En Tur I Den Synkende Skude

Luksuslineren Poseidon rammes af en kæmpe bølge og vender bunden i vejret. En lille gruppe overlevende må kæmpe sig igennem skibet, for at komme ud af det og redde livet.

For dem med blot en minimal kendskab til den typiske Hollywood katastrofefilm og film generelt, burde det være noget nær umuligt at føle sig skuffet over den tyske instruktør Petersen’s bud på endnu en af slagsen, med dette remake af 1972 filmen ”The Poseidon Adventure”. Den byder nemlig lige nøjagtig på det man kan forvente sig og lever op (eller ned) til alt det man kan tænke sig til på forhånd, altså ens værste fordomme mod genren og Hollywood, også for dem der ikke skulle have set originalen, der i øvrigt slet ikke var original på nogen måder. Det vil sige en ekstrem skematisk, vildt overfladisk, dybt forudsigelig og hamrende klichefyldt historie, uden en eneste original tanke eller ide og hvor de glatte og pinagtige dialoger kun overgås i enfoldighed af det stereotype og firkantede persongalleri, og hvad man ellers kan bruge af klicheer for at beskrive den.

Derfor er filmen også let at kritisere og kritiseres skal den, for egentlig er det skammeligt at man kaster så mange penge ud og så gør så lidt for at finde på noget der er blot en anelse nytænkende, når man nu alligevel skal lave en sådan film. Men i stedet for at svine den til, så vil jeg prøve at fokusere på de få positive ting der er at sige og hvad der gør at filmen på trods af alt, alligevel formår at underholde hvis man lader være med at spilde den en eneste tanke og ikke lader sig gå for meget på af den superkommercielle intention der ligger bag og den dybt forunderlige og forkastelige manglen på tankevirksomhed der er at finde i manuskriptet og instruktionen. Et par ting har Petersen nemlig forstået nu han skal følge en slavisk plan for sådanne film, så den ligner alle andre i genren, en genre man må efterhånden må tro skal være skåret således.

Først og fremmest har Petersen da forstået at da man alligevel intet har at byde på af historie, spændende personer eller vedkommende konflikter, at vi lige så godt kan gå lige til sagen og derfor sker ulykken hurtigt, uden at der bruges lang tid på at prøve at opbygge noget som helst man trods alt ikke gider bruge tid på. Vore hovedpersoner kastes næsten med det samme ud i en lang række halsbrækkende situationer og tempoet holdes oppe helt til slut. Og selv om det med det samme bliver ensformigt, en forhindring skal passeres og straks dukker en ny op, så får vi ikke meget tid til at sidde og kede os over lange ligegyldige diskussioner og indestængte personlige kontroverser. De antydes kort og så er vi videre til næste actionmoment. Noget andet Petersen har gjort rigtigt er spilletiden, for den er heldigvis behagelig kort, så vi ikke skal trækkes med en sådan film i evigheder og det gør at man ikke når at føle den alt for langtrukken.

Filmens tekniske side er, naturligvis fristes man til at sige, ikke overraskende flot og visuelt gør en sådan film sig godt på et stort lærred. Så selv om den ikke giver en noget man ikke har set både før og måske bedre og er temmelig konventionel i sit udtryk, så leverer den der hvad man kan forlange af sådanne store og intetsigende blockbusters. Også filmens utallige actionscener er forholdsvis gode, uden at de dog bliver seriøst spændende, og så er de næsten ved at overraske en positivt (eller i hvert fald mig), da de på en skøn måde er fri fra for meget computergeneret overdrev og gør sig i stedet og lidt forbavsende, i en mere jordnær og livagtig stil.

Så selv om filmen både kan være utålelig klichefyldt, ufrivillig komisk og alt nærmest er fornærmende trivielt, banalt og fladpandet, så får den, sikkert ufortjent, altså de tre stjerner, der gør den til en middelmådigt underholdende film. Og kom så ikke og påstå at du ikke var advaret hvis du skulle finde på at se den.