Pirater uden plot

4.0
Faktisk er jeg for venlig ved denne film. Den burde "kun" have 3½ stjerne, men jeg skal jo vælge mellem tre og fire stjerner, og tre er trods alt for lidt.

Og hvorfor nu det? Jeg holder trods alt meget af "Pirates of the Caribbean" og gav den første film hele fem stjerner, så jeg har jo egentligt mest lyst til at overøse nr. 2 med stjerner. Men det kan jeg bare ikke, og det er der selvfølgelig flere grunde til.

En indlysende grund er skurken. Jeg kan godt lide Bill Nighy generelt og da også i rollen som Davy Jones. Men når det så er sagt, så når han ikke Geoffrey Rush som Barbossa i den første film til sokkeholderne. Det ville måske også være for meget forlangt, når man nu ved hvor dygtig en skuespiller Geoffrey Rush er. Men der er ingen tvivl om, at det skader helhedsindtrykket. Desværre.

Et andet problem er effect-shots. En god ting i den første film var netop, at der blev brugt special effects, når det var helt nødvendigt og ellers ikke - filmen forfaldt ikke til absolut at skulle pladre historien ind i effekter, når det ikke var nødvendigt. Jeg ville dog ønske, jeg kunne sige det samme om nr. 2, hvor det netop synes at være tilfældet. Ombord på "Den Flyvende Hollander" er det tæt på rent muppet-show - eller det der ligner - uden nogen videre grund andet end at man bare ikke kan dy sig for lige at skulle vise, hvor dygtig man er til at proppe effekter ind i hvert eneste sekund. Ja, det er flot folkens, men hvor ville jeg dog ønske, at I gjorde det, fordi det var nødvendigt for filmen og ikke bare fordi I kan...

Men det er ikke engang det største problem. Næ, det største problem er såmænd selve det uafsluttede plot. Bevares, fortsatte film behøver bestemt ikke være dårlige. Jeg mener f.eks. at både "Matrix Reloaded" og "The Empire Strikes Back" er de bedste film i henholdsvis Matrix- og Star Wars-filmserierne. Så hvad er problemet i "Pirates 2"? Tja, en fortsat film plejer gerne at begynde flere plot, end den selv når at afslutte. Eller også har løsningen på filmens store problem(er) nogle uheldige konsekvenser, som så bliver smidt ind i slutningen som en cliffhanger til den næste film. Og det er netop her, at "Dead Man's Chest" går galt i byen - filmen tager hul på 273 nye plots, men afslutter et ikke et eneste af dem. Og så slutter man i øvrigt også af med lige at skulle smide en fuldstændig bombe i slutningen lige før slutteksterne ruller og helt uden forklaring. Den slags er superirriterende, fordi vi nu skal vente et helt år på at se, hvordan det videre går. Bevares, man kunne sige det samme om "Ringenes Herre", men der havde man trods alt muligheden for at læse bøgerne, hvis ventetiden blev for lang. Men det er nu mere de helt igennem uafsluttede plots, der ærgrer, for det betyder at man forlader biografsalen uden nogen forløsning på den film, man lige har set overhovedet. I "Matrix Reloaded" nåede Neo dog trods alt at redde Trinity, selv om krigen bestemt ikke var slut. I "Empire Strikes Back" sagde Luke trods alt nej til kraftens mørke side og undslap derefter den onde Darth Vader med sine venner, selv om de ikke kunne redde stakkels Han Solo. Selv Peter Jackson forstod, at "De to tårne" måtte slutte med at kampen om "Helm's Deep" skulle vindes for at få en slutning på filmen. "Dead Man's Chest" har derimod ingen slutning og ligner mere første del af en tv-episode, hvor den eneste pointe er at skabe en slutning, der er dramatisk nok til, at folk også tænder næste uge. Den går på tv, fordi vi ikke skal vente for længe (og det er billig og ret kort underholdning), men i en biograffilm på 2½ time, hvor vi har betalt (dyrt!) for billetten og nu skal vente et helt år på fortsættelsen, er det lige frækt nok. Hvis filmen så havde haft et internt plot, der afsluttes, så havde det været lettere at sluge, men som sagt bliver ikke bare et eneste plot bragt til ende. Det betyder at "Dead Man's Chest" bliver til en helt igennem indholdsløs film - den har ingen kerne eller historie, og tjener udelukkende som en dyr optakt/teaser til den uundgåelige "Pirates of the Caribbean 3". Det ER altså lige en tand FOR kommercielt, Disney!

