Barsk håbløshed ved verdens ende
6.0
John Hillcoat og Nick Cave har med The Proposition skabt en western så barsk og brutal, at Clint'en må ønske, at han var australier, og en western så støvet og beskidt at man som seer bliver helt tør i munden.
Filmen foregår i Australien, ved hvad der virker som verdens ende. Filmen sætter fra start en stemning som stinker af håbløshed og død, og filmens præmis rulles hurtigt op: The Burns-banden er eftersøgt for mord og voldttægt, og det lykkedes sherif Kaptajn Stanley at fange de to yngste brødre ud af tre. Sherif indgår en aftale med den midterste bror. Find og dræb den ældste bror, og han selv og den yngste bror vil slippe for henrettelse i galgen.
Derefter udspiller sit et drama af det helt store. Filmen bruger næsten lige mange kræfter på at skildre det helvede sheriffen skal igennem efter han har brudt lovens ramme for en tro på egen moral, som på at skildre den midterste brors jagt og konfrontation med den ældste bror. Alle skuespillere gør det aldeles fremragende. Ray Winston som den plagede sherif, hvis angst og skyldfølelse langsomt sætter sig i ansigtet er enestående. Det samme er Emily Watsom, som sheriffens kone, ser levnes overraskende meget plads, men udfylder den perfekt følelsesfuldt og rørende. Også Guy Pearce og Danny Huston som de to ældste brødre skildre vreden og ikke mindst smerten utroligt overbevisende.
Filmens store force er dog, at den på intet tidspunkt er sort og hvid. Alle på lærredet har sine gode og ikke mindst dårlige sider. Fx viser den ældste bror, som indledningsvis betegnes som en hensynsløst monster, sig som et filosofisk og intelligent familieoverhovede, som smuk konstaterer "...at dø uelsket og alene..." er det værste, som kan overgå et menneske.
The Proposition jonglerer smukt filmen igennem med dybe temaer, eksemplevis kærlighed til sine nærmeste, både i form af kærlighed og respekt mellem mand og kone, og mellem brødre. Ligeledes behandles store temaer, som hvad er retfærdighed og civilisation, og der sættes et blodrødt spørgsmålstegn ved om disse folk nogensinde finder fred.
Filmen er trods sin barske natur og eksplicitte brutalitet en fryd for øje fra start til slut. Den rummer mange meget smukke billeder af det australske landskab, der både forekommer som et oplagt sted at søge sjælefred og samtidig et nådeløst sidste stop før verdens ende.
Fans af Unforgiven går ikke forgæves, omend de to film har lige så mange forskelle som ligheder. Fælles er det mytologiske westerntema og den nådesløse tilgang til dette. Forskellen ligger i deres fokus på hovedpersonernes plads i livet og de dertilknyttede temaer.
Filmen måtte i første omgang nøjes med fem stjerner, men efter et gensyn må jeg bøje mig i støvet og opgradere til fuldt hus. En stor anbefaling skal lyder herfra. Se denne på engang utroligt barske og smukke film, som er den bedste indenfor genren siden Eastwood gav os sit nådesløse mesterværk i 1992.
Filmen foregår i Australien, ved hvad der virker som verdens ende. Filmen sætter fra start en stemning som stinker af håbløshed og død, og filmens præmis rulles hurtigt op: The Burns-banden er eftersøgt for mord og voldttægt, og det lykkedes sherif Kaptajn Stanley at fange de to yngste brødre ud af tre. Sherif indgår en aftale med den midterste bror. Find og dræb den ældste bror, og han selv og den yngste bror vil slippe for henrettelse i galgen.
Derefter udspiller sit et drama af det helt store. Filmen bruger næsten lige mange kræfter på at skildre det helvede sheriffen skal igennem efter han har brudt lovens ramme for en tro på egen moral, som på at skildre den midterste brors jagt og konfrontation med den ældste bror. Alle skuespillere gør det aldeles fremragende. Ray Winston som den plagede sherif, hvis angst og skyldfølelse langsomt sætter sig i ansigtet er enestående. Det samme er Emily Watsom, som sheriffens kone, ser levnes overraskende meget plads, men udfylder den perfekt følelsesfuldt og rørende. Også Guy Pearce og Danny Huston som de to ældste brødre skildre vreden og ikke mindst smerten utroligt overbevisende.
Filmens store force er dog, at den på intet tidspunkt er sort og hvid. Alle på lærredet har sine gode og ikke mindst dårlige sider. Fx viser den ældste bror, som indledningsvis betegnes som en hensynsløst monster, sig som et filosofisk og intelligent familieoverhovede, som smuk konstaterer "...at dø uelsket og alene..." er det værste, som kan overgå et menneske.
The Proposition jonglerer smukt filmen igennem med dybe temaer, eksemplevis kærlighed til sine nærmeste, både i form af kærlighed og respekt mellem mand og kone, og mellem brødre. Ligeledes behandles store temaer, som hvad er retfærdighed og civilisation, og der sættes et blodrødt spørgsmålstegn ved om disse folk nogensinde finder fred.
Filmen er trods sin barske natur og eksplicitte brutalitet en fryd for øje fra start til slut. Den rummer mange meget smukke billeder af det australske landskab, der både forekommer som et oplagt sted at søge sjælefred og samtidig et nådeløst sidste stop før verdens ende.
Fans af Unforgiven går ikke forgæves, omend de to film har lige så mange forskelle som ligheder. Fælles er det mytologiske westerntema og den nådesløse tilgang til dette. Forskellen ligger i deres fokus på hovedpersonernes plads i livet og de dertilknyttede temaer.
Filmen måtte i første omgang nøjes med fem stjerner, men efter et gensyn må jeg bøje mig i støvet og opgradere til fuldt hus. En stor anbefaling skal lyder herfra. Se denne på engang utroligt barske og smukke film, som er den bedste indenfor genren siden Eastwood gav os sit nådesløse mesterværk i 1992.
31/07-2006
