Med ondt skal ondt fordrives...
4.0
Rob Zombie har i mange år beriget metalelskere med industrial metal hard rock, men hans første forsøg på det store lærred "House of 1000 Corpse" berigede på ingen måder filmverdenen tilsvarende. En underlig stilforviring som rent ud sagt var utroligt ringe.
Dette tager han effektivt revanche for med hans anden spillefilm "The Devils Rejects", som på flere måder er en vellykket film. Filmen følger den samme forskruede, psykopatiske og sadistiske familie, som i hans første film, men denne gang er de på flugt fra polititet anført af en ligeså psykopatisk og mavesur sherrif.
Filmen lever især på en række enkeltscener, hvor den sadistiske familie Firefly får lov at vise sit fulde grusomme potentiale ved at skabe rædsel og terror hos en række udskyldige og særdeles uheldige personer. Scenerne omkring motellet, hvor de holder en lille folk musikere fanget er efter min overbevisning klart filmens bedste del. Her får uhyggen og rædslen virkelig frit løb, og det er særdeles effektivt skruet sammen.
Filmens sidste del er ligeledes utrolig sadistisk, men rummer for mig ikke den samme intensitet og rædsel, i og med at rollerne er vendt på hovedet, og det ikke længere er uskyldige folk, som må udstå torturen.
Havde filmen fortsat af det spor, som den lægger ud i første halvdel havde man virkelig stået med et rædselsvækkende mesterværk, men desværre rummer filmen for mange lidt ligegyldige scener, som godt nok er underholdende og morsomme, men hiver en ud af den grusomme uhygge. Disse scener gør samtidigt, at den ellers flot opbyggede realisme ryger sig en tur, når den får på alle tangenter for at skabe morsomme overgangscener.
Alt i alt dog en par syvmile skridt op af stigen for Rob Zombie, og fortsætter han denne udvikling, kan man som horrorfan kun glæde sig til at se, hvad han hiver op af den blodindsmurte sæk næste gang.
Filmen fortjener et stort 3-tal, som så nødvendigvis må resultere i 4 stjerner, når de nu ikke kan deles.
Dette tager han effektivt revanche for med hans anden spillefilm "The Devils Rejects", som på flere måder er en vellykket film. Filmen følger den samme forskruede, psykopatiske og sadistiske familie, som i hans første film, men denne gang er de på flugt fra polititet anført af en ligeså psykopatisk og mavesur sherrif.
Filmen lever især på en række enkeltscener, hvor den sadistiske familie Firefly får lov at vise sit fulde grusomme potentiale ved at skabe rædsel og terror hos en række udskyldige og særdeles uheldige personer. Scenerne omkring motellet, hvor de holder en lille folk musikere fanget er efter min overbevisning klart filmens bedste del. Her får uhyggen og rædslen virkelig frit løb, og det er særdeles effektivt skruet sammen.
Filmens sidste del er ligeledes utrolig sadistisk, men rummer for mig ikke den samme intensitet og rædsel, i og med at rollerne er vendt på hovedet, og det ikke længere er uskyldige folk, som må udstå torturen.
Havde filmen fortsat af det spor, som den lægger ud i første halvdel havde man virkelig stået med et rædselsvækkende mesterværk, men desværre rummer filmen for mange lidt ligegyldige scener, som godt nok er underholdende og morsomme, men hiver en ud af den grusomme uhygge. Disse scener gør samtidigt, at den ellers flot opbyggede realisme ryger sig en tur, når den får på alle tangenter for at skabe morsomme overgangscener.
Alt i alt dog en par syvmile skridt op af stigen for Rob Zombie, og fortsætter han denne udvikling, kan man som horrorfan kun glæde sig til at se, hvad han hiver op af den blodindsmurte sæk næste gang.
Filmen fortjener et stort 3-tal, som så nødvendigvis må resultere i 4 stjerner, når de nu ikke kan deles.
08/07-2006
