Den ægte vare

Siden jeg var mindre har Tim Burton's "Batman" altid været noget helt særligt. En fuldkommen usammenlignelig flot, stilren og nydelig oplevelse, der vokser sig større gensyn for gensyn. Efter et nyligt et af slagsen med hjælp fra et gammelt slidt VHS-bånd må den påstand siges at holde skik. Filmen resulterer nemlig besynderlig nok i den fornøjelse jeg huskede den som.

Som underholdningsfilm har jeg næppe set noget bedre. Det visuelle kræs er udsøgt og elegant og må indskrives i et kapitel for sig, mens filmens kulisser og opsætning ligeså er smukt udarbejdet. Jeg har rent ud sagt aldrig set noget lignende. Manuskriptet er sat sammen med så stort overskud og så mange komplekse elementer af Sam Hamm og Warren Skaaren at stemningen opnår sin unikke tvetydige charme. Mens både underfundig humor og fed action spiller ind, drager Tim Burton sin egen linje og går sin egen vej - en vej kun de færreste instruktører i hans sted var gået - og med sit øje for spænding, fotografering, humor og sit enestående 'touch' er han for mig at se den rette til at udpensle Batman på et filmlærred (Skarpt efterfulgt af Christopher Nolan).

Den fremragende Jack Nicholson træder atter i karakter, gal og uregerlig som vi kender ham - og som han er bedst. Som den komplet skruppelløse The Joker, med en hjernehalvdel løs eller to, der ihærdigt forsøger at inficere Gotham Citys befolkning med sine dødelige kosmetikprodukter, yder Nicholson en præstation i særklasse og udgør en uforglemmelig skurk. Alene smilet og grinet er mesterligt udført. Michael Keaton er med sin mimik og afdæmpede tilstedeværelse ligeledes fremragende i sin rolle som rigmandsarvingen Bruce Wayne og til dato oplagt seriens bedste hovedrolleindehaver. Specielt bag masken har Batman aldrig figureret som en stærkere personlighed.

”Batman” skiller sig især den dag i dag så markant ud fra mængden af heltetegneserie-filmatiseringer og Batman-seriens senere filmbedrifter, ved ikke at lade sig binde af genrefilmens tøjler. Filmen i sig selv er - med sit udgangspunkt undtaget - en særdeles utraditionel affære, der med sin galskab og visse steder direkte flippede attitude til tonerne af ”Prince” rager langt ud over målgruppen.
Min primære kærlighed til filmen skyldes frem for alt dog ikke dens bærende originalitet. Jeg bliver simpelthen uendeligt opslugt og fascineret af dramaet, karaktererne, stemningen og hele universet som helhed, der i mine øjne finder sin sande filmkreatør i Burton's skikkelse. Scener som da The Joker efter et skoldende syrebad for første gang ser sit nye ansigt, da Batman i sin sindssygt blærede bil drøner gennem en skov og hjem til sit mørklagte ’hideout’ og det historisk flotte og storslåede finaleopgør i Gotham’s gader og svimlende høje kirketårn står i min bog placeret som en lille skare af tidernes mest mindeværdige filmmomenter. Alle udført med klasse og rang hverken ”Spider-Man”, ”X-men” eller ”Superman” når i nærheden af.

Farverne, billederne, simpelthen alt går op i en højere enhed. Min filmbog med indplacerede sete film har siden de mindre drengeår vokset i udvidelsen uge for uge, år for år, og ”Batman” opnår, når alt kommer til alt, ikke topkarakteren 6 stjerner, da lige lovlig meget af min fascination grunder i nostalgiske minder og rendyrket ’kærlighed’. En særpræget plads i mit hjerte er filmen dog stadig uden tvivl berettiget, da jeg endnu kan se og nyde den hver gang med lige stort berigende udbytte. Fantastisk!