår, lystfremkaldende og oprivende stof gennem sin iltmaske, voldtage Dorothy på groveste vis og efterlade hende forrevet liggende på gulvet, grædende i sin lejlighed, er det lettende at opleve "The Happy Ending", der atter skaber orden i det lille blomstrende distrikt. Men frygten gror stadig, og det er netop en af pointerne i filmen. For selvom Jeffrey, Dorothy og resten af familiesammenkomst i fællesskab kan nyde den nydelige udsigten, vejret, de velholdte blomsterbede, fuglenes kvidren og idyllen, består frygten stadig. De to er indfanget i et mønster af misbrug og voldens og angstens spiral. Her kan vi så starte forfra med fortællingen om skønheden og udyret...
Er det ment som virkelighed? Som Fantasi? David Lynch får hellere end gerne sit publikum til at tage stilling. Hans "Blue Velvet" fra '86 skelner noget nær perfekt mellem barske realitet og bizar surrealisme, og efterlader traditionen tro sanserne berusede, fascinerede og overfyldt af forløbne tanker. Vi tager endnu engang med Lynch i eventyrland...
Bag den blomstrende idyl i et lille harmløst kvarter hærger sadistiske og grufulde optøjer, med den skinnende facade som beskyttelse. Dagdrømmeren Jeffrey spindes efter et usædvanligt fund ind i et opklaringsforløb vedvarende psykopaten, Frank, og barsangerinden, Dorothy.
Bag det stille ydre regerer et seksuelt og voldsk misbrug der tiltrækker Jeffrey og som han er ude af stand til at slippe. Enten søger han retfærdighed eller fascineres af den frastødende vold og ondskab.
Som han siger om verdenen bestående af illegale og psykopatiske folk som Frank: "It's a strange world". Ikke desto mindre forføres og tildrages han og vil på den ene eller anden måde være en del af den. Hans indlevese i opklaringsforløbet udvikler sig dog i mere og mere ekstreme retninger - og bliver i sidste ende fatalt.
Skuespillet er bestemt værd at nævne, da det over hele linjen er udført med styrke og substans. Bedst ses Dennis Hopper som glødende voldspsykopat, der af en herre som Gary Oldman i rollen som den bestialske kriminalkommissær, Stansfield i filmen "Léon" er båret betydelig præg af. I rollen som hovedpersonen, Jeffrey ses en veloplagt og fortrinlig Kyle MacLachlan, mens den fortabte og forfaldne, Dorothy stærkt portrætteres af Isabella Rossellini. Altså er rollelisten over hele linjen stærkt besat.
Stemningen og den truende tone fra David Lynch er i særklasse. Fotografien krydres smagfuldt med den røde lampeskærm og læbestift, og den blå kjole og skyfrie himmel. Det både mørklagte og kulørte står i det gådefulde univers som glimrende kontraster mellem det gode og onde. Men som vi fra starten af "Blue Velvet" afklares med, kan selv den lykkelige mand med vandslangen i sin eksemplarisk smukke have blive offer for den formørkede underverdens ondskab. Selv lige under det grønne græs foregår så meget dyrisk og brutalt som øjet ikke bemærker.
Ligeså vulgært og frastødende det er at se Frank indånde sit, hvad alt angår, lystfremkaldende og oprivende stof gennem sin iltmaske, voldtage Dorothy på groveste vis og efterlade hende forrevet liggende på gulvet, grædende i sin lejlighed, er det lettende at opleve "The Happy Ending", der atter skaber orden i det lille blomstrende distrikt. Men frygten gror stadig, og det er netop en af pointerne i filmen. For selvom Jeffrey, Dorothy og resten af familiesammenkomst i fællesskab kan nyde den nydelige udsigten, vejret, de velholdte blomsterbede, fuglenes kvidren og idyllen, består frygten stadig. De to er indfanget i et mønster af misbrug og voldens og angstens spiral. Her kan vi så starte forfra med fortællingen om skønheden og udyret...
18/06-2006
