laverestående fortsættelse
4.0
Usignifikant og ikke videre helstøbt (men kommerciel obligatorisk) efterfølger til Martin Campbells yderst succesrige og vellykkede modernisering af Zorro-myten, Mask of Zorro (en forfriskende og effektiv omgang drengerøvsunderholdning), der i 1998 indtjeningsmæssigt blev så stort et hit, at en fortsættelse velsagtens var uundgåelig. Både instruktørerne Steven Spielberg (der i stedet agerer medproducent) og Robert Rodriguez (ikke det mest oplagte valg) var inde over projektet, der ultimativt dog faldt i hænderne på Campbell, der, som førnævnt, også iscenesatte originalen. I mellemtiden har Campbell begået et par yderst svage og ubegavede film, katastrofemakværket Vertical Limit og den velmenende, men kluntede Beyond Borders, men med Legend of Zorro finder han nogle af fordums mere kompetente takter frem (som han blandt andet har udvist med den virkningsfulde James Bond-film Goldeneye), som man kun kan håbe, at Campbell vil effektiviserer yderligere via den nye Bond-film.
Det fantasifulde og publikumsfokuserede manuskriptskrivnings par Ted Elliot og Terry Russo (der blandt andet har begået forlægget til så distingverende film som Verbinskis forrygende Pirates of the Carribean og Joe Dantes noget undervurderede Small Soldiers) træder lidt i baggrunden i denne forsinkede fortsættelse, hvilket kan forklare hvorfor den noget overambitiøse og bundforudsigelige historie tager overhånd og efterlader en del af Russo/Elliots evidente og charmerende touch potentialespildt. Antonio Banderas vender tilbage til sin glansrolle som aristokraten De La Vega, der vender ryggen til det luksuriøse liv og hjælper det fattige og undertrykte folk på heroisk vis. Banderas besidder tydeligvis stadig den drengede karisma, som er så seværdigt, men til tider virker han ikke nær så veloplagt og raffineret, som man ellers kunne have håbet på (Banderas kunne vist godt snart trænge til et skuespilmæssig comeback), men han efterlades også uden de store udfordringer gennem den manglende karakterpsykologi, hvoraf den indledende interesse for Zorros baggrund blev etableret og visualiseret på fornemste vis i 1998, men i denne omgang har bagmændene ikke fundet grund eller lyst til at ekspanderer hverken Zorro-legenden eller det fundamentale univers yderligere. Det er en skam, for Legend of Zorro er momentvis en herlig og yderst charmerende omgang uforpligtende og medrivende underholdning, der dog kun brillerer i øjeblikke og ikke ved helhedsindtrykket.
Cathrine Zeta Jones fik hendes store gennembrud i Mask of Zorro, og højst sandsynlig vender hun kun tilbage til rollen af skyldsforpligtelsesårsager, da hun spiller besynderlig uengageret og ind imellem decideret horribelt (nu har jeg dog også altid fundet Zeta Jones overvurderet, hvor hun kun har imponeret mig i Soderberghs mesterlige Traffic). Familiekomplikationerne i Legend of Zorro er dybt uoriginale og unødvendigt patosfyldte, og så sidder man uforstående tilbage overfor det insisterende og typisk amerikanske familievenlige valg med at have en søn med i filmen, bare for at symbolisere kernefamiliens opbygning. Admias Alonso er møgirriterende og ultimativt ganske uudholdelig i denne unødvendige rolle. Rufus Sewell lyser dog lidt op i skurkerollen, hvor der er få, der kan spille så mystificerende skræmmende og tilbageholdende som den mand. Selvom Sewell altid er seværdig og yder en udmærket figur i denne film, så er det dog langtfra hans bedste rolle. Desuden kommer man indiskutabelt til at savne Anthony Hopkins’ autoritære og varmende tilstedeværelse, hvorved denne fortsættelse umuligt ville have kunnet nået den originales højder.
