Det kører for Pixar... igen og igen

Ja, så gjorde de det igen. Jeg var ellers ængstelig, da filmen gik i gang, for hvordan kan Pixar blive ved med at indfrie forventningerne, der tårner sig op efter den ene geniale film efter den anden? På et eller andet tidspunkt må det da glippe, og filmen - i bogstavligste forstand - knække...

Men nej, allerede efter få minutter er bekymringerne glemt, og man nyder bare filmens interne harmoni. Med hæsblæsende fart svæver Pixar let og ubesværet hen over alle forventningerne, som om det da var det letteste at klare, som at klø sig i nakken, som om intet da kunne være nemmere i denne verden... eller deres næste for den sags skyld. Ja, jeg skal nok sige noget om filmen, men jeg synes lige, jeg først må udtrykke min stadige forbløffelse over den lethed og største selvfølgelighed, hvormed Pixar hensætter en gammel idiot som mig til 12-års-knægt stadiet, hvor man med samme iver ser deres film i biffen, som første gang man lidt usikkert satte sig i det lidt truende biografmørke, var bekymret over de mange folk omkring en, og ventede nervøst på, hvad der skulle ske. Jeg er tæt på den følelse, eller bliver i hvert fald erindret om den, stort set hver gang jeg ser de første fem minutter af en Pixar-film (med undtagelse af Monsters, Inc., som jeg ubetinget mener er deres svageste film), og det er altså noget af en præstation. Selv om jeg ser bunker af film i biffen, så kan jeg ikke sige det om ret mange. Faktisk er det nok kun Pixars film, jeg kan sige sådan om...

Atter en gang har Pixar kastet sig over en ny verden. Denne gang er det ikke monstre, legetøj, insekter, fisk eller superhelte, men derimod biler. Ja, biler. Man skulle måske tro, at biler ikke har megen personlighed at bygge en film over, som vækker medfølelse, men det ved Pixar åbenbart ikke, så de gør det bare alligevel. Og der går da heller ikke mange sekunder, før man er helt oppe i topfart sammen med helten "Lightning McQueen" (Steve har åbenbart ikke lavet "Bullit" forgæves...) og bliver suget ind i filmens interessante univers. For "Lightning McQueen" er ikke en racerkører, nej, han er en bil. En racerbil. Og faktisk er alle i filmen biler, store som små. Underligt? Måske, men det er forbløffende, hvor hurtigt man accepterer det, hvilket nok skyldes hvor grundliggende sympatisk, det hele er fremstillet.

Kort fortalt skal den rare, omend noget arrogante og selvglade, Lightning McQueen vinde racerløbet "Piston Cup" over sine konkurrenter, den aldrende "The King" og den helt igennem usympatiske "Chick Hicks". Lightning er selv en opkomling, der drømmer om det store trofæ, om berømmelsen, om at komme væk fra sine knoldesparkere af sponsorer, om at score lækre små groupie-biler (!) og så videre og så videre... Sympatisk som han, så finder vi hurtigt ud af, at jordforbindelse mangler fuldkomment, og hans pitteam forlader ham da også hurtigt, da han er selvglad nok til at udtale, at han skam er den eneste, der betyder noget på hans hold. Og dermed er vejen selvfølgelig kridtet godt op til en historie om de indre værdier, såsom venskab, kærlighed og familie.

I ærke-ægte amerikansk forstand får den slags mig sædvanligvis til at producere affaldsstoffer som på morgenen efter en sand druktur i lårtykke stråler - bare tanken om en amerikansk præsident, der holder tale i en amerikansk film, er allerede ret kvalmende - men her er Pixar på banen, og det gør af en eller anden årsag hele forskellen. Jeg var ellers forberedt på det: "Yes, nu kommer scenen, hvor han får en ven, hvor han bliver forelsket, og med alle de klassiske påbuds-elementer fra Hollywood...", men sandelig om Pixar ikke ALLIGEVEL fanger mig med deres fortællestil - nu kan jeg ikke engang stole på min egen mistro og kynisme mere? For pokker da, Pixar!

Nu skal jeg ikke afsløre noget, for plottet i den her type film er selvfølgelig meget overfladisk, og det hele udvikler sig naturligvis fuldstændigt, som vi kan forvente. Det der gør det hele ikke bare spiseligt men både attraktivt og lækkert er fortællestilen og den ærlige humor. Gang på gang ser man sjove situationer, der er let genkendelige fra hverdagen, og det er selvfølgelig her identifikationen findes, så det ikke bliver fjernt at se en film med biler som hovedpersoner. Det hjælper selvfølgelig også, at biler er glade, sure, elskende, arrogante, venlige, medfølende, irriterende, påståelige, bedrevidende, livskloge, bitre og alle de andre adjektiver, vi bruger til at beskrive menneskers personligheder med. Pixar forstår for alvor at lægge sjæl ind i ikke bare dyr men også døde ting (som biler), så de bliver helt lige så nærværende for os som rigtige mennesker, og måske da lidt mere, fordi bilerne faktisk er en smule mere sympatiske, deres karakterbrist til trods. Og her ligger noget, som Disney har glemt, mens Pixar er meget klar over det. Nemlig at alle mennesker (og dermed også filmens biler) - uden undtagelse - har karakterbrist. Ingen er helt perfekte, og ingen er helt uperfekte. Her er ingen perfekt helt, for faktisk er selv Lightning McQueen ret utiltalende på flere punkter (som nævnt ovenfor). Næ, han er vores helt, fordi han er sympatisk på trods af sine skavanker, og ikke fordi han ikke har nogen. Det glæder alle filmens karakterer, selv den usympatiske "Chick Hicks", hvis selvoptagede og barnlige natur faktisk bare vækker en bitter medfølelse - man har ondt af ham til sidst, fordi han bare ikke forstår den dybere mening i livets og måske aldrig vil komme til det.

