anarkistens succesfuldhed

Overraskende charmerende og harmløs lille komedie, skrevet og instrueret af Mike Judge (der startede fortællingen som en kort animation), der også er skaberen bag de infantile og lavkomiske mtv-kultikoner, Beavis and Butthead. Judge har med sin realspillefilmsdebut hævet humorniveauet over bæltestedet og fortæller en uhyre simpel historie om en underkuet og karakterløs firmaansat (monotont og lettere kedeligt spillet af Ron Livingston, der ellers tidligere har udvist vivitet i blandt andet Doug Limans undergrundsklassiker Swingers), der er mere end passiv utilfreds mit sit arbejde og sin tilværelse generelt, men under en hypnoseseance bliver der fremkaldt en overskyggende ligegyldighed hos ham, som han med stor overraskelse får succes med, både på arbejdet og i privatlivet. Indledningsvis kan Office Space paralleliseres med en komisk udgave af Schumachers overvurderede Falling Down, men Judges hovedenergi er tydeligvis ikke blevet kanaliseret i den overordnede historie eller det filmiske udtryk (visuelt set er filmen håbløs banal og kedelig), hvor han i stedet for fokuserer mere på det excentriske persongalleri, udfyldt af velbesatte skuespillere såsom John C. McGinley (der har ekspanderet sit komiske talent til det uendelige med sin rolle som narcissistisk læge i den ubeskrivelig brillante tv-komedieserie Scrubs), en naturalistisk attraktiv Jennifer Aniston er den herlige David Herman.

De relationsvenlige irritationsmomenter og ønsket om en fundamental ændring (det rutineprægede massemenneske, der hæver sig til en handlekraftig individualist) holder filmens interesseniveau på det acceptable, og selvom komikken ikke er låklaskende latterfremkaldende, så er Office Space reel morsom med en oftest underspillet og hyggelig humor, der ikke kan være andet end uanstødelig. Office Space er en underambitiøs og uforpligtende affære, der lige hæver sig over kategoriseringen tidsfordriv.