Legend of Zorro er et yderst velproduceret produkt, der er i besiddelse af en uimodståelig smittende humor med dertilhørende enkelte udsøgte dialoger (no one leaves my tequila worm dangling in the wind må stå som topmålet). ¾ inde i filmen begynder publikum dog gradvist at miste interesse for udviklingen, hvor den skabelonskårede og al for bredtfavnende historie forsøger at inkorporerer mytologiske og agenturiske sidehistorier og enkeltstående stupiditeter simpelthen bliver for meget. Følelserne serveres for storladent, Zorros fysiske udskejelser bliver til tider overdimensionerede, tangerende til det uplausible (koreografien er dog fantastisk!), plottet er ulogisk og overlangt og så undermineres humoren tillige desværre. Alligevel er Legend of Zorro basalt set tilfredsstillende og stabil som rendyrket underholdning, hvor den virtuose og elegante kameraføring fint supplementerer denne actionmættede eventyrsfilm, der lige på målstregen hæver sig op på de fire marginale stjerner.
Det fantasifulde og publikumsfokuserede manuskriptskrivnings par Ted Elliot og Terry Russo (der blandt andet har begået forlægget til så distingverende film som Verbinskis forrygende Pirates of the Carribean og Joe Dantes noget undervurderede Small Soldiers) træder lidt i baggrunden i denne forsinkede fortsættelse, hvilket kan forklare hvorfor den noget overambitiøse og bundforudsigelige historie tager overhånd og efterlader en del af Russo/Elliots evidente og charmerende touch potentialespildt. Antonio Banderas vender tilbage til sin glansrolle som aristokraten De La Vega, der vender ryggen til det luksuriøse liv og hjælper det fattige og undertrykte folk på heroisk vis. Banderas besidder tydeligvis stadig den drengede karisma, som er så seværdigt, men til tider virker han ikke nær så veloplagt og raffineret, som man ellers kunne have håbet på (Banderas kunne vist godt snart trænge til et skuespilmæssig comeback), men han efterlades også uden de store udfordringer gennem den manglende karakterpsykologi, hvoraf den indledende interesse for Zorros baggrund blev etableret og visualiseret på fornemste vis i 1998, men i denne omgang har bagmændene ikke fundet grund eller lyst til at ekspanderer hverken Zorro-legenden eller det fundamentale univers yderligere. Det er en skam, for Legend of Zorro er momentvis en herlig og yderst charmerende omgang uforpligtende og medrivende underholdning, der dog kun brillerer i øjeblikke og ikke ved helhedsindtrykket.
Cathrine Zeta Jones fik hendes store gennembrud i Mask of Zorro, og højst sandsynlig vender hun kun tilbage til rollen af skyldsforpligtelsesårsager, da hun spiller besynderlig uengageret og ind imellem decideret horribelt (nu har jeg dog også altid fundet Zeta Jones overvurderet, hvor hun kun har imponeret mig i Soderberghs mesterlige Traffic). Familiekomplikationerne i Legend of Zorro er dybt uoriginale og unødvendigt patosfyldte, og så sidder man uforstående tilbage overfor det insisterende og typisk amerikanske familievenlige valg med at have en søn med i filmen, bare for at symbolisere kernefamiliens opbygning. Admias Alonso er møgirriterende og ultimativt ganske uudholdelig i denne unødvendige rolle. Rufus Sewell lyser dog lidt op i skurkerollen, hvor der er få, der kan spille så mystificerende skræmmende og tilbageholdende som den mand. Selvom Sewell altid er seværdig og yder en udmærket figur i denne film, så er det dog langtfra hans bedste rolle. Desuden kommer man indiskutabelt til at savne Anthony Hopkins’ autoritære og varmende tilstedeværelse, hvorved denne fortsættelse umuligt ville have kunnet nået den originales højder.
Legend of Zorro er et yderst velproduceret produkt, der er i besiddelse af en uimodståelig smittende humor med dertilhørende enkelte udsøgte dialoger (no one leaves my tequila worm dangling in the wind må stå som topmålet). ¾ inde i filmen begynder publikum dog gradvist at miste interesse for udviklingen, hvor den skabelonskårede og al for bredtfavnende historie forsøger at inkorporerer mytologiske og agenturiske sidehistorier og enkeltstående stupiditeter simpelthen bliver for meget. Følelserne serveres for storladent, Zorros fysiske udskejelser bliver til tider overdimensionerede, tangerende til det uplausible (koreografien er dog fantastisk!), plottet er ulogisk og overlangt og så undermineres humoren tillige desværre. Alligevel er Legend of Zorro basalt set tilfredsstillende og stabil som rendyrket underholdning, hvor den virtuose og elegante kameraføring fint supplementerer denne actionmættede eventyrsfilm, der lige på målstregen hæver sig op på de fire marginale stjerner.
23/06-2006
