bevægende og ueskapistisk kærlighedshistorie

Brokeback Mountain har været en af årets mest anerkendte og opmærksomhedsvækkende film, hvis åbenlyse og humanistiske kvaliteter er blevet modtaget med en jublende storslåethed hos både publikum og kritikerne, der har hyldet filmen for dens kompromisløshed i dens hudløst ærlige skildring om to homoseksuelle cowboys, der føler sig tvungen til at skjule deres seksuelle tilbøjeligheder for det anklagende, snæversynet og yderst fordomsfulde samfund. Brokeback Mountains postulerede kontroverser er overdrevne (selvom filmen er blevet bandlyst i Kina), for selvom tematikken omhandlende seksuelle tabuer sjældent er blevet skildret så autentisk og momentvis udpenslet (i hvert fald i den amerikanske filmindustri), så er projektet blevet tiltrådt med en både sober og voksen indfaldsvinkel, der indbyder til stærk og medrivende realisme.

Brokeback Mountain er baseret på en roman af Annie Prolux (og formidabelt og indsigtsfuld konventeret af Larry McMurtry og Diana Osanna), der næppe kunne have ønsket sig en mere loyal eller sensitiv filmatisering. Iscenesættelsen er pådraget det alsidige multitalent Ang Lee, der blandt andet har begået den taiwanske perle Spis Drik Man Kvinde, før han kom til Hollywood og instruerede det udmærkede periodedrama Stolthed og Fordom. Lee har et unikt øje for dagligdagens dramatik, der serveres med en subtilitet og menneskelig forståelse af en berigende kaliber, muligvis bedst set i den noget undervurderede The Ice Storm. Det kunstneriske klimaks kom velsagtens med den smukke og imponerende Tiger på Spring, Drage i Skjul, hvorefter Lee udførte lidt af et genreskift med den vellykkede, men grundlæggende tunge tegneseriefilmatisering Hulk, hvis underliggende psykologi blev skamløst forbiset af mainstreampublikummet, der beklagede sig over den manglende actionside, hvorved Hulk ikke opnåede den succes, som den ellers fortjente. Efter denne ambivalente odysse kan man ikke bebrejde Lee i, at vende tilbage til sin foretrukne genre, det afdæmpede drama. Med Brokeback Mountain leverer han en fundamental simpel historie med et komplekst og følelsesrigt indhold, som Lee formidler med en prisværdig og imponerende forståelse.

Omdrejningspunktet i filmen er den tragiske og usentimentale fortælling om den naive og fortidsprægede maskuline selvopfattelse, hvor hårdtarbejdende cowboys må stå som topmålet af dette. Heath Ledger og Jake Gyllenhaal er usigeligt velspillende, emotionel dybe og grænseløst engageret i de to hovedroller, hvor deres modige rollevalg er blevet belønnet med berettiget ros og priser. Deres indbyrdes forhold føles uhyre plausibelt og genuint, og da dette er hele filmens kunstneriske fundament, må superlativerne ingen ende tage for deres indfølte præstationer, der begge dog tidligere har påvist deres sande værd som skuespillere. Brokeback Mountain indledes med store totalbilleder, der indikerer de to protagonisters ubetydelighed i samfundets brede perspektiv (hvor den ydre maskulinitet dominerer), og Lee tager sig god tid til at opbygge de eskalerende kærlighedsfølelser mellem Ledger og Gyllenhaal, hvis status som kontrollerende hyrder kontrasterer deres indre følelser. Insinuationerne er diskrete, men eksisterende, og efter Ledger og Gyllenhaals første ’kærlighedsfuldbyrdelse’, føres publikum ind i de omkringværende komplikationer, der medfører homoseksualitet. Udskejelserne undermineres ikke bare gennem bortforklaringer som isolation eller kødelig lyst, og efter deres arbejde er tilendebragt, må Ledger og Gyllenhaal væk fra naturens åbensindet smukhed (der indfanges perfekt i de utrolig flotte og stillestående billeder) tilbage til samfundet, hvor den personlige accept fra Ledgers side gradvist bliver abstrakt. Han forsøger sig med et på overfladen idyllisk og lykkeligt familieliv, hvor hustruen, der spilles sensitivt af Michelle Williams (som jeg normalvis ellers ikke kan udstå), må se ubehjælpeligt til, mens hendes tilværelse krakelerer gennem Ledgers seksuelle tilbøjelighed. Dennes indre desillusionerede frustrationer symboliseres alt sigende gennem slåskampen med to fordrukne og ubehøvlede bumser, hvor fyrværkeriet i baggrunden intensiverer afmagten.

Brokeback Mountain skildrer samfundets hykleriske og ignorante fordomsfuldhed uden evident stillingtagen, hvor udleveringen er objektiv, men stadig kontemplativt. Og dette er en af filmen (og Lees) sande kvaliteter; publikum tvinges til et opgør mod egne fordomsfuldheder, hvorved Brokeback Mountain bliver hos en lang tid efter rulleteksternes indtog. Den tvetydige slutning er ligeså lidt af en genistreg, hvor Ledgers afslutningssætning paralleliseres med en tidligere udtagelse om Gyllenhaals andre homoerotiske partnere (hvor der i nogle rystende intercuts insinueres, at dette kunne være skyld i hans død), hvor Ledgers umulighed med at absorberer livets smukhed og generøsitet i andet end småbidder, kommer til at stå klart, og den underliggende tragedie foldes ud, så det næsten forekommer ubærligt. Lysten og trangen til at elske, men det manglende mod til faktisk at gøre det.

Der er uforcerede og hjerteskærende følelser at finde i Brokeback Mountain, hvis ekstraordinære status dog stadig ikke kan retfærdiggøre fem stjerner fra min side. Dramatikkens kurve i filmens sidste del falder betragteligt, hvor handlingsfremdriften føles langtrukken og lettere ufokuseret. Derfor bliver det ’kun’ til fire store, men stadig yderst anbefalelsesværdige stjerner. En modig og signifikant film, der forståeligt nok skal komme til at fremstå som en smuk klassiker.