Bergmans modernistiske mesterværk
6.0
Persona er en af Bergmans sværest tilgængelige film. Han har aldrig været en kompromissøgende instruktør, men med Persona lader han tilskueren totalt i stikken og efterlader en hel bombe af minimalistiske sanseindtryk, fortolkningsmuligheder og modernistiske spørgsmål.
Historien om den store teaterskuespiller Elisabeth Volger, der pludselig vælger ikke at tale længere og derved forlade scenen, og den usikre sygeplejerske Alma, der skal tage sig af hende, er sådan set ret basal. Men de temaer, der tages op, er ekstremt interessante, og måden hvorpå Bergman i roligt tempo og i kammerspilsagtige omgivelser skildrer den gradvise afpilning af kvindernes facader. For det er jo filmens ultimative tema: facader. Bergman fokuserer i close-ups og uden kamerabevægelser på de to kvinders ansigter, når Alma taler, og man skifter mellem reaktionsbilleder af Elisabeths og shots af Alma. Derved bliver hendes tilståelser om barndom, seksuelle erfaringer og egne børn altid interessante og vedkommende. Den ultimative nedbrydelse af facader forekommer, når de to kvinders personligheder konsumerer hinanden, og billeder af deres ansigter overlapper helt konkret.
Man kan heller ikke komme uden om den geniale brug af verfremdungseffekt, som bl.a. ses i begyndelsen, hvor en filmstrimmel startes, og i en scene, hvor filmen knækker. Dette bruges både som en modernistisk leg med mediet, men også som et dramaturisk virkemiddel, netop som kommentar til handlingen, og hvorledes facaden og de psykologiske konstruktioner nedbrydes. Og en konstruktion er lige, hvad filmen er og føles som, men det er altid vedkommende og interessant - ikke mindst igennem de uvurderligt smukke billeder skabt af Bergmans faste fotograf Sven Nykvist. Skuespillet er ligeledes fantastisk overbevisende, og manuskriptet er så formidabelt, at filmen kan ses igen og igen, og stadig virke lige kompleks og detaljerig hver gang.
Bergman blev af de unge filmskabere (bl.a. Bo Widerberg og Jan Troell) kritiseret for at lave uvedkommende og utidssvarende film, mens de selv lavede en række modernistiske nybølgefilm. Som modtræk fik de en af den modernistiske films allerstørste og mest eminente værker: Persona. Et rent 13-tal herfra.
Historien om den store teaterskuespiller Elisabeth Volger, der pludselig vælger ikke at tale længere og derved forlade scenen, og den usikre sygeplejerske Alma, der skal tage sig af hende, er sådan set ret basal. Men de temaer, der tages op, er ekstremt interessante, og måden hvorpå Bergman i roligt tempo og i kammerspilsagtige omgivelser skildrer den gradvise afpilning af kvindernes facader. For det er jo filmens ultimative tema: facader. Bergman fokuserer i close-ups og uden kamerabevægelser på de to kvinders ansigter, når Alma taler, og man skifter mellem reaktionsbilleder af Elisabeths og shots af Alma. Derved bliver hendes tilståelser om barndom, seksuelle erfaringer og egne børn altid interessante og vedkommende. Den ultimative nedbrydelse af facader forekommer, når de to kvinders personligheder konsumerer hinanden, og billeder af deres ansigter overlapper helt konkret.
Man kan heller ikke komme uden om den geniale brug af verfremdungseffekt, som bl.a. ses i begyndelsen, hvor en filmstrimmel startes, og i en scene, hvor filmen knækker. Dette bruges både som en modernistisk leg med mediet, men også som et dramaturisk virkemiddel, netop som kommentar til handlingen, og hvorledes facaden og de psykologiske konstruktioner nedbrydes. Og en konstruktion er lige, hvad filmen er og føles som, men det er altid vedkommende og interessant - ikke mindst igennem de uvurderligt smukke billeder skabt af Bergmans faste fotograf Sven Nykvist. Skuespillet er ligeledes fantastisk overbevisende, og manuskriptet er så formidabelt, at filmen kan ses igen og igen, og stadig virke lige kompleks og detaljerig hver gang.
Bergman blev af de unge filmskabere (bl.a. Bo Widerberg og Jan Troell) kritiseret for at lave uvedkommende og utidssvarende film, mens de selv lavede en række modernistiske nybølgefilm. Som modtræk fik de en af den modernistiske films allerstørste og mest eminente værker: Persona. Et rent 13-tal herfra.
18/07-2006
