Genrefilm med satirisk dagsorden
4.0
RoboCop vil altid være en speciel film for mig, idet den var en af de første film, jeg ejede på vhs, og fordi jeg har set den et utal af gange, først som barn, hvor jeg ikke forstod den satiriske del og senere som voksen, hvor jeg stadig kan nyde filmens action og nu også de lidt dybere lag.
Den umiddelbare appel ligger i actionscenerne, det flotte design af RoboCop-kostumet og den glimrende musik, som understøtter handlingen. Netop historien om en politibetjent, der skal hævne mordet på sig selv, er både simpel og let at blive revet med i. Disse elementer fungerer fint.
De dybere lag i filmen omhandler naturligvis det satiriske aspekt, som udpensles gennem tv-nyhederne, reklamerne og de groteskt voldelige actionscener. Her er tale om et skydegalt voldssamfund ikke ulig det amerikanske - hverken i 1987 eller nu. Parallellerne til Reagan-regeringen er også tydelige (bl.a. nævnes Stjernekrigs-projektet), og konsekvenserne ved at privatisere en hel by, skitseres kort. OCP er skurkene i denne film, og selvom de skaber vor helt, skaber de ligeledes de problemer, han havner i. Samtidig er deres etiske grundlag for overhovedet at kreere en robot baseret på et menneske tvivlsomt.
Netop konflikten mellem menneske og maskine er et emne i filmen, og Alex Murphy kæmper i vigtige scener for at trænge igennem programmeringen af RoboCop: Uden Murphy ville RoboCop slet ikke gå på hævntogt. Scenen, hvor RoboCop finder sin families hus, der er forladt, er vital for historien, da det er her, det for alvor går op for ham, at han har mistet alt! Publikum forstår hans hævngerrighed, og med den exceptionelt usympatiske skildring af hans modstandere, griber vi os i at ønske det værste for dem.
Skurkene i filmen spiller en essentiel rolle, og selvom Buddicker er den umiddelbare fjende, er Dick Jones den egentlige antagonist. Disse to fungerer bedst sammen, idet Buddicker er Jones' håndlanger og tager al skraldet, men loves guld og grønne skove af OCP-bossen, som i fred kan udvikle sit eget robot-projekt: ED-209. Det er stærke modstandere for RoboCop, som kun vinder med hjælp fra politimakkeren Lewis og OCP's Old Man. Dette kunne være et symbol på, at ondskaben kun kan overvindes i fællesskab (uden at der er tale om en decideret kommunistisk agenda).
Selv da jeg så filmen for første gang i slutningen af 1980erne, fandt jeg effekterne ret dårlige (ED-209 er lidet overbevisende), og der er enkelte scener, som bliver for meget af det gode, hvilket desværre ødelægger helhedsindtrykket. Men skuespillet er overraskende velfungerende taget genren i betragtning, og netop som genrefilm er RoboCop glimrende, samtidig med at den har andet at byde på en end voldshistorien.
Jeg har senest set filmen på DVD i en Director's Cut-udgave, hvor der er tilføjet få sekunder ekstra. Kun lidt mere blod og vold og et par enkelte replikker, men ikke noget at råbe hurra for.
Den umiddelbare appel ligger i actionscenerne, det flotte design af RoboCop-kostumet og den glimrende musik, som understøtter handlingen. Netop historien om en politibetjent, der skal hævne mordet på sig selv, er både simpel og let at blive revet med i. Disse elementer fungerer fint.
De dybere lag i filmen omhandler naturligvis det satiriske aspekt, som udpensles gennem tv-nyhederne, reklamerne og de groteskt voldelige actionscener. Her er tale om et skydegalt voldssamfund ikke ulig det amerikanske - hverken i 1987 eller nu. Parallellerne til Reagan-regeringen er også tydelige (bl.a. nævnes Stjernekrigs-projektet), og konsekvenserne ved at privatisere en hel by, skitseres kort. OCP er skurkene i denne film, og selvom de skaber vor helt, skaber de ligeledes de problemer, han havner i. Samtidig er deres etiske grundlag for overhovedet at kreere en robot baseret på et menneske tvivlsomt.
Netop konflikten mellem menneske og maskine er et emne i filmen, og Alex Murphy kæmper i vigtige scener for at trænge igennem programmeringen af RoboCop: Uden Murphy ville RoboCop slet ikke gå på hævntogt. Scenen, hvor RoboCop finder sin families hus, der er forladt, er vital for historien, da det er her, det for alvor går op for ham, at han har mistet alt! Publikum forstår hans hævngerrighed, og med den exceptionelt usympatiske skildring af hans modstandere, griber vi os i at ønske det værste for dem.
Skurkene i filmen spiller en essentiel rolle, og selvom Buddicker er den umiddelbare fjende, er Dick Jones den egentlige antagonist. Disse to fungerer bedst sammen, idet Buddicker er Jones' håndlanger og tager al skraldet, men loves guld og grønne skove af OCP-bossen, som i fred kan udvikle sit eget robot-projekt: ED-209. Det er stærke modstandere for RoboCop, som kun vinder med hjælp fra politimakkeren Lewis og OCP's Old Man. Dette kunne være et symbol på, at ondskaben kun kan overvindes i fællesskab (uden at der er tale om en decideret kommunistisk agenda).
Selv da jeg så filmen for første gang i slutningen af 1980erne, fandt jeg effekterne ret dårlige (ED-209 er lidet overbevisende), og der er enkelte scener, som bliver for meget af det gode, hvilket desværre ødelægger helhedsindtrykket. Men skuespillet er overraskende velfungerende taget genren i betragtning, og netop som genrefilm er RoboCop glimrende, samtidig med at den har andet at byde på en end voldshistorien.
Jeg har senest set filmen på DVD i en Director's Cut-udgave, hvor der er tilføjet få sekunder ekstra. Kun lidt mere blod og vold og et par enkelte replikker, men ikke noget at råbe hurra for.
18/07-2006
