..If it ain't broke...
5.0
- spoilers -
Her i kølvandet på remaket (som efter sigende skulle være en temmelig eksakt scene-for-scene genindspilning) fik jeg lyst til at gense originalen - og jeg må konkludere, at "The Omen" er mindst ligeså god, som jeg erindrede.
Instruktør Richard Donner, er en mand jeg ellers forbinder med relativt harmløs, men særdeles kompetent og veludført underholdning. "Superman", "The Goonies", "Maverick" etc. og naturligvis den første "Dødbringende Våben" som ultimativt højdepunkt - bestemt en af de bedste actionfilm nogensinde efter min mening. Men "The Omen" tilhører en anden kategori - en langt mere rå, ond og til tider tankevækkende film. Et tidligt bevis på, at Donner ikke kun beskæftiger sig med ren eskapisme (hvilket han unægteligt er god til) men også mestrer helt andre vinkler indenfor filmkunsten.
Det der efter min mening gør ”The Omen” specielt velfungerende, er at filmen bevæger sig i to sfærer.
På den ene side fokuseres der på det mere mytologiske – det brede, det bibelske, det der vedrører hele menneskeheden, altså Antikrist, Dommedag etc. Men samtidig fokuseres der på en enkelt familie, og de forfærdelige sandheder og konsekvenser der opleves.
Damien er en personificering af den ultimative frygt – ikke kun fordi han er selveste Antikrist, men også fordi han katalyserer et umenneskeligt valg for faderen (Gregory Peck) - at skulle miste sin familie, og slå sin ”søn” ihjel.
Denne tilgang bevirker, at filmen, udover de overnaturlige gys, og de skræmmende detektiv-agtige opdagelser, også indeholder en mere psykologisk vinkel - en udforskning af frygten for at miste vore nærmeste og alt hvad man elsker.
Samtidigt leges der også lidt med konventioner. Eksempelvis kan man spørge: i hvor mange film oplever man, at personen der dræber en barnepige og kidnapper en lille dreng, med intentioner om at dolke ham med 7 forskellige knive, rent faktisk er ”helten”!?
Filmen emmer af en konstant trykkende og ildevarslende stemning, hvilket kombineres med nogle utroligt stemningsfyldte billeder (især kirkegården) – og i modsætning til mange andre film, er man aldrig helt sikker på hvem der dør næst i denne fortælling.
Alt dette suppleres af særdeles velvalgt og spooky musik fra Jerry Goldsmith.
”The Omen” er blandt mine personlige gyser-favoritter, og jeg vil mene, at den fuldt ud fortjener 5 store stjerner. Sammen med ”Rosemary’s Baby”, ”The Exorcist” og ”The Ninth Gate” er dette et af de bedste bud indenfor den mere okkulte/sataniske del af gyser-genren efter min mening.
Filmen fungerer stadig suverænt, og ligesom med ”Don’t look now” føler jeg ikke, at dette er en film, der bør genindspilles – originalen har en helt særlig atmosfære.
Nu skal jeg naturligvis ikke dømme remaket på forhånd (selvom jeg er fristet) men jeg vil i hvert fald anbefale originalen til alle, der sætter pris på en gedigen og ualmindeligt stemningsfyldt gyser.
(eftersom jeg for nogle år siden investerede i hele "Omen-trilogien" må jeg lige tilføje, at 2'eren har nogle få momenter, men ellers er temmelig sølle. 3'eren er bare jammerlig.)
Her i kølvandet på remaket (som efter sigende skulle være en temmelig eksakt scene-for-scene genindspilning) fik jeg lyst til at gense originalen - og jeg må konkludere, at "The Omen" er mindst ligeså god, som jeg erindrede.
Instruktør Richard Donner, er en mand jeg ellers forbinder med relativt harmløs, men særdeles kompetent og veludført underholdning. "Superman", "The Goonies", "Maverick" etc. og naturligvis den første "Dødbringende Våben" som ultimativt højdepunkt - bestemt en af de bedste actionfilm nogensinde efter min mening. Men "The Omen" tilhører en anden kategori - en langt mere rå, ond og til tider tankevækkende film. Et tidligt bevis på, at Donner ikke kun beskæftiger sig med ren eskapisme (hvilket han unægteligt er god til) men også mestrer helt andre vinkler indenfor filmkunsten.
Det der efter min mening gør ”The Omen” specielt velfungerende, er at filmen bevæger sig i to sfærer.
På den ene side fokuseres der på det mere mytologiske – det brede, det bibelske, det der vedrører hele menneskeheden, altså Antikrist, Dommedag etc. Men samtidig fokuseres der på en enkelt familie, og de forfærdelige sandheder og konsekvenser der opleves.
Damien er en personificering af den ultimative frygt – ikke kun fordi han er selveste Antikrist, men også fordi han katalyserer et umenneskeligt valg for faderen (Gregory Peck) - at skulle miste sin familie, og slå sin ”søn” ihjel.
Denne tilgang bevirker, at filmen, udover de overnaturlige gys, og de skræmmende detektiv-agtige opdagelser, også indeholder en mere psykologisk vinkel - en udforskning af frygten for at miste vore nærmeste og alt hvad man elsker.
Samtidigt leges der også lidt med konventioner. Eksempelvis kan man spørge: i hvor mange film oplever man, at personen der dræber en barnepige og kidnapper en lille dreng, med intentioner om at dolke ham med 7 forskellige knive, rent faktisk er ”helten”!?
Filmen emmer af en konstant trykkende og ildevarslende stemning, hvilket kombineres med nogle utroligt stemningsfyldte billeder (især kirkegården) – og i modsætning til mange andre film, er man aldrig helt sikker på hvem der dør næst i denne fortælling.
Alt dette suppleres af særdeles velvalgt og spooky musik fra Jerry Goldsmith.
”The Omen” er blandt mine personlige gyser-favoritter, og jeg vil mene, at den fuldt ud fortjener 5 store stjerner. Sammen med ”Rosemary’s Baby”, ”The Exorcist” og ”The Ninth Gate” er dette et af de bedste bud indenfor den mere okkulte/sataniske del af gyser-genren efter min mening.
Filmen fungerer stadig suverænt, og ligesom med ”Don’t look now” føler jeg ikke, at dette er en film, der bør genindspilles – originalen har en helt særlig atmosfære.
Nu skal jeg naturligvis ikke dømme remaket på forhånd (selvom jeg er fristet) men jeg vil i hvert fald anbefale originalen til alle, der sætter pris på en gedigen og ualmindeligt stemningsfyldt gyser.
(eftersom jeg for nogle år siden investerede i hele "Omen-trilogien" må jeg lige tilføje, at 2'eren har nogle få momenter, men ellers er temmelig sølle. 3'eren er bare jammerlig.)
30/06-2006