Tænksom Sci-fi
4.0
Solaris var langt fra den af Steven Soderberghs film, der tiltrak sig størst opmærksomhed, da den amerikanske instruktør med en række stærke film i slutningen af 1990’erne og starten det nye årtusinde blev tiljublet af såvel publikum som kritikere. Fortjent? Måske. For Soderberghs genindspilning af Andrei Tarkovskys science-fiction film fra 1972 er ikke en af hans største film. Til gengæld hører den på mange måder til blandt nogle af hans mest ambitiøse film.
Legekammeraten George Clooney har hovedrollen som psykologen Chris Kelvin, der sendes til en rumstation, hvis beboere er i færd med at undersøge planeten Solaris. Men der sker bizarre og skræmmende ting omkring Solaris. Psykologen finder selv ud hvad, da hans afdøde hustru Rheya (Natascha McElhone) pludselig befinder sig ombord på rumstationen. Som en kopi? Eller som et ægte menneske af kød og blod?
Indrømmet, ovenstående handlingsreferat kunne meget vel stamme fra en langt ude, ja helt igennem plat science-fiction film anno 2002. Men ordet ’plat’ er vel nok det sidste begreb, man vil hæfte på Soderberghs Solaris. Tværtimod. Solaris er en tænksom størrelse, der kræver indlevelse og ikke mindst tålmodighed fra sit publikum. Filmen er båret af dialog, snarere end af ydre effekter. I flashbacks ser vi, hvordan Chris og Rheya mødes, forelsker sig og skilles, og Solaris er ikke mindst en kærlighedshistorie – godt båret af afdæmpede Clooney og McElhone.
Men Solaris er lige så meget en filosoferende fortælling om livet og døden. Og med sin rolige tone og sin meget betagende fotografering og klipning en stærk en af slagsen. Stilen er den dristigt afventende. Der ligger hele tiden noget lige fremme. Noget, der savner svar. Et godt stykke inde i filmen er den filosoferende kraft godt nok på vippen til at overtage filmen i for høj grad, men det samlede indtryk reddes af, at Solaris’ spilletid begrænser sig til godt halvanden time (hvilket er en time kortere end Tarkovskys original) og der rundes af, som filmen i det hele taget gør det bedst: Det er ingen endegyldige svar.
Legekammeraten George Clooney har hovedrollen som psykologen Chris Kelvin, der sendes til en rumstation, hvis beboere er i færd med at undersøge planeten Solaris. Men der sker bizarre og skræmmende ting omkring Solaris. Psykologen finder selv ud hvad, da hans afdøde hustru Rheya (Natascha McElhone) pludselig befinder sig ombord på rumstationen. Som en kopi? Eller som et ægte menneske af kød og blod?
Indrømmet, ovenstående handlingsreferat kunne meget vel stamme fra en langt ude, ja helt igennem plat science-fiction film anno 2002. Men ordet ’plat’ er vel nok det sidste begreb, man vil hæfte på Soderberghs Solaris. Tværtimod. Solaris er en tænksom størrelse, der kræver indlevelse og ikke mindst tålmodighed fra sit publikum. Filmen er båret af dialog, snarere end af ydre effekter. I flashbacks ser vi, hvordan Chris og Rheya mødes, forelsker sig og skilles, og Solaris er ikke mindst en kærlighedshistorie – godt båret af afdæmpede Clooney og McElhone.
Men Solaris er lige så meget en filosoferende fortælling om livet og døden. Og med sin rolige tone og sin meget betagende fotografering og klipning en stærk en af slagsen. Stilen er den dristigt afventende. Der ligger hele tiden noget lige fremme. Noget, der savner svar. Et godt stykke inde i filmen er den filosoferende kraft godt nok på vippen til at overtage filmen i for høj grad, men det samlede indtryk reddes af, at Solaris’ spilletid begrænser sig til godt halvanden time (hvilket er en time kortere end Tarkovskys original) og der rundes af, som filmen i det hele taget gør det bedst: Det er ingen endegyldige svar.
04/07-2006
