Daredevils
2.0
Spoilers:
Som ren og skær heltedyrkelse der hylder brandmændene som guds gave til mennesket, kan instruktørens Jay Russels "Ladder 49" kalde sig vellykket. Som film er den derimod en helt anden snak.
Hvad filmen prøver at vise os, er hvordan hverdagens helte ikke besidder spektakulære superkræfter, men derimod en god portion mod. Og forsøget slår fejl. Mens udrykningen drøner derudaf i en af sine action-sekvenser, fyres der i baggrunden op for en fuldkommen tåbelig trompet-score, der noget misvisende nærmest placerer sit publikum i en "Spider-man" film. Den part kunne man sagtens have udeladt, men næ nej, "Ladder 49" presser citronen til det yderste og anretter den sure saft for bagefter at tilbyde sin seer at smage på varerne. Adrk!
Ildkampenes action-klimaks yder aldrig helt godt nok, og dramaet bliver aldrig andet end en forevisning i, hvor mange klichéer Russel kan nå at rave til sig på 105 minutter. Og det er mange. Med hjælp fra et forsvindende tyndt og pinlig uoriginalt manuskript forvilder filmen sig igennem sin spilletid uden egentlig at blive kedelig, men hele tiden balancerende på falderebet til at gå i tomgang.
Slutningen er et intetsigende og ganske kedelig forløb, der ærer filmens hovedperson, den afdøde brandmand Jack i et langt optog af honnør og hæder. Havde filmen haft det obligatoriske overskud til at konstruere en karakter med hjerne, hjerte og af kød og blod så det skinner i gennem, havde de sidste 5-8 minutter muligvis været en bevægende afsked med et elsket menneske. Atter en gang må vi dog ryste på hovedet af "Ladder 49", der præstere en slutning med sig selv i en nøddeskal.
Jeg er derfor dybt uenig med Don. Jay Russel forspilder lidt af en chance i at skildre livet på et brandmandskorps og påtager sig en fuldvoksen opgave han ikke magter. Resultatet er ikke langt fra at kunne kaldes elendigt.
Som ren og skær heltedyrkelse der hylder brandmændene som guds gave til mennesket, kan instruktørens Jay Russels "Ladder 49" kalde sig vellykket. Som film er den derimod en helt anden snak.
Hvad filmen prøver at vise os, er hvordan hverdagens helte ikke besidder spektakulære superkræfter, men derimod en god portion mod. Og forsøget slår fejl. Mens udrykningen drøner derudaf i en af sine action-sekvenser, fyres der i baggrunden op for en fuldkommen tåbelig trompet-score, der noget misvisende nærmest placerer sit publikum i en "Spider-man" film. Den part kunne man sagtens have udeladt, men næ nej, "Ladder 49" presser citronen til det yderste og anretter den sure saft for bagefter at tilbyde sin seer at smage på varerne. Adrk!
Ildkampenes action-klimaks yder aldrig helt godt nok, og dramaet bliver aldrig andet end en forevisning i, hvor mange klichéer Russel kan nå at rave til sig på 105 minutter. Og det er mange. Med hjælp fra et forsvindende tyndt og pinlig uoriginalt manuskript forvilder filmen sig igennem sin spilletid uden egentlig at blive kedelig, men hele tiden balancerende på falderebet til at gå i tomgang.
Slutningen er et intetsigende og ganske kedelig forløb, der ærer filmens hovedperson, den afdøde brandmand Jack i et langt optog af honnør og hæder. Havde filmen haft det obligatoriske overskud til at konstruere en karakter med hjerne, hjerte og af kød og blod så det skinner i gennem, havde de sidste 5-8 minutter muligvis været en bevægende afsked med et elsket menneske. Atter en gang må vi dog ryste på hovedet af "Ladder 49", der præstere en slutning med sig selv i en nøddeskal.
Jeg er derfor dybt uenig med Don. Jay Russel forspilder lidt af en chance i at skildre livet på et brandmandskorps og påtager sig en fuldvoksen opgave han ikke magter. Resultatet er ikke langt fra at kunne kaldes elendigt.
23/07-2006
