Hyperkinetisk Rod
1.0
En historie fra virkelighedens verden om en kendt skuespillers millionærdatter, her spillet af Knightley, der vælger at blive dusørjæger er i sig selv så grotesk, at der burde være til stof til en spillefilm. Det er der så kommet, uden at holde sig for tæt på fakta, og hvilken en.
Instruktør Scott, en af Hollywoods normalt bedste håndværkere og visuelle begavelser, har ud af Richard Kelly’s manuskript skabt en af de mest respirationsfremkaldende og eksalterede actionthrillere nogensinde, der er så langt ude på det hyperkinetiske overdrev at den ender som en hovedpinefremkaldende ligegyldighed.
Det virker som om Scott har prøvet at perfektionere sit visuelle udtryk og gå til ydergrænsen for hvad der er ham muligt. Måske beundringsværdigt, men det har kostet på historie- og personsiden og langt mere end godt er. Efter en halv times massivt stormangreb på sanserne, hvor man stadig ikke har fanget essensen af personerne, der mister man den sidste kant af interesse man måske stadig har tilbage og resten af filmen flimrer blot forbi ens øjne, uden at man hverken gider eller kan forholde sig til den.
En så bombastisk billede- og lydkulisse, ude i det surrealistiske, tager helt fokus fra den af kedsomhed grænsesøgende Domino og man opfatter dårligt, at der måske gemmer sig en historie bagved og endda en historie om et menneske.
Hvor meget jeg end gerne ville, om ikke andet for eksperimentets skyld, så kan jeg ikke give mere end en stjerne, for det var en kamp at komme igennem filmen, der blev mere og mere trættende som den skred frem.
Uden tvivl Scott’s dårligste film. Ikke fordi den er teknisk ringe eller virker talentløs, blot fordi den er ulidelig at se på i længden og ender med at fremstå så overfladisk og rodet at man er stået af.
Instruktør Scott, en af Hollywoods normalt bedste håndværkere og visuelle begavelser, har ud af Richard Kelly’s manuskript skabt en af de mest respirationsfremkaldende og eksalterede actionthrillere nogensinde, der er så langt ude på det hyperkinetiske overdrev at den ender som en hovedpinefremkaldende ligegyldighed.
Det virker som om Scott har prøvet at perfektionere sit visuelle udtryk og gå til ydergrænsen for hvad der er ham muligt. Måske beundringsværdigt, men det har kostet på historie- og personsiden og langt mere end godt er. Efter en halv times massivt stormangreb på sanserne, hvor man stadig ikke har fanget essensen af personerne, der mister man den sidste kant af interesse man måske stadig har tilbage og resten af filmen flimrer blot forbi ens øjne, uden at man hverken gider eller kan forholde sig til den.
En så bombastisk billede- og lydkulisse, ude i det surrealistiske, tager helt fokus fra den af kedsomhed grænsesøgende Domino og man opfatter dårligt, at der måske gemmer sig en historie bagved og endda en historie om et menneske.
Hvor meget jeg end gerne ville, om ikke andet for eksperimentets skyld, så kan jeg ikke give mere end en stjerne, for det var en kamp at komme igennem filmen, der blev mere og mere trættende som den skred frem.
Uden tvivl Scott’s dårligste film. Ikke fordi den er teknisk ringe eller virker talentløs, blot fordi den er ulidelig at se på i længden og ender med at fremstå så overfladisk og rodet at man er stået af.
21/07-2006
