- Så tæt på og alligevel så langt fra -

At lave en fortsættelse til et mesterværk som “The French Connection” (oven i købet med en ny instruktør) virker på forhånd som et tvivlsomt påhit. Etteren står så flot alene, ikke mindst takket være den sublime slutscene, hvor Popeye jagter sin skurk og bogstavelig talt vælter sig i sølet.

Etteren efterlod intet håb for Popeye, så det ville være svært at se ham udfylde helterollen endnu engang i en toer. Netop derfor er misbrugselementet i denne film helt i rette ånd, hvor Popeyes overgang fra stålsat strømer til ynkelig junkie er glimrende skildret (og endnu bedre spillet af Hackman). Udover at være dramatisk kvalitative så er heroinscenerne også et stærkt supplement til tabs- og retfærdighedstemaet i den første film.

Ideen om at lade historien foregå i Frankrig denne gang er heller ikke dum. Hele ”hund i et spil kegler”-temaet er godt ramt, hvor mange vellykkede scener i første del af filmen kan noteres. Særligt barscenen hvor Popeye prøver at bestille en drink ved en måbende ikke-engelsk talende bartender sidder lige i skabet, da den fremstår morsom og trist på samme tid. Trist, fordi scenen også afspejler (igen takket være en velspillende Hackman) den magtesløshed som gennemsyrer Popeye som karakter.

Desværre er den nye instruktør, Frankenheimer, mest interesseret i ”tju bang”, og efter den lovende start udvikler filmen sig til en ordinær spændingsfilm. Medgivet, filmen har nogle medrivende scener men kan bestemt heller ikke holde tempoet kørende hele vejen igennem. Særligt klimaks virker en anelse for søgt. Det kunne dog bestemt være endt værre, meget værre, og ser man på værket isoleret, har det også tilsvarende sine egne kvaliteter.