Kærlighedens Erkendelse
5.0
Da Joel (Carrey) og Clementine (Winslet) går fra hinanden, vælger de begge, ved hjælp af en ny procedure, at få slettet den anden fra deres hukommelse.
Indimellem opdager man først hvad man havde når man mister det og dette skildres så smukt i denne skæve og surrealistiske kærlighedsfilm, hvis erkendelse af at kærligheden indimellem må bestå på trods og ikke på grund af hvad fremtiden bringer, til slut sender et bemærkelsesværdigt og positivt håbefuldt signal om at følelser gerne må følges, uden altid at lade dem spolere af rationel tankegang.
Stemningen er gennemgående tungsindig og melankolsk, med et strejf af tragikomik, et brud mellem mennesker er aldrig nemt, og filmens absurde drømmende stil understreger, symboliserer og formidler på fornemmeste vis de konfunderende, dystre og også bekræftende følelser, minder og tanker vore to hovedpersoner, fornemt spillet af både Carrey i en af hans bedste roller og underskønne og talentfulde Winslet, gennemgår og så flot får videregivet til publikum. Det er et billede af kærlighedens kraft, uvæsen og især væsen set indefra som et psykologisk illustration på et forhold og hvad dette kan indebære af brændte følelser, længselsfulde erindringer og forhåbninger, både realistiske som urealistiske. Om at føle sig fortabt og magtesløs, men også om at indse og tilgive.
Det intelligente manuskript er skrevet af Charlie Kaufman, der gør det i fornuftsstridige og ukonventionelle historier, bygget på en historie af ham selv, instruktør Gondry og Pierre Bismuth og de syrede ideer og den indrømmet lidt, men dejligt fordringsfulde ikke-lineære historie er mesterligt iscenesat af Gondry. Handlingen og de tanker der ligger bag er ærligt mere omfattende end min anmeldelse berettiger, men se den selv og lad dig forføre til et univers hvor filmskaberne stadig har noget på hjertet og noget at sige om kærligheden. Det er både ægte rørende og meningsfuld filmkunst, man kan tillade sig at både grine og græde af, som livet selv.
Indimellem opdager man først hvad man havde når man mister det og dette skildres så smukt i denne skæve og surrealistiske kærlighedsfilm, hvis erkendelse af at kærligheden indimellem må bestå på trods og ikke på grund af hvad fremtiden bringer, til slut sender et bemærkelsesværdigt og positivt håbefuldt signal om at følelser gerne må følges, uden altid at lade dem spolere af rationel tankegang.
Stemningen er gennemgående tungsindig og melankolsk, med et strejf af tragikomik, et brud mellem mennesker er aldrig nemt, og filmens absurde drømmende stil understreger, symboliserer og formidler på fornemmeste vis de konfunderende, dystre og også bekræftende følelser, minder og tanker vore to hovedpersoner, fornemt spillet af både Carrey i en af hans bedste roller og underskønne og talentfulde Winslet, gennemgår og så flot får videregivet til publikum. Det er et billede af kærlighedens kraft, uvæsen og især væsen set indefra som et psykologisk illustration på et forhold og hvad dette kan indebære af brændte følelser, længselsfulde erindringer og forhåbninger, både realistiske som urealistiske. Om at føle sig fortabt og magtesløs, men også om at indse og tilgive.
Det intelligente manuskript er skrevet af Charlie Kaufman, der gør det i fornuftsstridige og ukonventionelle historier, bygget på en historie af ham selv, instruktør Gondry og Pierre Bismuth og de syrede ideer og den indrømmet lidt, men dejligt fordringsfulde ikke-lineære historie er mesterligt iscenesat af Gondry. Handlingen og de tanker der ligger bag er ærligt mere omfattende end min anmeldelse berettiger, men se den selv og lad dig forføre til et univers hvor filmskaberne stadig har noget på hjertet og noget at sige om kærligheden. Det er både ægte rørende og meningsfuld filmkunst, man kan tillade sig at både grine og græde af, som livet selv.
22/06-2006
