Så Tynd Som Sejlet På The Black Pearl
4.0
Kaptain Jack Sparrow (Depp) har en gammel gæld at betale til Davy Jones (Nighy), ellers mister han sin sjæl.
Efter den første films store succes måtte der naturligvis komme en efterfølger og der er uden tvivl også mere end en historie i dette kulørte univers, som instruktør Verbinski har skabt sammen med diverse manuskript-forfattere og den kommercielle films ukronede Konge, mastodont producenten Jerry Bruckheimer. Det skal så være sagt med det samme at det vi får, det er udelukkende mere af det samme, bare større, voldsommere og indimellem indrømmet også næsten mere underholdende, i hvert fald når der sker noget, men i det store hele ikke bedre, måske næsten tværtimod. Den lider i hvert fald af et par af de samme problemer som første film og et par nye er kommet til.
Den rundforvirrede handling, der er tynd som sejlene på skibet The Black Pearl og ikke er nær så opfindsom og fornøjelig som i første film, flyder derudad i et ujævnt tempo, desværre indimellem som om den mangler en styrmand der ved hvor det skal gå hen, mens den veksler mellem opulente og blændende humoristiske actionscener som var storsejlet sat i en orkan af lattergas, og perioder så døde som navnet på den kiste der ledes efter i filmen. Der er ganske enkelt for mange kedelige og intetsigende overgange og filmen hæmmes af, som den første også gjorde, en alt for lang spilletid, der med succes kunne have været gjort 30-40 minutter kortere uden at det havde betydet noget for fortællingen. Det havde unægtelig trukket helhedsindtrykket op. Jeg sad i hvert fald og begyndte at tænke, at nu måtte den da efterhånden meget gerne slutte da tiden nærmere sig de to timer, den er simpelthen for lang til så lidt historie.
I hovedrollerne krukker Depp sig videre som den spraglede antihelt Sparrow. Det er stadig sjovt, men ikke længere så frisk og er tæt på at blive trættende efter et par timer i hans lettere højspændte og spydige selskab. Bloom giver den igen som den arketypiske romantiske helt, den pigerne kan drømme om og som skal gøre det ud for modvægt til Depp’s langt mindre romantiske (faktisk slet ikke) og frydefuldt usympatiske Sparrow. I rollen kan Bloom igen, som i første film, vel kaldes en light udgave af en af alle tiders største swashbuckler-helte Errol Flynn. Jeg vil endda tillade mig at påstå at Bloom har en vis lighed med ham. Desværre mangler Bloom helt Flynn’s flamboyante stil og kan ikke måle sig med dennes on-screen persona. Den brændte igennem skærmen, når han var bedst vel at mærke. Bloom er et kønt ansigt, men som skuespiller og især i rollen her, så flad, inferiør og kedelig at man næsten har glemt ham efter filmen. Som den sidste af de egentlige hovedroller ses Knightley også atter som den smukke og handlekraftige Elizabeth Swann. Uden at falde igennem, så er hendes præstation nu ikke synderligt ophidsende, trods meget spilletid og flere muligheder for at udfolde sig. Bedst er ærligt Nighy, iført en fremragende makeup tilsat computereffekter, som en ukendelig Davy Jones. Han er ækel og grum så der næsten kommer til at stinke af den råddenskab der gennemsyrer hans sjæl. Også svenske Skarsgård i rollen som den døde pirat Bootstrap Bill, far til Will Turner (Bloom) der nu prøver at rette fortidens fejl, skal nævnes for en iøjefaldende indsats.
Men hører man til dem der elskede første film eller blot fandt den god, så burde man, uagtet kritikken, alligevel finde toeren tilfredsstille nok til at indløse en biografbillet, for den underholder trods alt dejligt uforpligtende her i sommervarmen. Den er proppet med opfindsomme indfald og forrygende flotte effekter. Det er måske ikke videre originalt og det er lige før man føler den ender med at hænge med røven i vandskorpen og de tre stjerner. Den får den nu lige akkurat med sig op på den sidste hele stjerne mere, jeg forlod biografen i fint humor.
Efterfølges af ”Pirates Of The Caribbean 3”.
Også et stort tak til Das Gott alias Adis Babovich, som jeg havde fornøjelsen af at se filmen sammen med. Det gjorde i hvert fald ikke "oplevelsen" dårligere!!!
