Skudsalver og fuglesang

”The Thin Red Line” er en krigsfilm som de færreste. En film der tør være andet end krudt, kugler og patriotisme bekendt. En film der trods den færdes i en overlæsset genre, bidrager med noget nyt, noget lærerigt og noget berigende smukt.

Ikke overraskende kommer en sådan film fra den noget karrierebeskedne Terrence Malick, der efter "Badlands" og "Days of Heaven" igen beruser os med lidt af den filmmagi, han så sjældent lader slippe ud. Malick er buddhist, hvilket tydeligt skinner igennem hans film, med nøgleelementer som dyr, natur og fataliteten ved at slå ihjel. Alt ånder og indebærer sjæl, som den buddhistiske tro mener, og hans tema om liv og død, og himlen og helvede giver også i "The Thin Red Line" plads til en perlerække af naturstilbilleder og smukt fotogene scenarier til at understrege dette. Hullede blade der danner smukke skyggemønstre, bølgende spejlklare floder og skråninger af langt, grønt og gyldent græs. Billedskønheden i Malicks filmpoetiske sprog står dog kun til rådighed for at fremme og understøtte det centrale: Nemlig en nærskildring af menneskers kamp for overlevelse såvel som frelse.

I filmen følges en gruppe amerikanske soldater, der under 2. verdenskrig kæmper for at infiltrere og erobre en japansk besat ø. Selvom øen Guadalcanal består af usigelig smukke omgivelser af alle naturens rigdomme, er den samtidig det ragnarok af krigens væsen der overkommer den amerikanske indsatselite. Her lurer fjenden i det lange grønne græs, i et slags helligt paradis der med sin pure og rendyrkede natur siger ”niks pille” og blot gengælder den smerte, død og ødelæggelse som krigen medbringer. Mændene blandt de indtrængende kompagnier, som instruktøren Terrence Malick sætter fokus på, får smagt på livets hårde levevilkår, hvor kun den heldige overlever, og resten deraf må falde fra. Den ubarmhjertige fødekæde der får mennesket til at føle sig som et hjælpeløst led i naturens gang og minder os om, at står man det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, er det menneskelige individ ligeså skrøbeligt som et fint opsat korthus, der kollapser ved et stille vindpust.

I lyd og billede er oplevelsen med Malicks krigsepoke sublim, og byder på en sanselig teknisk opførelse af underlægningstoner og billedkræs af skønneste slags. I takt med at ”The Thin Red Line” byder på kvidrende fuglesang kompenseret af maniske skudsalver, serveres en stribe voice-over monologer fra de skæbner filmen følger på tæt hold. Tit tager Terrence Malick lyden helt af sine visuelle fremstillinger, og lader blot billederne tale sit eget altsigende sprog. En fremragende effekt, lidt som et tilbageskridt og en ydre iagttagelse hvor stilheden rammer så gennemskærende som et brøl. Gerne i de mange lavmælte ”klarsyn” uden tempomæssig fremdrift og kvælende baggrundsmusik, lader en af soldaterne i krigszonen skrifte i en slags meditation. Om vanviddet, om kærligheden, om at slå ihjel og om at opnå en værdig åndelig status i mængderne af blodige lemlæstelser. Og selvom selve voice-over delen nok sammenlagt står som filmens svageste led, er fortællingens kontrastdannelse ligeså originalt tænkt, som den er hamrende godt udført.

Først og fremmest stiller Terrence Malick klare spørgsmålstegn ved retfærdighedens lov og med en flok fantastiske skuespillere (med i særdeleshed Nick Nolte som usandsynlig stærkt spillende) sætter filmen følsomt, roligt og dog samtidig brutalt og direkte krigens eksistens i sit filosofiske perspektiv om, at vi alle er ens. Alle tvunget ud i den yderste konsekvens. Vi ser krigens blinde øje åbne sig med bombningen af dyr, naturen og frem for alt menneskets indre. I et enkelt klip ser vi en ugle løfte et øjenbryn i forundring, og fra sin gren skue ud over krigen med et sært uforstående blik. I et andet ser vi en fugleunge ralle og vride sig af smerte i en jordbunke efter et bombningsnedslag.
Det er øjeblikke som disse, der får oplevelsen til at føles som en stor eksplosiv åbenbaring, såvel kunstnerisk som filmisk i Malicks åbne favn. Og det er særdeleshed øjeblikke som disse, der konkluderer ”The Thin Red Line” som et aldeles blændende smukt og enestående værk, der griber, rører og vækker tanker som kun den mest udsøgte filmkunst kan det.