langt fra Det Vilde Vest
4.0
Den udødelige filmveteran Clint Eastwood (der i sin mere modne alderdom har bevæget sig bag kameraet med kunstnerisk brillante film som Unforgiven og Mystic River til følge) har efter et par mere alvorlige, men ikke ovenud vellykkede film som Absolute Power og True Crime sænket alvorligheden, men ikke ambitiøsniveauet med denne titulære og gammeldags underholdende komedie, der besidder den rette mængde af seriøsitet og plausibilitet til at løjerne ikke bare fungerer som repeterede slapstick fjollerier, men faktisk har et charmerende og holdbart fundament.
Space Cowboys er i besiddelse af nærmest et imponerende ensemblecast, hvor kemien mellem de fire hovedkarakterer er intet minde end sublim. Eastwood ironiserer veloplagt over sin notoriske macho-facade som den pensionerede astronaut, der ikke har opgivet drømmen om at besøge verdensrummet, og takket være en lidt utroværdig hændelse indenfor NASA, får han muligheden for netop dette. Eastwood samler sit gamle crew, et herligt og tilpas nuanceret persongalleri der vækkes til live af filmhistoriske stjerner som Donald Sutherland, James Garner og ikke mindst Tommy Lee Jones, hvor man som publikum tydeligvis kan mærke, at skuespillerne har moret sig kosteligt under optagelserne, og det smittende humør negligerer filmens ellers svage eksistensberettigelse. Disse desillusionerede og antikverede oldinge må (gen)statuerer deres værd som mænd af den rette støbning, og heri ligger filmens eklatante og tårnhøje underholdningsniveau og målets guddommelige odysse undermineres fornuftigt. At Space Cowboys i sidste tredjedel forfalder til genreskizofreni og leverer standardiseret og monotont spændingsjageri er lidt en skam (subplottet med de armerede atombomber føles forceret og underlig usignifikant i det store billede) og gør at filmen bryder grænsen for den tilladte spilletid for en affære af denne kaliber og føles unødvendig overlang.
Space Cowboys er en uskyldsren og velproduceret film, men stadig en bagatel i perifien, der dog udviser en modenhed hos Eastwood, der føler sig afklaret med alderdommens begrænsninger, hvor han ikke længere er den handlingsstatuerende og (anti)heroiske kæmper, som har sikret ham sin skuespilmæssige plads i filmhistorien. Denne form for personlig selverkendelse så man også for nyligt i Altmans seneste epos, den formidable A Prairie Home Companion, hvor afklaringstematikken dog er døden og desto langt mere alvorlig og rørende.
Visuelt set er Space Cowboys langt mere flamboyant end sædvanligvis fra Eastwoods side, der med sin overlegne filmforståelse iscenesætter med en tilbagelænet afslappethed, som publikum kun kan finde behagelig. Space Cowboys er langt fra hans bedste eller mest betydningsfulde værk (denne klassificering tilfalder velsagtens Mystic River eller Unforgiven), men som legende fritime er den herlig og harmløs, så længe løjerne står på.
Space Cowboys er i besiddelse af nærmest et imponerende ensemblecast, hvor kemien mellem de fire hovedkarakterer er intet minde end sublim. Eastwood ironiserer veloplagt over sin notoriske macho-facade som den pensionerede astronaut, der ikke har opgivet drømmen om at besøge verdensrummet, og takket være en lidt utroværdig hændelse indenfor NASA, får han muligheden for netop dette. Eastwood samler sit gamle crew, et herligt og tilpas nuanceret persongalleri der vækkes til live af filmhistoriske stjerner som Donald Sutherland, James Garner og ikke mindst Tommy Lee Jones, hvor man som publikum tydeligvis kan mærke, at skuespillerne har moret sig kosteligt under optagelserne, og det smittende humør negligerer filmens ellers svage eksistensberettigelse. Disse desillusionerede og antikverede oldinge må (gen)statuerer deres værd som mænd af den rette støbning, og heri ligger filmens eklatante og tårnhøje underholdningsniveau og målets guddommelige odysse undermineres fornuftigt. At Space Cowboys i sidste tredjedel forfalder til genreskizofreni og leverer standardiseret og monotont spændingsjageri er lidt en skam (subplottet med de armerede atombomber føles forceret og underlig usignifikant i det store billede) og gør at filmen bryder grænsen for den tilladte spilletid for en affære af denne kaliber og føles unødvendig overlang.
Space Cowboys er en uskyldsren og velproduceret film, men stadig en bagatel i perifien, der dog udviser en modenhed hos Eastwood, der føler sig afklaret med alderdommens begrænsninger, hvor han ikke længere er den handlingsstatuerende og (anti)heroiske kæmper, som har sikret ham sin skuespilmæssige plads i filmhistorien. Denne form for personlig selverkendelse så man også for nyligt i Altmans seneste epos, den formidable A Prairie Home Companion, hvor afklaringstematikken dog er døden og desto langt mere alvorlig og rørende.
Visuelt set er Space Cowboys langt mere flamboyant end sædvanligvis fra Eastwoods side, der med sin overlegne filmforståelse iscenesætter med en tilbagelænet afslappethed, som publikum kun kan finde behagelig. Space Cowboys er langt fra hans bedste eller mest betydningsfulde værk (denne klassificering tilfalder velsagtens Mystic River eller Unforgiven), men som legende fritime er den herlig og harmløs, så længe løjerne står på.
12/08-2006
