Hallström På Autopilot
3.0
Desperat kvinde (Lopez) flygter med sin datter (Gardner) fra sin voldelige mand (Lewis). Hun ender op hos sin tidligere svigerfar (Redford), der aldrig har tilgivet hende hans søns død.
For instruktør Hallström har skiftet fra svensk til amerikansk film resulteret i en række mere eller mindre poetisk smukke, men også nok så publikums-venlige, ofte lomme-filosofiske og letbevægelige dramaer af svingende kvalitet, hvor film som ”What’s Eating Gilbert Grape” og ”The Cider House Rules” står stærkest af navn og succes.
Med dette drivende sentimentale og dybt melankolske stykke melodrama om tilgivelse og overvindelse, der ærligt aldrig bliver særlig dramatisk, har Hallström så begået en af sine mere svage og letforglemmelige film, der desuden minder lovligt meget om hvad vi har set før fra hans side.
Konflikterne og handlingens knudepunkter er til at overse og Hallström tager sig aldrig tid til at udforske eller udbygge dem til noget der enten er troværdigt eller specielt fængende og helst begge dele. Der skøjtes rask væk henover og alt for bekvemt, på samtlige uoverensstemmelser, hvis de ikke bare uden mange nuancer skæres ud i pap, så ingen kan være i tvivl om hvad de skal mene eller føle. Det får desværre ofte den modsatte effekt, man føler næsten intet og det sker gennemgående her i filmen, hvor det rørende blot ender som en rørstrømsk pastiche af ægte følelser.
På papiret har Hallström ellers et rimeligt stærkt cast at arbejde med, men den forudsigelige og skematisk opbyggede historie, der hæmmes af bunkevis af klicheer og kluntet symbolik, såsom bjørnen der skal sættes fri, kan selv de bedste skuespillere ikke redde fra middelmådigheden. Og selv om der generelt spilles pænt og det trækker da medgivet op på helhedsindtrykket, så kan figurerne ikke undsige sig at være firkantede og endimensionale skabeloner. Vi har den bitre bedstefar (Redford) man ved er et hjertensgodt mennesker på bunden når han bliver tøet op og det gør han nemt og hurtigt, den kvikke datter (Gardner) der ved hvilken knapper hun skal trykke på, den voldelige eksmand der nærmest fremstår grundløst meget som en frådende sindssyg psykopat, svigerdatterens nye og lidt for sympatiske kærlighed (Lucas), den mishandlede kvinde (Lopez) der finder styrker til at gøre alt det rigtige, og Freeman ses atter som den lettere enfoldige ven og samvittighedens stamme (som vi også så ham i Clint Eastwood’s ”Million Dollar Baby”) med de småfilosofiske bemærkninger og alle de rigtige og velmenende ord. Men selv alle disse klicheer gøres der ikke det store for at puste liv i og få til at fylde. Det gør til gengæld så heldigvis, at de heller ikke når at blive regulært irriterende, blot tamme og intetsigende.
Til filmens fordel skal siges at den er flot fotograferet i naturskønne omgivelser, selv om Hallström også har brugt det tilstrækkeligt meget som trademark, og personligt faldt jeg for filmens rolige puls og behagelige stemning, den passede godt til en træt aften på sofaen. Men falder man ikke for denne produktions letkøbte ”værdier”, så kan man roligt trække en stjerne eller måske endda to fra mine.
For instruktør Hallström har skiftet fra svensk til amerikansk film resulteret i en række mere eller mindre poetisk smukke, men også nok så publikums-venlige, ofte lomme-filosofiske og letbevægelige dramaer af svingende kvalitet, hvor film som ”What’s Eating Gilbert Grape” og ”The Cider House Rules” står stærkest af navn og succes.
Med dette drivende sentimentale og dybt melankolske stykke melodrama om tilgivelse og overvindelse, der ærligt aldrig bliver særlig dramatisk, har Hallström så begået en af sine mere svage og letforglemmelige film, der desuden minder lovligt meget om hvad vi har set før fra hans side.
Konflikterne og handlingens knudepunkter er til at overse og Hallström tager sig aldrig tid til at udforske eller udbygge dem til noget der enten er troværdigt eller specielt fængende og helst begge dele. Der skøjtes rask væk henover og alt for bekvemt, på samtlige uoverensstemmelser, hvis de ikke bare uden mange nuancer skæres ud i pap, så ingen kan være i tvivl om hvad de skal mene eller føle. Det får desværre ofte den modsatte effekt, man føler næsten intet og det sker gennemgående her i filmen, hvor det rørende blot ender som en rørstrømsk pastiche af ægte følelser.
På papiret har Hallström ellers et rimeligt stærkt cast at arbejde med, men den forudsigelige og skematisk opbyggede historie, der hæmmes af bunkevis af klicheer og kluntet symbolik, såsom bjørnen der skal sættes fri, kan selv de bedste skuespillere ikke redde fra middelmådigheden. Og selv om der generelt spilles pænt og det trækker da medgivet op på helhedsindtrykket, så kan figurerne ikke undsige sig at være firkantede og endimensionale skabeloner. Vi har den bitre bedstefar (Redford) man ved er et hjertensgodt mennesker på bunden når han bliver tøet op og det gør han nemt og hurtigt, den kvikke datter (Gardner) der ved hvilken knapper hun skal trykke på, den voldelige eksmand der nærmest fremstår grundløst meget som en frådende sindssyg psykopat, svigerdatterens nye og lidt for sympatiske kærlighed (Lucas), den mishandlede kvinde (Lopez) der finder styrker til at gøre alt det rigtige, og Freeman ses atter som den lettere enfoldige ven og samvittighedens stamme (som vi også så ham i Clint Eastwood’s ”Million Dollar Baby”) med de småfilosofiske bemærkninger og alle de rigtige og velmenende ord. Men selv alle disse klicheer gøres der ikke det store for at puste liv i og få til at fylde. Det gør til gengæld så heldigvis, at de heller ikke når at blive regulært irriterende, blot tamme og intetsigende.
Til filmens fordel skal siges at den er flot fotograferet i naturskønne omgivelser, selv om Hallström også har brugt det tilstrækkeligt meget som trademark, og personligt faldt jeg for filmens rolige puls og behagelige stemning, den passede godt til en træt aften på sofaen. Men falder man ikke for denne produktions letkøbte ”værdier”, så kan man roligt trække en stjerne eller måske endda to fra mine.
12/07-2006
