Genial kannibalisme
5.0
Ruggero Deodatos kannibalfilm fra 1979 er en chokerende og imponerende oplevelse. Filmen er berygtet for sine ekstreme voldsudgydelser, men den rummer samtidig en utrolig dybde og en voldsom kritik af sensationshungrende journalisters ufine metoder.
Alan Yates og hans filmhold forsvinder i den sydamerikanske jungle i deres jagt på kannibaler. Derfor sendes Professor Monroe afsted med en ekspedition for at finde ud af, hvad der er gået galt. Professoren finder filmholdets optagelser intakte hos en stamme af Columbias indfødte. Tilbage i New York ser Professoren filmrullerne igennem og den grusomme sandhed åbenbarer sig for Monroe samt seeren.
Filmens første 1/3 omhandler Professor Monroes ekspedition, mens resten af filmen forløber med, at vi sammen med ham ser filmerullerne igennem, hvor den ene mere ubehagelige sandhed efter den anden bliver afsløret kulminerende i filmens bestialske klimaks, hvor filmholdet møder sit forfærdelige - men fortjente - endeligt.
Filmen er gennemført genial på flere fronter. Dens største force er, at den afvikles med en næsten dokumentarisk realisme, som gør at man næsten glemmer, at det er en film og ikke en dokumentar om en jungleekspedition man er vidne til. Specielt filmen i filmen - filmholdets forsvundne optagelser - virker utroligt overbevisende og ægte. Dette gør, at mange af scenerne virkelig er ubehagelige at være vidne til, og de særdeles voldige torturscener og henrettelser giver en stor klump i halsen. Jeg har personlig aldrig set vold og tortur skildret så realistisk nogensinde før på film.
Filmens anden store force er, at den fremstiller journalisterne som de virkelige kannibaler i deres jagt på berømmelse, mens de indfødtes særdeles voldsomme og blodige overfald blot er en reaktion på journalisternes barbariske metoder. Fx er scenen, hvor filmholdet finder den unge indfødte pige, som de tidligere har voldtaget på skift, spiddet brutalt på en kæp fremragende gennemført. Alan Yates som leder filmholdet kan ikke skjule sin åbenlyse tilfredshed og glæde over denne grusomme henrettelse fra kannibalernes side. Han finder dog hurtigt et passende alvor udtryk når kameraet rettes imod ham, hvor han konstaterer, hvor primitivt og grusomt de indfødte behandler en ung uskyldig pige. Henrettelsen kommer sig selvfølgelig af, at pigen er blevet besudlet af filmholdets hensynsløse voldtægt.
Cannibal Holocaust er næsten fra den smukke indledning med billederne ud over den columbianske jungle til den gruopvækkende afslutning en ubehagelig oplevelse, som via sit overlegne realitiske udtryk må påvirke enhver som ser den. Den rammer som en mellemting af et feberangreb og et knytnæveslag i maven, og flere af filmens scener bliver hos en længe efter at rulleteksterne er færdige.
På grund af sine utroligt realistiske skildringer af mishandling, voldtægt, tortur og drab vil jeg ikke anbefale filmen til alle og enhver. Men er man filminteresseret er der næsten ingen vej uden om. Filmen er en opvisning rent filmteknisk, hvor virkemidlerne er brugt perfekt og har en i deres hule hånd hele filmen igennem. Man trækkes langsomt men sikkert ned gennem sølet inden man opdager, at man har været vidne til en på en gang fantastisk og forfærdelig film.
Filmens meget 70'er-agtige score er flere steder blevet kritiseret, men jeg synes det rammer helt perfekt, og passer suverænt godt sammen med filmens visuelle udtryk.
Filmen har klart sit rygte imod sig, da den ikke er en lang splatterfest, som nogen måske forventer. Den geniale narrative ramme styrer blodsudgydelserne og ikke omvendt. Det er ikke på grund af mængden af brutale optøjer, at filmen fortjener sit rygte, men på grund af realisme i grusomhederne.
