Mænd med parykker og deres sønner

”Tristram Shandy” er en god gammeldags røverhistorie med mere til fortalt på en frisk og sjov måde med mere til. Det er en film bag en film om en bog bag en bog. Det er engelsk humor og tør ironi i topklasse.

Det er mest af alt et overraskende ømt portræt af ”det moderne menneske”, der, som mennesker nu engang altid har været det igennem tiderne, er forfærdet over sig selv, og som derfor pumper sit ego endnu mere op. Vi voksne har nu engang altid været små børn. Dette gælder måske i højere grad for skuespillere i kostumefilm, men jeg vil nu tro, at enhver mand og sikkert også kvinde vil kunne se noget af sig selv i Steve Coogans morsomme og triste selvportræt, som Winterbottom her instruerer.

I Jarmuschs smukke samling af kortfilm, ”Coffee and Cigarettes”, spillede Coogan også sig selv i en lignende oppustet ego-skuespiller-udgave. I Winterbottoms film drives det længere ud. Grundlaget for filmen er Tristram Shandys ligeså ironiske selvbiografi om sine forældre og sin fødsel og alt muligt andet mellem himmel og jord. Der springes konstant i bogen, og bogen når ikke engang at fortælle om Tristram, efter han blev født. Filmen filmatiserer også dele af bogen med alle mulige springpunkter og omveje. Coogan spiller både Tristram og Tristrams far, og undervejs bryder han ind i den fiktive verden og kommenterer på barneskuespilleres talent eller mangel på samme og andet.

Derefter bliver filmen langt mere interessant, da den går bag kameraet og følger Coogan i dette cirkus, hvor et telefonopkald til Gillian Anderson gør det muligt at filme nogle kampscener, som ikke ender i den færdige film alligevel. Undervejs er der en irriterende medskuespiller, hvis rolle bliver større og større i løbet af produktionen; en kæmpestor kunstig livmoder, som han skal kravle ind i på hovedet; en lækker og film-intelligent assistent, som Coogan har svært ved at holde fingrene fra; nogle overentusiastiske historienørder, der kæmper for historisk nøjagtighed; nogle hårdarbejdende kostumefolk, som Coogans ego kræver højere sko af, for derefter at kassere dem; en journalist, der vil have et eksklusivt interview til gengæld for ikke at trykke en historie om en kinky affære, som Coogan havde med en stripper; og ikke mindst er der Coogans kæreste (Kelly MacDonald) og hans nyfødte barn, der er taget mange kilometer for at være med ham.

Hvor Coogan viser sig fra nogle af hans værste (og sjoveste) sider i scenerne med medskuespilleren og så videre, så menneskeliggøres han også i scenerne med kæresten og ikke mindst spædbarnet. I filmen i filmen rører faren aldrig ved spædbarnet Tristram, men Coogan får sin egen scene med spædbarnet, som han i andre scener ellers er for selvoptaget (lige som Tristrams far) til at ænse. Men ellers er det meste af filmen et humoristisk og kærligt portræt af os navlebeskuende mennesker, der forsøger at få alle stumperne til at hænge sammen.

Ak ja, det moderne menneske er nu ikke så forskelligt fra den gammeldags slags. Hvilket er en anden måde at sige, at livet nu altid har været kaotisk og rodet på godt og ondt, og vi mennesker har nu aldrig kunnet få det til at hænge sammen.

Jeg er lige kommet til Danmark fra et år i Tokyo (mit andet af slagsen), og dette er en herlig film at fejre sin hjemkomst til DK på.