Friheden længe leve
4.0
Thelma & Louise er både en af de mest kendte kvindefilm og roadmovies i nyere tid. Det er ikke tilfældigt, for den indeholde mange fine facetter.
Genremæssigt bevæger filmen sig mellem flere stole. Overordnet set er det selvfølgelig en roadmovie, men der gives både plads til humor og drama. Manuskriptet er ret formelret, og der spilles på alle de konventionelle dramaturgiske greb. Udviklingen af hovedkaraktererne er et eksempel på dette. Thelma går fra usikker til handlekraftig, hvor Louise i starten er den selvsikre. Hun skal til gengæld hjælpes på rette kurs af Thelma, efter det hele er gået i vasken for dem. Derved kommer begge personer til deres ret. Det er effektivt fortalt, og man tror på, at udviklingen kunne forekommer under disse ekstreme omstændigheder.
Filmens vigtigste tema er frihed. De to kvinder forsøger at slippe de bånd, de har til deres kedelige liv og sørgelige mænd. Netop mændene i filmen, dvs. alle hankønsvæsnerne, er seksueltfikserede, perverse og udnytter kvinder på det groveste. Her tænker jeg ikke kun på voldtægtsscenen, men også Brad Pitts J.D., der umiddelbart virker som en sød og lidt enfoldig fyr, men viser sig at være lige så svinsk som alle de andre. Det er bl.a. disse bånd, Thelma og Louise vil slippe. Den eneste mand, der tilnærmelsesvist har forstået kvindernes motivation, er Harvey Keitels politibetjent. Han præver i flere omgange at hjælpe dem med ikke at gøre flere forbrydelser, men det er allerede for sent. For Thelma og Louise er der ingen vej tilbage til den 'normale verden'.
Der er dog ting i filmen, som lykkes mindre godt. Eksempelvis bortlægges forkus fra titelpersonerne til fordel for den noget mere uinteressante politijagt, hvor selv en god Harvey Keitel ikke kan holde publikum fanget. Det er meget mere spændende at følge de to flygtninge. Dette gør således, at nogle scener forekommer mere ligegyldige og lidt kedeligere end andre. Det er stadig en fin film, som kan tåle tidens tand, fordi dens temaer er så evigtgyldige.
Genremæssigt bevæger filmen sig mellem flere stole. Overordnet set er det selvfølgelig en roadmovie, men der gives både plads til humor og drama. Manuskriptet er ret formelret, og der spilles på alle de konventionelle dramaturgiske greb. Udviklingen af hovedkaraktererne er et eksempel på dette. Thelma går fra usikker til handlekraftig, hvor Louise i starten er den selvsikre. Hun skal til gengæld hjælpes på rette kurs af Thelma, efter det hele er gået i vasken for dem. Derved kommer begge personer til deres ret. Det er effektivt fortalt, og man tror på, at udviklingen kunne forekommer under disse ekstreme omstændigheder.
Filmens vigtigste tema er frihed. De to kvinder forsøger at slippe de bånd, de har til deres kedelige liv og sørgelige mænd. Netop mændene i filmen, dvs. alle hankønsvæsnerne, er seksueltfikserede, perverse og udnytter kvinder på det groveste. Her tænker jeg ikke kun på voldtægtsscenen, men også Brad Pitts J.D., der umiddelbart virker som en sød og lidt enfoldig fyr, men viser sig at være lige så svinsk som alle de andre. Det er bl.a. disse bånd, Thelma og Louise vil slippe. Den eneste mand, der tilnærmelsesvist har forstået kvindernes motivation, er Harvey Keitels politibetjent. Han præver i flere omgange at hjælpe dem med ikke at gøre flere forbrydelser, men det er allerede for sent. For Thelma og Louise er der ingen vej tilbage til den 'normale verden'.
Der er dog ting i filmen, som lykkes mindre godt. Eksempelvis bortlægges forkus fra titelpersonerne til fordel for den noget mere uinteressante politijagt, hvor selv en god Harvey Keitel ikke kan holde publikum fanget. Det er meget mere spændende at følge de to flygtninge. Dette gør således, at nogle scener forekommer mere ligegyldige og lidt kedeligere end andre. Det er stadig en fin film, som kan tåle tidens tand, fordi dens temaer er så evigtgyldige.
22/07-2006