Efter den første films store succes måtte der naturligvis komme en efterfølger og der er uden tvivl også mere end en historie i dette kulørte univers, som instruktør Verbinski har skabt sammen med diverse manuskript-forfattere og den kommercielle films ukronede Konge, mastodont producenten Jerry Bruckheimer. Det skal så være sagt med det samme at det vi får, det er udelukkende mere af det samme, bare større, voldsommere og indimellem indrømmet også næsten mere underholdende, i hvert fald når der sker noget, men i det store hele ikke bedre, måske næsten tværtimod. Den lider i hvert fald af et par af de samme problemer som første film og et par nye er kommet til.
Den rundforvirrede handling, der er tynd som sejlene på skibet The Black Pearl og ikke er nær så opfindsom og fornøjelig som i første film, flyder derudad i et ujævnt tempo, desværre indimellem som om den mangler en styrmand der ved hvor det skal gå hen, mens den veksler mellem opulente og blændende humoristiske actionscener som var storsejlet sat i en orkan af lattergas, og perioder så døde som navnet på den kiste der ledes efter i filmen. Der er ganske enkelt for mange kedelige og intetsigende overgange og filmen hæmmes af, som den første også gjorde, en alt for lang spilletid, der med succes kunne have været gjort 30-40 minutter kortere uden at det havde betydet noget for fortællingen. Det havde unægtelig trukket helhedsindtrykket op. Jeg sad i hvert fald og begyndte at tænke, at nu måtte den da efterhånden meget gerne slutte da tiden nærmere sig de to timer, den er simpelthen for lang til så lidt historie.
I hovedrollerne krukker Depp sig videre som den spraglede antihelt Sparrow. Det er stadig sjovt, men ikke længere så frisk og er tæt på at blive trættende efter et par timer i hans lettere højspændte og spydige selskab. Bloom giver den igen som den arketypiske romantiske helt, den pigerne kan drømme om og som skal gøre det ud for modvægt til Depp’s langt mindre romantiske (faktisk slet ikke) og frydefuldt usympatiske Sparrow. I rollen kan Bloom igen, som i første film, vel kaldes en light udgave af en af alle tiders største swashbuckler-helte Errol Flynn. Jeg vil endda tillade mig at påstå at Bloom har en vis lighed med ham. Desværre mangler Bloom helt Flynn’s flamboyante stil og kan ikke måle sig med dennes on-screen persona. Den brændte igennem skærmen, når han var bedst vel at mærke. Bloom er et kønt ansigt, men som skuespiller og især i rollen her, så flad, inferiør og kedelig at man næsten har glemt ham efter filmen. Som den sidste af de egentlige hovedroller ses Knightley også atter som den smukke og handlekraftige Elizabeth Swann. Uden at falde igennem, så er hendes præstation nu ikke synderligt ophidsende, trods meget spilletid og flere muligheder for at udfolde sig. Bedst er ærligt Nighy, iført en fremragende makeup tilsat computereffekter, som en ukendelig Davy Jones. Han er ækel og grum så der næsten kommer til at stinke af den råddenskab der gennemsyrer hans sjæl. Også svenske Skarsgård i rollen som den døde pirat Bootstrap Bill, far til Will Turner (Bloom) der nu prøver at rette fortidens fejl, skal nævnes for en iøjefaldende indsats.
Men hører man til dem der elskede første film eller blot fandt den god, så burde man, uagtet kritikken, alligevel finde toeren tilfredsstille nok til at indløse en biografbillet, for den underholder trods alt dejligt uforpligtende her i sommervarmen. Den er proppet med opfindsomme indfald og forrygende flotte effekter. Det er måske ikke videre originalt og det er lige før man føler den ender med at hænge med røven i vandskorpen og de tre stjerner. Den får den nu lige akkurat med sig op på den sidste hele stjerne mere, jeg forlod biografen i fint humor.
Efterfølges af ”Pirates Of The Caribbean 3”.
Også et stort tak til Das Gott alias Adis Babovich, som jeg havde fornøjelsen af at se filmen sammen med. Det gjorde i hvert fald ikke "oplevelsen" dårligere!!!
21/07-2006
