Popkulturens Naive Drømmere
3.0
Når man har været forelsket i Drew Barrymore siden man var 10 år gammel og så ”E.T. The Extra Terrestrial” første gang, hvad er så mere oplagt når man har vundet 1100 dollars i en Tv-quiz, end at prøve at få en date med hende. Og udstyret med et lånt videokamera er det nøjagtigt hvad den troskyldige og infantile eskapist Brian Herzlinger prøver på.
Det er der kommet en dokumentarfilm ud af og en ganske hyggelig en af slagsen, der viser hvor langt man indimellem kan komme med lidt opportunisme og massere af gå på mod. Det handler selvsagt om at jagte hvad der ligner en uopnåelig og urealistisk drøm, om at turde tro på den imod alle odds og samtidig ikke være bange for at udstille sig selv. Og udstille sig selv er lige hvad filmens hovedperson han gør, for med en naiv form for charme kaster han sig ud i projektet og latterliggør sig selv i op til flere situationer, hvor vi som tilskuer både griner med, men så sandelig også af ham. Men som bekendt så er det sådan, at den der ler sidst ler bedst og hvad enten det skruptossede forehavende skulle lykkes eller ej, så kan Brian i hvert fald nu grine hele vejen til banken. Filmen har i forhold til sit budget tjent rigtigt mange penge.
Som tilskuer kan hele balladen så virke lidt som en lyserød petitesse. Det er poppet, ikke særligt oplysende og i bund og grund hamrende banalt. Filmen kan heller ikke sige sig fri for at gentage sig selv konstant, hvad der kan gøre den træg og ensformig hen ad vejen, man mister en del interesse midt i filmen. Ikke desto mindre er det svært ikke at blive smittet af den positive energi og friske blåøjede stemning der er tilstede. Hvad enten man vil det eller ej, så efterlades man i lidt bedre humor end da man startede, hvis man ikke tager den for mere end den er.
Det er der kommet en dokumentarfilm ud af og en ganske hyggelig en af slagsen, der viser hvor langt man indimellem kan komme med lidt opportunisme og massere af gå på mod. Det handler selvsagt om at jagte hvad der ligner en uopnåelig og urealistisk drøm, om at turde tro på den imod alle odds og samtidig ikke være bange for at udstille sig selv. Og udstille sig selv er lige hvad filmens hovedperson han gør, for med en naiv form for charme kaster han sig ud i projektet og latterliggør sig selv i op til flere situationer, hvor vi som tilskuer både griner med, men så sandelig også af ham. Men som bekendt så er det sådan, at den der ler sidst ler bedst og hvad enten det skruptossede forehavende skulle lykkes eller ej, så kan Brian i hvert fald nu grine hele vejen til banken. Filmen har i forhold til sit budget tjent rigtigt mange penge.
Som tilskuer kan hele balladen så virke lidt som en lyserød petitesse. Det er poppet, ikke særligt oplysende og i bund og grund hamrende banalt. Filmen kan heller ikke sige sig fri for at gentage sig selv konstant, hvad der kan gøre den træg og ensformig hen ad vejen, man mister en del interesse midt i filmen. Ikke desto mindre er det svært ikke at blive smittet af den positive energi og friske blåøjede stemning der er tilstede. Hvad enten man vil det eller ej, så efterlades man i lidt bedre humor end da man startede, hvis man ikke tager den for mere end den er.
22/07-2006
