genetisk postulat

Hitchcock-protegéen Brian De Palma (der ofte er blevet kategoriseret som en direkte plagiator af spændingsmesteren selv) ekspanderer sit alsidige, men også noget brogede filmrepertoire med denne egenrådige og sympatiske, om end ikke hundrede procent vellykkede science fiction værk, der ikke høstede den store anerkendelse eller succes hos hverken kritikerne eller publikum. For mit vedkommende har De Palma som filmauteur aldrig været den historiske legende og innovatør, som mange folk gør ham til. Naturligvis må man ikke underminere signifikante værker som Scarface og De Uovervindelige, men De Palma har ofte prioriteret stil over substans, hvilket har gjort mange af hans film visuelt grandiose og overrumplende, men indholdsmæssigt flade og uberigende. Desuden har De Palma en tyngende tendens til at overkarikerer sine karakterer, hvilket ikke hjælper på publikums emotionelle indlevelse. Når al kritik og pessimisme er blevet udtrykt, så skal der dog retfærdigvis siges, at De Palma altså mestrer spændingsvirkemidlerne til fingerspidserne, og han kan i bedste fald leverer toptunet underholdning af højeste karat. Med Mission to Mars har De Palma dog hensat sig selv i et mere eftertænksomt og filosofisk hjørne, og filmen distingverer sig fra De Palmas andre mere pessimistiske og tragediebesatte film ved at besidde en filantropi og optimisme, man ikke skulle tro De Palma kunne leverer.

Den indledende karakterintroduktion og præsentationen af de implicerede indbyrdes forhold (med dertilhørende overforklarende og eksplicit dialog) føles overordentlig klodset og endimensionalt, og De Palmas mangelfulde skuespillerinstruktion skinner klart igennem. De stjernebesatte og dedikerede skuespillere formår dog på et basalt plan at levendegøre deres karikaturer hen af vejen, så publikum fatter interesse for deres skæbner. Gary Sinise er det tætteste vi kommer på en hovedperson, som i år 2020 må give afkald på en kolonisering af Mars på grund af hustruens død og de psykologiske konsekvenser heraf. Sinise må dog tage på en redningsmission, da førsteholdet (med en udmærket Don Cheadle som frontfigur) af uforklarlige myrdes på Mars, og han ledsages af den kække og humoristisk distancerende Jerry O’Connell (der overordnet set ikke har synderlig megen indflydelse i filmen) og et lykkeligt ægtepar, suverænt spillet af altid fremragende Tim Robbins og den halvdanske Connie Nielsen. Udgangspunktet (undersøg mystificerende hændelse) lyder muligvis banalt og uoriginalt, men i stedet for at forfalde til den gængse og amerikaniserede sci-fi film med bestialske og menneskefjendske rumvæsner, så er Mission to Mars en ambitiøs og intelligent fortælling med et eksistentialistisk og genuin agenda. En modig satsning fra investorernes side, taget i betragtning af, at en tålmodighedskrævende og lettere filosoferende science fiction film (der dog ikke når de kunstneriske højder, som Soderbergh berigede os med igennem den smukke Solaris) ikke ligefrem har højeste prioritet i den kommercielle amerikanske filmindustri, og derfor er det en skam, at Mission to Mars blev en pengemæssig fiasko.

De Palma har naturligvis inkorporeret nogle obligatoriske spændingssekvenser, der dog ikke fungerer optimalt via manglende publikumsengagement, og supplerer ikke med andet end en overhektisk handlingsfremdrift. De Palma udfører dog lidt af en strukturmæssig genistreg ved at sætte de fatale omstændigheder på pause og leverer en overrumplende og varmende sekvens, hvor Robbins og Nielsens troværdige kærlighed udfoldes gennem dans, akkompagneret af Van Halens humørsmittende Dance the Night Away. Denne sekvens kommer til at understrege tragedien i Robbins’ senere død, hvilket er en meget rørende scene. Her formår De Palma at udvise en oftest skjult side hos ham selv; den medrivende humanisme.

Subteksten i Mission to Mars er overordnet svag, men der er dog enkelte guldkorn at finde i filmen. Eksempelvis scenen hvor O’Connell har opbygget sin idealkvindes kromosomer med slik, og Sinise bryder denne illusion om perfektionisme, og selvom den feministiske opfattelse ikke er De Palmas hovedtematik, så indikerer scenen, at menneskets udviklingsproces ikke er i sidste fase (Sinises kones død). Dette fuldendes dog i den alt for bombastiske og sentimentale slutning, der trækker ned i helhedsbedømmelsen. De Palmas visualisering af den darwinistiske evolutionslære (som jeg personligt finder ekstrem mangelfuld, men dette må ikke fremstå som et kritikpunkt af filmen) har igennem filmen været tilpas subtil, men udpensles gevaldigt i slutningen. Indimellem rammer han dog plet, især i scenen hvor Nielsen celebrerer menneskets diversitet fra naturen ved at fremhæve Einstein og Mozart, mens O’Connell trækker hele menneskeheden tilbage på primalstadiet med navnet Jack the Ripper.

Mission to Mars byder ikke på noget nyt med hensyn til den klassiske problemstilling menneskeskabt teknologi versus naturens kræfter, men filmens destruering af menneskets overlegne selvopfattelse er ikke stopfodret med en kritisk og belærende indstilling eller misantropi, men nærmere med en atypisk optimisme og livshåb. Dette er et velsignet afbræk i sci-fi genren, men på trods af evidente kvaliteter og en attraktiv visuel side, så er Mission to Mars ultimativt en noget middelmådig affære, der ikke kan få en konsekvent kvalitativ anbefaling, men som til gengæld langtfra er så horribel, som mange giver udtryk for. 3 stjerner med pil op.