‘you will let me know when those lambs stop screaming, won’t you?’
5.0
Klassikerstatuerende og mesterligt konstrueret psykologisk thriller, der nærmest egenrådigt fundamenterede thriller-genrens konventioner, i kongruens med at den innoverede og optimerede spændingsfilmens muligheder. Ondskabens Øjne (hvis engelske titel kortlægger hele hovedpersonens psykologi på brillant vis) er baseret på en roman af den psykologifascinerede krimiforfatter Thomas Harris (læsning, som varmt kan anbefales), der beretter om den intellektuelle og kannibalistiske psykiater Dr. Hannibal Lecter og dennes sindrige og nonchalante leg med omverdenens skræk for hans psykopatiske udskejelser. Den første bog i Harris’ trilogi blev filmatiseret allerede i 1986, hvor den sublime filmauteur Michael Mann stiliserede det skrækindjagende univers, men Manhunter opnåede ikke den store opmærksomhed eller stærkere anerkendelse, som den principielt ellers fortjente. Selvom den lettere eksperimentale instruktør Jonathan Demme hverken besidder Manns uopnåelige æstetiske sans eller filmiske råstyrke (der senere er blevet perfektioniseret og har affødt uforglemmelige værker), så er hans konvertering af Harris’ roman mere mindeværdig og betydelig mere banebrydende og filmhistorisk signifikant, end Manns første installation i Hannibal Lecter-serien.
Demme havde tidligere opnået kritisk anerkendelse og potentiel stortalentfuldhed med filmene Melvin and Howard og Stop Making Sense, men det var først med Ondskabens Øjne, at han for alvor rykkede op i de kunstneriske rækker med et intellektualiseret psykologisk portræt, fordækt som en almen genrefilm. Demmes iscenesættelseskvaliteter er evidente, men uden de uhyre velvalgte og velspillende aktører, ville Ondskabens Øjne ikke have haft nær den samme ætsende og uafrystelige gennemslagskraft, som den i aktuel tilstand besidder til overflod. I ’86 agerede en god Brian Cox Lecter, men en indsigtsfuld og absolut skræmmende Anthony Hopkins har legendariskgjort karakteren gennem hans isende sikre portrættering, der må stå som et højdepunkt i en ellers konsekvent kvalitativ karriere. Ligeledes yder Jodie Foster en sublim præstation som den uerfarne FBI-elev, der kastes hovedkulds ud i atypiske og traumatiserende hændelser.
Demme har givet karakterplausibiliteten- og ekspansionen førsteprioritet, hvorved den psykologiske substans mildest talt er ufejlbarlig. Den blændende indledning udviser på forbavsende kort tid hele Fosters sociale situation, styrker og mentale usikkerhed, hvor stædigheden og målrettetheden fungerer som en facade overfor de konstante seksuelle tilnærmelser, som hun dagligt må udstå på hendes sexistiske arbejdsplads. Selvom Fosters Clarice Starling er en af filmhistoriens stærkeste og mest memorable kvindefigurer, så undermineres hendes usikkerhed og skrøbelighed ikke, hvilket den altseende Lecter så hyppigt pointerer. Foster har mistes hendes far, der ligeledes var politimand, og Demme indikerer dette som valget for Fosters karriere, og på nærmest abstrakt vis kommer Hopkins’ Lecter til at fungerer som et fadersurrogat, der opbygger Fosters selvtillid og bærer hende gennem hendes metamorfose. Deres indbyrdes og gensidigt respektindgydende forhold (hvor der momentvis insinueres en atypisk form for kærlighed) substantiverer hele fundamentet i Ondskabens Øjne, hvis allestedsnærværende tvetydighed løfter filmen op på et kunstnerisk plan. Billedmæssigt fjernes den fysiske barriere ofte mellem den charmerende psykopat og den uerfarne kvinde, hvorefter illusionen om en mental barriere ligeledes destrueres. Lecter kravler ind under huden på Starling og publikum, ligesom Hopkins giver et skræmmende portræt af en restriktiv massemorders psyke og kommer til at fremstå som en allegori for publikummets største skræk og fascination. Demme leger fermt og overrumplende med publikums svingende sympatiopfattelse, hvor birollernes karikerede opførsel står i stærk kontrast med de to hovedpersoners flerlagede nuancer.