Der er også mange dele af filmens dialog, der er interforståede jokes tilbage til den første film. Også for mange. Nu har jeg selv den første film på dvd og derfor set den masser af gange, men var det virkeligt så svært at finde på nye jokes, at det var nødvendigt at henvise til forgængeren hele tiden? Den slags kan være sjovt, men her er det pinagtigt tydeligt, at det bliver alt for meget. To gange skal Jack lige spørge, hvorfor rommen er væk... Første gang er det helt unødvendigt, hvilket betyder det bliver påtaget, og dermed bliver det så en understregning af det, da den kommer igen anden gang, hvor det faktisk er en relevant joke. Det er langt sjovere, når Jack fortæller Elizabeth, at hun bør være iført enten en kjole eller ingenting, og at han sjovt nok lige har det sidste i sin kahyt... Jokes vi ikke har hørt i den første film er trods alt de sjoveste.

Ikke desto mindre er Johnny Depp stadig ustyrligt morsom i rollen som Jack Sparrow... Åh, undskyld - CAPTAIN Jack Sparrow. Johnny er uden sammenligning filmens lyspunkt i forhold til Orlando Bloom's stadig noget stive spil, mens søde Keira Knightley skuffer ved at droppe charmen helt til fordel for overgearede sværdkampe og anden action (scenen hvor hun bruger en kjole til at spille på søfolkenes overtro er decideret pinlig). I den første film var Elizabeth den afgjort stærkeste og mest idealistiske figur, men denne gang vandrer hun noget hvileløst omkring, mens hun slås med, om hun skal redde elskede Will eller sukke over Jack Sparrow, og det fungerer ikke videre godt... Det virkede, når hun besvimede i den første film, men denne gang virker det overdrevent og usympatisk, når hun forsøger det. Så selv om Johnny er sjov, så kan han trods alt ikke redde hele filmen, når Keira ikke spiller op til sit bedste, og Geoffrey Rush samtidig mangler til at give kvalificeret modspil. Bill Nighy prøver ellers, men selv hvis han havde Rush's standard, så er bare ikke med i nok scener (overfor Jack).

Faktisk skader det også at se, hvor lidt der er tilbage af de hovedpersoner, vi efterlod i den første film. Nr. 1 sluttede af med, at Will satte sit liv på spil for at redde Jack. I nr. 2 slutter de af med at prøve at dræbe hinanden. Og det samme med Norrington. De tre fandt ellers fælles grund i slutningen af nr. 1, men er altså belejligt glemt, når det tjener plottet... Hvor er det altså irriterende, når manuskriptforfatterne bare skriver figurerne om, fordi de har en fiks ide. Trist, men det er trods alt ikke så slemt her, som i f.eks. "The Mummy Returns" eller "Highlander II", hvor selv de mest åbenlyse ting bare blev ignoreret eller skrevet om i den nye histories hellige navn. Vores hovedpersoner er i det mindste stadig genkendelige her, selv om de bevæger sig væk derfra, hvor vi efterlod dem i forgængeren.

Alt i alt efterlader det en med en noget tvivlsom smag i munden, når man ser "Dead Man's Chest". Den er da både sjov og underholdende, men der er ingen tvivl om, at meget af den solide pirat-stemning fra den første film åbenbart også er blevet offer for Davy Jones og hevet ned i det våde dyb af "the Kraken".

"Dead Man's Chest" er ganske enkelt ikke nær så underholdende og veloplagt som sin forgænger. Den virker mere som en meget kommercielt tænkt fortsættelse, hvor det er den økonomiske spekulation og ikke fortællelysten og kærligheden til piraterne, der har drevet værket. Stadig sjovt, men uden Johnny Depp ville Disney's flagskip på det store lærred denne sommer for alvor være ved at forlise... Hvis man syntes den første film var sjov, men ikke føler noget altoverskyggende behov for at styrte i biografen med det samme for at se filmen på det store lærred, så vil jeg anbefale man venter og ser dvd'en til foråret, så man ikke skal vente så længe på fortsættelsen.
Pirates of the Caribbean: Død mands kiste