For et par uger siden gav jeg under en anmeldelse af "Pirates of the Caribbean 2" noget af en bredside til Disney for helt igennem at spekulere i det økonomiske i den satsning. Det er sjovt, hvor lidt man føler sådan i de Disney-film, hvor der samtidig står "Pixar" på plakaten... Nu ved jeg da godt, at også Pixar er en forretning, der skal tjene penge, men forskellen er, at de undgår at lade det smitte af på de film, som de producerer. Men nu har Pixar også ry for, at arbejdet mere er leg end arbejde, og at deres kontorer mere ligner et stort legeland end noget andet. Da de skulle lave "Finding Nemo", måtte hele holdet ud i de tropiske vande for at komme tæt på de fisk, de skulle gengive i animation i filmen bagefter. Nej, hvor må det bare et kynisk og hårdt arbejde... Kunne vi andre også få lov til at ofre os lidt for sagen? Betalt af selskabet, mener jeg...

På det lokal-patriotiske plan, kan vi glæde os over at Jørgen Klubien åbenbart er en af hovedfolkene bag "Cars", lige efter instruktørerne Joe Ranft og selveste John Lasseter. Så måske er "Cars" ikke helt så gennem-amerikansk endda (det kan vi da i det mindste bilde os selv ind). Vi kan da i det mindste glæde os over det danske islæt eller hvad?

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg helt solgt til "Cars". Det er god underhold som kan ses af store som små, og det er sjovt hele vejen. Jeg gider ikke sige, at det er Pixar's bedste film, for det er snart trættende at skulle gentage det, og efterhånden er deres "forfatterskab" da også så kæmpe et overflødighedshorn af elskelige figurer og medrivende historier, at det er svært at se, hvad der er bedst. Det afhænger vist mest af, hvilke af deres mange figurer man føler mest for, og at skulle vælge mellem dem, virker efterhånden som "Sophie's valg"...

Man må også rose Pixar for deres evne til at vælge de rigtige skuespillere til at lægge stemmer til deres hovedpersoner. Denne gang er det Owen Wilson, der lægger stemme til Lightning McQueen, og han er det helt perfekte valg - en stemme der signalerer ungdommelig iver og fremdrift, men stadig voldsomt sympatisk med den letteste antydning af uvidenhed. Og det er jo præcis, hvad Lightning McQueen er. I andre roller høres Bonnie Hunt (hun har ellers været forsvundet længe - vi kender hende nok bedst fra "Beethoven" og "Jumanji") som den kvindelige helt, mens Michael Keaton lægger stemme til den sure og tvære "Chick Hicks". Gamle Paul Newman er også med i den centrale rolle som "Doc Hudson". Desuden kan vi glæde os over at høre folk som Paul Dooley som "Sarge", altid herlige Cheech Marin som "Ramone" og efterhånden legendariske John Ratzenberger (Cliff Clavin fra "Sam's Bar") som Lightnings lastbil, Mack. I den originale version, altså. Jeg aner ikke, hvem de danske stemmer er (og jeg er nærmest også ligeglad, da det efter min mening kun er Jan Gintberg, der har kunnet yde originalen (Eddie Murphy som æslet i "Shrek") nogen form for retfærdighed i de danske synkroniseringer...). Jeg behøver vel næppe sige, at man i "Cars" - ligesom i alle Pixar-film - skal sørge for at blive i biografen til slutteksterne er helt færdige for at få hele morskaben med. Denne gang laver Pixar under slutteksterne spoofs på deres egne tidligere film, men med biler i alle rollerne (yes, Woody og Buzz som biler - og sandelig med de rigtige stemmer fra Tom Hanks og Tim Allen!), og det er mildest talt sjovt at se - jeg var på et tidspunkt bange for, at jeg ville grine så voldsomt, at biografens personale måtte bortvise mig eller bare feje mig op bagefter. Heldigvis var jeg ikke alene...

Nu kan jeg så ærgre mig over, at der går en hel måned (1. september), før jeg kan vende tilbage til biografen og fræse afsted med Lightning McQueen igen... Og til den tid skal jeg nok slås med horder af andre folk om den ret...