klichefyldt gimmick-opbygning
3.0
Habil, men rutinepræget og ultimativt uophidsende spændingsthriller, der fungerer fint indenfor genrens fastsatte konventioner, men som aldrig hæver sig over det middelmådige. Denne specifikke genre var meget populær i især 90’erne, hvor film af denne støbning blev masseproduceret, så de fleste ikke endte som andet end anonyme samlebåndsproduktioner. Kunstnerisk set er der ikke meget (hvis overhovedet noget) at finde i disse film, men som underholdning, der lige løfter sig op over kategoriseringen tidsfordriv, fungerede de udmærket. Philip Kaufmann (der blandt andet har Mænd af den Rette Støbning og genindspilningen af Invasion of the Body Snatchers på cv´et) har med filmisk sikkerhed konverteret endnu en teknologifikseret roman af Michael Crichton (der også leverede forlægget til Barry Levinsons kedelige og fejlslagne Afsløring, hvor der er visse ligheder at trække mellem Solen Stiger og førnævnte) til det store lærred, men selve historien er uoriginal og de store afsløringer er så obligatoriske, at man ikke finder synderlig meget spænding i disse.
Kaufmann indleder Solen Stiger fornemt med en underfundig og lettere forvirrende sekvens, der tydeligvis indikerer, at intet er, som det ser ud til. Efter indledningen er det desværre slut med raffinerede finesser, og den banale historie udfoldes forudsigeligt og endda en smule primitivt. Kaufmann udnytter ikke de ellers så åbenlyse kultursammenstød- og forskelle som en spændingsunderstøtter, og alle personer i Solen Stiger er håbløse og flade karikaturer. Der er dog nydelse og seværdighed at finde i den opbyggende mentor/protegé forhold mellem en velspillende Sean Connery og en overraskende afdæmpet Wesley Snipes, hvis lettere kluntede kampegenskaber vi først bliver udsat for i filmens spændingsløse slutning. Kemien mellem Snipes og Connery er overraskende god, og selvom man mister interessen for hændelserne omkring dem efter en halv time, så er Solen Stiger tålelige via deres fine præstationer. Harvey Keitel anvender den lidt for hærdede rutine som aggressiv og respektløs detektiv, mens altid fremragende Steve Buscemi desværre underanvendes som slibrig journalist.
Solen Stiger er stabil underholdning under fremvisningen, men allerede glemt inden den slutter. Produktionsmæssigt er der intet at klage over, men filmen er generelt så konventionel, at det tangerer til det kedsommelige.
Kaufmann indleder Solen Stiger fornemt med en underfundig og lettere forvirrende sekvens, der tydeligvis indikerer, at intet er, som det ser ud til. Efter indledningen er det desværre slut med raffinerede finesser, og den banale historie udfoldes forudsigeligt og endda en smule primitivt. Kaufmann udnytter ikke de ellers så åbenlyse kultursammenstød- og forskelle som en spændingsunderstøtter, og alle personer i Solen Stiger er håbløse og flade karikaturer. Der er dog nydelse og seværdighed at finde i den opbyggende mentor/protegé forhold mellem en velspillende Sean Connery og en overraskende afdæmpet Wesley Snipes, hvis lettere kluntede kampegenskaber vi først bliver udsat for i filmens spændingsløse slutning. Kemien mellem Snipes og Connery er overraskende god, og selvom man mister interessen for hændelserne omkring dem efter en halv time, så er Solen Stiger tålelige via deres fine præstationer. Harvey Keitel anvender den lidt for hærdede rutine som aggressiv og respektløs detektiv, mens altid fremragende Steve Buscemi desværre underanvendes som slibrig journalist.
Solen Stiger er stabil underholdning under fremvisningen, men allerede glemt inden den slutter. Produktionsmæssigt er der intet at klage over, men filmen er generelt så konventionel, at det tangerer til det kedsommelige.
11/08-2006
