Langt ude...
5.0
Spoilers:
Det lovende instruktørtalent, Sam Mendes, udforsker i sin tilgang til krigsførelse, "Jarhead", destruktionen af menneskets indre. Og det gør han ud over al forventning.
Soldaterne i filmen følges gennem tykt og tyndt fra træningslejrens omvendte legemliggørelse og til slagmarken hvor det gælder. Som Stanley Kubrick's "Full Metal Jacket" fordyber "Jarhead" sig i den markante transformation af et udsat marinekorps, der af råb og skrig, pinsler og plager opnår status som sande koldblodige dræbermaskiner.
Selvom de to film langt hen ad vejen ligner hinanden med sine seksuelle referencer og tilsvarende oplæringssekvenser, er fokuset indskærpet i forskellige retninger. Hvor Kubrick viser den skrappe træningsproces' effekt på "slagmarken" hvor liv og død står på spil, giver Mendes' indsigt os det værste en mand i krig kan udsættes for, når døden og dens blodige hærværk udebliver: Ventetiden.
I filmens første tredjedel vises hvordan sergenter, rutiner og hård kost får umenneskeliggjort de snarlige soldater. Opgaven om at få et hidtil ukendt dræberinstinkt frem i dem er fuldført og ørkenkrigen venter om hjørnet. I en scene ruller det berømte helikopter-luftangreb fra "Dommedag Nu" over et biograflærred, mens publikummet bestående af de krigeriske mandfolk hepper og stråler af begejstring og af fryd for, at det snart bliver deres tur.
Filmens autentiske hovedperson, Swofford, der flot portrætteres af en glimrende Jake Gyllenhaal, tager med resten af sit korps til mellemøsten fuld af forhåbning, og bliver i lignende grad skuffet over den manglende modstand. Filmens betagende fotografering illustrerer hvor langt ude i meningsløsheden vores mænd befinder sig. Absolut intet sker og tidens drænende tempo forsøges at slås ihjel via. Onani, afpudsning af geværer, snak og hele baduljen om igen. Det er som seer næsten pinefuldt at se mændene kæmpe med de dræbere de har fået vækket til live i sig. Når man vitterlig ønsker at dræbe og affyre sin riffel for at give afkald på sine indebrændte følelser og uprøvede kræfter, er noget galt. Noget grueligt og sygeligt galt.
Sam Mendes har tydeligvis et bedre tag om sit emne end mange andre i de senere år har haft. Her står det lysende klart hvad der vil fortælles om og opnås med fortællingen. "Jarhead" er så anderledes en krigsfilm, for selvom man tid tider hungrer efter lidt krigsløjer hist og her, går filmen hele vejen i sin stil og sin skildring og forøger dermed forståelsen for de mennesker den beretter om. Derfor rokker "Jarhead" ved så mange tanker og får fem fuldtræffere herfra.
Det lovende instruktørtalent, Sam Mendes, udforsker i sin tilgang til krigsførelse, "Jarhead", destruktionen af menneskets indre. Og det gør han ud over al forventning.
Soldaterne i filmen følges gennem tykt og tyndt fra træningslejrens omvendte legemliggørelse og til slagmarken hvor det gælder. Som Stanley Kubrick's "Full Metal Jacket" fordyber "Jarhead" sig i den markante transformation af et udsat marinekorps, der af råb og skrig, pinsler og plager opnår status som sande koldblodige dræbermaskiner.
Selvom de to film langt hen ad vejen ligner hinanden med sine seksuelle referencer og tilsvarende oplæringssekvenser, er fokuset indskærpet i forskellige retninger. Hvor Kubrick viser den skrappe træningsproces' effekt på "slagmarken" hvor liv og død står på spil, giver Mendes' indsigt os det værste en mand i krig kan udsættes for, når døden og dens blodige hærværk udebliver: Ventetiden.
I filmens første tredjedel vises hvordan sergenter, rutiner og hård kost får umenneskeliggjort de snarlige soldater. Opgaven om at få et hidtil ukendt dræberinstinkt frem i dem er fuldført og ørkenkrigen venter om hjørnet. I en scene ruller det berømte helikopter-luftangreb fra "Dommedag Nu" over et biograflærred, mens publikummet bestående af de krigeriske mandfolk hepper og stråler af begejstring og af fryd for, at det snart bliver deres tur.
Filmens autentiske hovedperson, Swofford, der flot portrætteres af en glimrende Jake Gyllenhaal, tager med resten af sit korps til mellemøsten fuld af forhåbning, og bliver i lignende grad skuffet over den manglende modstand. Filmens betagende fotografering illustrerer hvor langt ude i meningsløsheden vores mænd befinder sig. Absolut intet sker og tidens drænende tempo forsøges at slås ihjel via. Onani, afpudsning af geværer, snak og hele baduljen om igen. Det er som seer næsten pinefuldt at se mændene kæmpe med de dræbere de har fået vækket til live i sig. Når man vitterlig ønsker at dræbe og affyre sin riffel for at give afkald på sine indebrændte følelser og uprøvede kræfter, er noget galt. Noget grueligt og sygeligt galt.
Sam Mendes har tydeligvis et bedre tag om sit emne end mange andre i de senere år har haft. Her står det lysende klart hvad der vil fortælles om og opnås med fortællingen. "Jarhead" er så anderledes en krigsfilm, for selvom man tid tider hungrer efter lidt krigsløjer hist og her, går filmen hele vejen i sin stil og sin skildring og forøger dermed forståelsen for de mennesker den beretter om. Derfor rokker "Jarhead" ved så mange tanker og får fem fuldtræffere herfra.
04/08-2006
