En humanistisk undergang

Det er skønt for en gangs skyld at se en film om Det tredje Rige, hvor de faktisk taler tysk! Der Untergang byder på fantastiske skuespilpræstationer, en flot og gennemført billedhåndtering og realistiske menneskeskildringer. Sjældent har man set en 2. verdenskrigsfilm, som ikke tager parti for den ene eller den anden side, men skildrer menneskene, der er fanget i både andres og egne rænker. Vi ser både Det tredje Riges og Hitlers personlige undergang, der som en hvirvelstrøm suger næsten alle med sig i faldet, både skyldige og uskyldige.
Filmens ramme er Hitlers sekretærs oplevelse af krigen og af sig selv, som både skyldig og uskyldig. Det giver filmen et dokumentarisk præg, der næsten forleder os til at tro, at dette er en korrekt og præcis skildring af menneskene og hændelserne i de sidste dage inden Undergangen.
Filmen er udpræget humanistisk, og heltene er dem, der kæmper for andres overlevelse. Der er ingen deciderede skurke, for alle karaktererne er mennesker på godt – og mest – ondt.
Der Untergang er stærk, og den tager et par dage at fordøje, men så er der faktisk heller ikke mere at komme efter. Man er alligevel ikke blevet provokeret eller rystet nok til at undgå at falde tilbage i ligegyldighedens lænestol.