I misbrugets skærsild
5.0
Spoilers:
"Få jer dog et liv!" fristes man til at skrige op i ansigtet på hovedpersonerne i filmen "Trainspotting", efter en usmagelig og mærkværdig umiddelbar rundvisning i det liv de lever. Deres dag byder på vold og hærgende optøjer som forret, mens et obligatorisk heroin-fix står som hovedret og dagens højdepunkt. Derefter kan "staklerne" nyde desserten og efterspillet der udgøres af en tur i drømmeland og et varmblodigt dyk ned i en nærmest livløs tilstand. Det skeptiske førstehåndsindtryk ændres dog markant, for et godt stykke henne syntes indtagelse af stoffer fra højre og venstre og stiknarkomani skræmmende nok at være et fornøjeligt erhverv... Så lad det være sagt med samme: "Trainspotting" er en oplevelse uendelig langt ud over det vante.
Filmens egentlige hovedperson, Renton, benytter en levevej som førnævnt. Han og vennerne fordriver tiden som endeløse jagere af det ultimative rus og som storforbrugere af uendelig fritid der blot venter på at blive spenderet. Helst med en stor, tilrettelagt kanyle til at dulme kedsomheden med. Og det gør han så - dag ud og dag ind - mens filmen ligeså stille indlever os i Renton's tilværelse, psyke og problemstillinger ved hjælp af det unikke kameraarbejde, skuespillerkraft og andet lignende, og læsser hans kvaler over på tilskuerens skuldre, så vi selv tager del i slæbet frem for blot at betragte det.
At gå fra at være samfundets affald til at træde ud som civiliseret borger er ingen nem opgave. Det får Renton at mærke da han beslutter sig for at være sit liv bekendt og skifte endeløse fridage ud med en oprigtig karriere. En løsning på misbrugen, afhængigheden og den konstante dvaletilstand hænger ikke just på træerne, og hans vej gennem den svære fordøjelsesproces er ingen dans på roser. Snarere et vammelt sammenkog af sved, paranoia, frygt og kvalme i en og samme blanding, tilsat en sjat syre så konsistensen bliver tyk og tilstrækkelig uhumsk. Men man må klemme det ned.
Som sagt er "Trainspotting" en hård prøvelse for seeren, der under anstrengelserne må en tur med ned gennem misbrugets og afvænningens skærsild og og må blive ét med slummets beboere og forbrugere.
"Trainspotting" har det fornødne overskud til at gøre humor en vigtig ingrediens af tankebeskrivelserne og visualiseringen af det grænseløse eventyrtrip de i fixenes varighed befinder sig på. Og det er næsten netop i sin lettere karikatur at instruktøren Danny Boyle tager kegler i stor stil. Både er hans film en gennemført hensynsløs, visuelt ekspressiv og tilmed tragikomisk indsigt i en flok junkier der er ude hvr ingen kan bunde, men næsten vigtigst af alt synes Boyle ikke at tage den lille skare af vragede knægtes historie mere formørket end nødvendigt. Det er berusende og tempofyldt skildret viser os "The real deal" uden at formidle eller forværre.
Renton tager i filmens sidste scene det skridt han hele tiden har tøvet med at tage. Han er en gang for alle vokset fra citatet han indtil da har nydt godt af: "Who needs reason when you got heroin?". Eller hvad? Kan han overhoved modstå fristelsen om at vende tilbage til heroinen frem for grunden? Det ved ingen. Og det er så sandelig et glimrende træk fra manuskriptforfatterne John Hodge og Irvine Welsh, der runder ”Trainspotting” af med maner.
"Få jer dog et liv!" fristes man til at skrige op i ansigtet på hovedpersonerne i filmen "Trainspotting", efter en usmagelig og mærkværdig umiddelbar rundvisning i det liv de lever. Deres dag byder på vold og hærgende optøjer som forret, mens et obligatorisk heroin-fix står som hovedret og dagens højdepunkt. Derefter kan "staklerne" nyde desserten og efterspillet der udgøres af en tur i drømmeland og et varmblodigt dyk ned i en nærmest livløs tilstand. Det skeptiske førstehåndsindtryk ændres dog markant, for et godt stykke henne syntes indtagelse af stoffer fra højre og venstre og stiknarkomani skræmmende nok at være et fornøjeligt erhverv... Så lad det være sagt med samme: "Trainspotting" er en oplevelse uendelig langt ud over det vante.
Filmens egentlige hovedperson, Renton, benytter en levevej som førnævnt. Han og vennerne fordriver tiden som endeløse jagere af det ultimative rus og som storforbrugere af uendelig fritid der blot venter på at blive spenderet. Helst med en stor, tilrettelagt kanyle til at dulme kedsomheden med. Og det gør han så - dag ud og dag ind - mens filmen ligeså stille indlever os i Renton's tilværelse, psyke og problemstillinger ved hjælp af det unikke kameraarbejde, skuespillerkraft og andet lignende, og læsser hans kvaler over på tilskuerens skuldre, så vi selv tager del i slæbet frem for blot at betragte det.
At gå fra at være samfundets affald til at træde ud som civiliseret borger er ingen nem opgave. Det får Renton at mærke da han beslutter sig for at være sit liv bekendt og skifte endeløse fridage ud med en oprigtig karriere. En løsning på misbrugen, afhængigheden og den konstante dvaletilstand hænger ikke just på træerne, og hans vej gennem den svære fordøjelsesproces er ingen dans på roser. Snarere et vammelt sammenkog af sved, paranoia, frygt og kvalme i en og samme blanding, tilsat en sjat syre så konsistensen bliver tyk og tilstrækkelig uhumsk. Men man må klemme det ned.
Som sagt er "Trainspotting" en hård prøvelse for seeren, der under anstrengelserne må en tur med ned gennem misbrugets og afvænningens skærsild og og må blive ét med slummets beboere og forbrugere.
"Trainspotting" har det fornødne overskud til at gøre humor en vigtig ingrediens af tankebeskrivelserne og visualiseringen af det grænseløse eventyrtrip de i fixenes varighed befinder sig på. Og det er næsten netop i sin lettere karikatur at instruktøren Danny Boyle tager kegler i stor stil. Både er hans film en gennemført hensynsløs, visuelt ekspressiv og tilmed tragikomisk indsigt i en flok junkier der er ude hvr ingen kan bunde, men næsten vigtigst af alt synes Boyle ikke at tage den lille skare af vragede knægtes historie mere formørket end nødvendigt. Det er berusende og tempofyldt skildret viser os "The real deal" uden at formidle eller forværre.
Renton tager i filmens sidste scene det skridt han hele tiden har tøvet med at tage. Han er en gang for alle vokset fra citatet han indtil da har nydt godt af: "Who needs reason when you got heroin?". Eller hvad? Kan han overhoved modstå fristelsen om at vende tilbage til heroinen frem for grunden? Det ved ingen. Og det er så sandelig et glimrende træk fra manuskriptforfatterne John Hodge og Irvine Welsh, der runder ”Trainspotting” af med maner.
15/07-2006