Foster og Hopkins’ spændingsfyldte magtspil paralleliseres med en odysse ind i et tragisk menneskes sadistiske sjæl, personificeret af en uhyggelig Ted Levine (der senere er blevet fast kollaboratør med Demme), hvis fascination for sommerfugle opretter en ambiguitetspræget symbolik for både Hopkins, Foster og Levine selv. Den indre skønhed, der nedbryder den hærdede puppe og derefter florerer. Hos Levine er det egen selvopfattelse som kvinde (han kidnapper kvinder og skærer huden af dem for at lave en dragt til sig selv), hos Hopkins er det frihed (hans maltraktering af en vagt kan til forveksling motiveres som en sommerfugl), mens den hos Foster er den indre styrke og det eneste punkt, hvor skønhedsblomstringen er sandfærdig og ’moralsk korrekt’. Der er en konstant misantropi og raffineret pessimisme at spore under overfladen (den ondskabsfulde og umenneskelige cirkel bliver tilendebragt, da det hjælpsomme offer kidnappes gennem hendes venlighed), og Demme optimerer ubehageligheden i det forstyrrende slutbillede, hvor psykopaten Lecter træder ind i civilisationen (I’m having a friend for dinner, genialt!) og bliver et distingveret individ i den anonyme masse. Publikum får ingen forløsning ud af det knugende jerngreb, som hele filmen har holdt os i, og Demme sender Lecter udover lærredets rammer. Demme gjorde dog selv et oprør mod pessimismen med sin følgende film, det fremragende og rørende AIDS-dram Philadelphia, hvorved misantropi ikke kendetegner hans karriere.
Filmteknisk set er Ondskabens Øjne ligeledes lidt af en milepæl. Tak Fujimotos eksperimentale og virtuose kameraæstetik nedbryder films ellers indoktrinerende konventioner ved sjældent at bruge over-shoulder shots, hvorved retningsidentifikation er udefinerbar og karaktererne forekommer at tale direkte til publikum. Denne insisterende effekt fungerer som skræmmende psykologisk understøtter, der akkompagneres fornemt af Howard Shores implicitte og myrekrybsfremkaldende musik. Redigeringen er ligeledes i en klasse for sig selv, hvor Demme eksplorerer og ekstenderer spændingsfilmens standardiserede love og manipulerer sindrigt og uforudsigeligt med publikums forventninger. Dette ses bedst i scenen, hvor politiet tilsyneladende banker på morderens dør, men når denne åbnes, er det Foster der står uvidende bag den. Lecters gennemtænkte flugt indikerer ligeledes Demmes innoverende spændingslevering.
Ondskabens Øjne er gennemført skræmmende, ubehagelig og ikke mindst krybende underholdning med en betydelig eksistentiel dimension. En genistreg og filmklassisk perle, der sammen med Finchers ligeledes mesterværk Seven indiskutabelt er hovedværkerne i thriller-genren. Meget tæt på de seks stjerner.
Demme havde tidligere opnået kritisk anerkendelse og potentiel stortalentfuldhed med filmene Melvin and Howard og Stop Making Sense, men det var først med Ondskabens Øjne, at han for alvor rykkede op i de kunstneriske rækker med et intellektualiseret psykologisk portræt, fordækt som en almen genrefilm. Demmes iscenesættelseskvaliteter er evidente, men uden de uhyre velvalgte og velspillende aktører, ville Ondskabens Øjne ikke have haft nær den samme ætsende og uafrystelige gennemslagskraft, som den i aktuel tilstand besidder til overflod. I ’86 agerede en god Brian Cox Lecter, men en indsigtsfuld og absolut skræmmende Anthony Hopkins har legendariskgjort karakteren gennem hans isende sikre portrættering, der må stå som et højdepunkt i en ellers konsekvent kvalitativ karriere. Ligeledes yder Jodie Foster en sublim præstation som den uerfarne FBI-elev, der kastes hovedkulds ud i atypiske og traumatiserende hændelser.
