kærlighedsdedikation
3.0
Harmløs og sporadisk morsom romantisk komedie, der er baseret på den semi-selvbiografiske bestseller Fever Pitch af Nick Hornby, som skildrer sin egen nærmest selvdestruerende fodboldbesættelse. Omdrejningspunktet er i filmatiseringen flyttet til Amerika, hvorved sportsgrenen naturligvis ændres til baseball, og bag den overraskende nedtonede iscenesættelse står de tabufascinerende og toilethumorprægede brødre Bobby og Peter Farrelly, der tidligere har begået notoriske værker som kultfilmen Dum og Dummere, Kingpin og ikke mindst deres største kommercielle succes, den søde Vild Med Mary, hvori de faktisk udviste en emotionel substans og romantisk tiltrækningskraft. Farrelly-brødrene har altid med en oprigtighed skildret minoritetsgrupper uden manipulerende appeal, men denne personlige signatur distancerer de dem selv fra i denne omgang, hvor hovedpersonens skavank er af en mere mental karat, nemlig en nærmest neurotiske delirium af baseball.
På denne side af vandet kender vi noget nær intet til den begavede komiker Jimmy Fallon, hvis hidtidige filmudgivelser i Danmark har begrænset sig til Tom Storys latterlige Taxi-genindspilning, hvor Fallons komiske talent blev restringeret. I A Percect Catch byder Fallon dog på en overraskende subtilitet og en menneskelig dramatisk styrke, som man ikke skulle have forventet af det tidligere Saturday Night Live medlem. Fallons charmerende portrættering af den sygeligt besatte Red Sox fan er filmens store kvalitet, men Drew Barrymore er nu også velspillende og naturalistisk sød som kærlighedsinteressen, hvis hårde arbejdsindsats lægger en dæmper for livets goder. Ret hurtigt inde i filmen opstår der en spirende romance mellem Fallon og Barrymore (der har en fin kemi), hvor Farrelly-brødrene tilpas diskret drager talrige paralleller mellem baseball-sportens facetter og livet og kærlighedens komplikationer. Farrelly-brødrenes tanker er måske ikke synderlig dybe eller originale, men der er en genuin og oprigtig følelse over hele projektet, der besidder en velmenende morale om kærlighedens førsteprioritet og de implicerede parters pligt til at gå på fair kompromis. Det lyder utvivlsomt banalt, men sådan føles det ikke (kun i den oversentimentale og forcerede slutning, der trækker stort ned i helhedsbedømmelsen), og Farrelly-brødrene pakker seriøsiteten og den underliggende dramatik ind i en befriende og oprigtig humor, der højst sandsynlig ikke tiltaler Dum og Dummere-fans, men som til gengæld udviser en modenhed hos Farrelly-brødrene, der utvivlsomt klæder dem.
A Perfect Catch har ikke vakt synderlig stor opmærksomhed nogen steder, da det ikke er andet end nydelig bagatel. For mit vedkommende var filmen dog ufordummende romantisk eskapisme (en klassifikation, man sjældent er i stand til at bruge, når det omhandler amerikanske romantiske komedier), og den eneste grund til at filmen ikke hæver sig til de fire stjerner, er en grundlæggende mangel på bredere konflikt og forhindringer. A Perfect Catch er dog alligevel anbefalelsesværdig og erhverver sig de tre store stjerner.
På denne side af vandet kender vi noget nær intet til den begavede komiker Jimmy Fallon, hvis hidtidige filmudgivelser i Danmark har begrænset sig til Tom Storys latterlige Taxi-genindspilning, hvor Fallons komiske talent blev restringeret. I A Percect Catch byder Fallon dog på en overraskende subtilitet og en menneskelig dramatisk styrke, som man ikke skulle have forventet af det tidligere Saturday Night Live medlem. Fallons charmerende portrættering af den sygeligt besatte Red Sox fan er filmens store kvalitet, men Drew Barrymore er nu også velspillende og naturalistisk sød som kærlighedsinteressen, hvis hårde arbejdsindsats lægger en dæmper for livets goder. Ret hurtigt inde i filmen opstår der en spirende romance mellem Fallon og Barrymore (der har en fin kemi), hvor Farrelly-brødrene tilpas diskret drager talrige paralleller mellem baseball-sportens facetter og livet og kærlighedens komplikationer. Farrelly-brødrenes tanker er måske ikke synderlig dybe eller originale, men der er en genuin og oprigtig følelse over hele projektet, der besidder en velmenende morale om kærlighedens førsteprioritet og de implicerede parters pligt til at gå på fair kompromis. Det lyder utvivlsomt banalt, men sådan føles det ikke (kun i den oversentimentale og forcerede slutning, der trækker stort ned i helhedsbedømmelsen), og Farrelly-brødrene pakker seriøsiteten og den underliggende dramatik ind i en befriende og oprigtig humor, der højst sandsynlig ikke tiltaler Dum og Dummere-fans, men som til gengæld udviser en modenhed hos Farrelly-brødrene, der utvivlsomt klæder dem.
A Perfect Catch har ikke vakt synderlig stor opmærksomhed nogen steder, da det ikke er andet end nydelig bagatel. For mit vedkommende var filmen dog ufordummende romantisk eskapisme (en klassifikation, man sjældent er i stand til at bruge, når det omhandler amerikanske romantiske komedier), og den eneste grund til at filmen ikke hæver sig til de fire stjerner, er en grundlæggende mangel på bredere konflikt og forhindringer. A Perfect Catch er dog alligevel anbefalelsesværdig og erhverver sig de tre store stjerner.
25/06-2006