Se den hvis du vil have en filmoplevelse, som du med sikkerhed vil blive påvirket af og huske længe efter, men spring over hvis du i forvejen har det lidt skidt med vold og blodudgydelser på film.
Alan Yates og hans filmhold forsvinder i den sydamerikanske jungle i deres jagt på kannibaler. Derfor sendes Professor Monroe afsted med en ekspedition for at finde ud af, hvad der er gået galt. Professoren finder filmholdets optagelser intakte hos en stamme af Columbias indfødte. Tilbage i New York ser Professoren filmrullerne igennem og den grusomme sandhed åbenbarer sig for Monroe samt seeren.
Filmens første 1/3 omhandler Professor Monroes ekspedition, mens resten af filmen forløber med, at vi sammen med ham ser filmerullerne igennem, hvor den ene mere ubehagelige sandhed efter den anden bliver afsløret kulminerende i filmens bestialske klimaks, hvor filmholdet møder sit forfærdelige - men fortjente - endeligt.
Filmen er gennemført genial på flere fronter. Dens største force er, at den afvikles med en næsten dokumentarisk realisme, som gør at man næsten glemmer, at det er en film og ikke en dokumentar om en jungleekspedition man er vidne til. Specielt filmen i filmen - filmholdets forsvundne optagelser - virker utroligt overbevisende og ægte. Dette gør, at mange af scenerne virkelig er ubehagelige at være vidne til, og de særdeles voldige torturscener og henrettelser giver en stor klump i halsen. Jeg har personlig aldrig set vold og tortur skildret så realistisk nogensinde før på film.
Filmens anden store force er, at den fremstiller journalisterne som de virkelige kannibaler i deres jagt på berømmelse, mens de indfødtes særdeles voldsomme og blodige overfald blot er en reaktion på journalisternes barbariske metoder. Fx er scenen, hvor filmholdet finder den unge indfødte pige, som de tidligere har voldtaget på skift, spiddet brutalt på en kæp fremragende gennemført. Alan Yates som leder filmholdet kan ikke skjule sin åbenlyse tilfredshed og glæde over denne grusomme henrettelse fra kannibalernes side. Han finder dog hurtigt et passende alvor udtryk når kameraet rettes imod ham, hvor han konstaterer, hvor primitivt og grusomt de indfødte behandler en ung uskyldig pige. Henrettelsen kommer sig selvfølgelig af, at pigen er blevet besudlet af filmholdets hensynsløse voldtægt.
Cannibal Holocaust er næsten fra den smukke indledning med billederne ud over den columbianske jungle til den gruopvækkende afslutning en ubehagelig oplevelse, som via sit overlegne realitiske udtryk må påvirke enhver som ser den. Den rammer som en mellemting af et feberangreb og et knytnæveslag i maven, og flere af filmens scener bliver hos en længe efter at rulleteksterne er færdige.
På grund af sine utroligt realistiske skildringer af mishandling, voldtægt, tortur og drab vil jeg ikke anbefale filmen til alle og enhver. Men er man filminteresseret er der næsten ingen vej uden om. Filmen er en opvisning rent filmteknisk, hvor virkemidlerne er brugt perfekt og har en i deres hule hånd hele filmen igennem. Man trækkes langsomt men sikkert ned gennem sølet inden man opdager, at man har været vidne til en på en gang fantastisk og forfærdelig film.
Filmens meget 70'er-agtige score er flere steder blevet kritiseret, men jeg synes det rammer helt perfekt, og passer suverænt godt sammen med filmens visuelle udtryk.
Filmen har klart sit rygte imod sig, da den ikke er en lang splatterfest, som nogen måske forventer. Den geniale narrative ramme styrer blodsudgydelserne og ikke omvendt. Det er ikke på grund af mængden af brutale optøjer, at filmen fortjener sit rygte, men på grund af realisme i grusomhederne.
Se den hvis du vil have en filmoplevelse, som du med sikkerhed vil blive påvirket af og huske længe efter, men spring over hvis du i forvejen har det lidt skidt med vold og blodudgydelser på film.
25/06-2006
