₪ 90'erne: Store tider! ₪
5.0
SPOILERS
Seven er halvfemsernes ukronede konge af spændingsfilm. Det er sjældent man har nydt en film så meget, og samtidig så lidt. En rå og samtidig poetisk fortælling, fra nutidens Los Angeles hvor der er en psykopat på fri fod. Man ved ikke om man egentlig drømmer, da man forhåbentlig aldrig har set noget så ondt. De rå billeder, instruktionen er der bid i, skuespillet er glødende, replikkerne er stort set perfekte og så er der nok det vildeste twist, der nogensinde er lavet på film. David Fincher har skrevet sig ind i thrillerverdenen, med denne her der muligvis er den bedste nogensinde.
Hvis man tror at Seven ikke er ubehagelig, fordi Brad Pitt er med, så tager man fejl. Nogle af ligene i denne film er meget makabre og ligeledes ubehagelige. Når man kommer til slutscenen hvor man hader John Doe, for at have tortureret en masse tilsyneladende uskyldige mennesker, rejser Seven et meget stort spørgsmål. Hvor uskyldige er vi alle sammen når det kommer til stykket? Alligevel kan man ikke lade være med at få et smil på læben, når Brad Pitt skyder ham ned i slutscenen. Og efter nærmere eftertanke bliver smilet omvendt. John Doe vandt.
Hvorfor hader vi ikke denne film? Den er rå og afskyelig, men samtidig et mindeværdigt mesterværk. Seven har en spændingshøjde på højde med L.A. Confidential. Det er to meget mindeværdige af slagsen. I 1995 var denne film banebrydende. I dag er den det samme. Også måden billederne var lavet på, er stadig yderst interessent. David Fincher har smag for at smøre rigeligt på, men aldrig for meget.
Spændingen bliver holdt i live af den klassiske ”Hvad mon det næste mord er?”, men samtidig også de sublime skuespillere, og den lettere kringlede instruktion, hvor man hele tiden fornemmer uhyggen ligge og lure under overfladen. Skildringen af personerne og miljøet er vellykket, og samtidig kunstfærdigt og realistisk. Jeg har altid nydt en thriller. Bare aldrig så meget som denne her.
Seven er halvfemsernes ukronede konge af spændingsfilm. Det er sjældent man har nydt en film så meget, og samtidig så lidt. En rå og samtidig poetisk fortælling, fra nutidens Los Angeles hvor der er en psykopat på fri fod. Man ved ikke om man egentlig drømmer, da man forhåbentlig aldrig har set noget så ondt. De rå billeder, instruktionen er der bid i, skuespillet er glødende, replikkerne er stort set perfekte og så er der nok det vildeste twist, der nogensinde er lavet på film. David Fincher har skrevet sig ind i thrillerverdenen, med denne her der muligvis er den bedste nogensinde.
Hvis man tror at Seven ikke er ubehagelig, fordi Brad Pitt er med, så tager man fejl. Nogle af ligene i denne film er meget makabre og ligeledes ubehagelige. Når man kommer til slutscenen hvor man hader John Doe, for at have tortureret en masse tilsyneladende uskyldige mennesker, rejser Seven et meget stort spørgsmål. Hvor uskyldige er vi alle sammen når det kommer til stykket? Alligevel kan man ikke lade være med at få et smil på læben, når Brad Pitt skyder ham ned i slutscenen. Og efter nærmere eftertanke bliver smilet omvendt. John Doe vandt.
Hvorfor hader vi ikke denne film? Den er rå og afskyelig, men samtidig et mindeværdigt mesterværk. Seven har en spændingshøjde på højde med L.A. Confidential. Det er to meget mindeværdige af slagsen. I 1995 var denne film banebrydende. I dag er den det samme. Også måden billederne var lavet på, er stadig yderst interessent. David Fincher har smag for at smøre rigeligt på, men aldrig for meget.
Spændingen bliver holdt i live af den klassiske ”Hvad mon det næste mord er?”, men samtidig også de sublime skuespillere, og den lettere kringlede instruktion, hvor man hele tiden fornemmer uhyggen ligge og lure under overfladen. Skildringen af personerne og miljøet er vellykket, og samtidig kunstfærdigt og realistisk. Jeg har altid nydt en thriller. Bare aldrig så meget som denne her.
07/08-2006