Demme har givet karakterplausibiliteten- og ekspansionen førsteprioritet, hvorved den psykologiske substans mildest talt er ufejlbarlig. Den blændende indledning udviser på forbavsende kort tid hele Fosters sociale situation, styrker og mentale usikkerhed, hvor stædigheden og målrettetheden fungerer som en facade overfor de konstante seksuelle tilnærmelser, som hun dagligt må udstå på hendes sexistiske arbejdsplads. Selvom Fosters Clarice Starling er en af filmhistoriens stærkeste og mest memorable kvindefigurer, så undermineres hendes usikkerhed og skrøbelighed ikke, hvilket den altseende Lecter så hyppigt pointerer. Foster har mistes hendes far, der ligeledes var politimand, og Demme indikerer dette som valget for Fosters karriere, og på nærmest abstrakt vis kommer Hopkins’ Lecter til at fungerer som et fadersurrogat, der opbygger Fosters selvtillid og bærer hende gennem hendes metamorfose. Deres indbyrdes og gensidigt respektindgydende forhold (hvor der momentvis insinueres en atypisk form for kærlighed) substantiverer hele fundamentet i Ondskabens Øjne, hvis allestedsnærværende tvetydighed løfter filmen op på et kunstnerisk plan. Billedmæssigt fjernes den fysiske barriere ofte mellem den charmerende psykopat og den uerfarne kvinde, hvorefter illusionen om en mental barriere ligeledes destrueres. Lecter kravler ind under huden på Starling og publikum, ligesom Hopkins giver et skræmmende portræt af en restriktiv massemorders psyke og kommer til at fremstå som en allegori for publikummets største skræk og fascination. Demme leger fermt og overrumplende med publikums svingende sympatiopfattelse, hvor birollernes karikerede opførsel står i stærk kontrast med de to hovedpersoners flerlagede nuancer.
Foster og Hopkins’ spændingsfyldte magtspil paralleliseres med en odysse ind i et tragisk menneskes sadistiske sjæl, personificeret af en uhyggelig Ted Levine (der senere er blevet fast kollaboratør med Demme), hvis fascination for sommerfugle opretter en ambiguitetspræget symbolik for både Hopkins, Foster og Levine selv. Den indre skønhed, der nedbryder den hærdede puppe og derefter florerer. Hos Levine er det egen selvopfattelse som kvinde (han kidnapper kvinder og skærer huden af dem for at lave en dragt til sig selv), hos Hopkins er det frihed (hans maltraktering af en vagt kan til forveksling motiveres som en sommerfugl), mens den hos Foster er den indre styrke og det eneste punkt, hvor skønhedsblomstringen er sandfærdig og ’moralsk korrekt’. Der er en konstant misantropi og raffineret pessimisme at spore under overfladen (den ondskabsfulde og umenneskelige cirkel bliver tilendebragt, da det hjælpsomme offer kidnappes gennem hendes venlighed), og Demme optimerer ubehageligheden i det forstyrrende slutbillede, hvor psykopaten Lecter træder ind i civilisationen (I’m having a friend for dinner, genialt!) og bliver et distingveret individ i den anonyme masse. Publikum får ingen forløsning ud af det knugende jerngreb, som hele filmen har holdt os i, og Demme sender Lecter udover lærredets rammer. Demme gjorde dog selv et oprør mod pessimismen med sin følgende film, det fremragende og rørende AIDS-dram Philadelphia, hvorved misantropi ikke kendetegner hans karriere.
Filmteknisk set er Ondskabens Øjne ligeledes lidt af en milepæl. Tak Fujimotos eksperimentale og virtuose kameraæstetik nedbryder films ellers indoktrinerende konventioner ved sjældent at bruge over-shoulder shots, hvorved retningsidentifikation er udefinerbar og karaktererne forekommer at tale direkte til publikum. Denne insisterende effekt fungerer som skræmmende psykologisk understøtter, der akkompagneres fornemt af Howard Shores implicitte og myrekrybsfremkaldende musik. Redigeringen er ligeledes i en klasse for sig selv, hvor Demme eksplorerer og ekstenderer spændingsfilmens standardiserede love og manipulerer sindrigt og uforudsigeligt med publikums forventninger. Dette ses bedst i scenen, hvor politiet tilsyneladende banker på morderens dør, men når denne åbnes, er det Foster der står uvidende bag den. Lecters gennemtænkte flugt indikerer ligeledes Demmes innoverende spændingslevering.
Ondskabens Øjne er gennemført skræmmende, ubehagelig og ikke mindst krybende underholdning med en betydelig eksistentiel dimension. En genistreg og filmklassisk perle, der sammen med Finchers ligeledes mesterværk Seven indiskutabelt er hovedværkerne i thriller-genren. Meget tæt på de seks stjerner.
24/06-2006
