Opløftende selvdestruktion
4.0
Sofia Coppolas film fra 1999 er sublim en teenage-film for folk i alle aldre, som på en gang er både opløftende og deprimerende.
Filmen er deprimerende, da den som titlen antyder, fortæller historien om, hvorledes et religøst forældrepar driver sine fem teenagedøtre ud i selvmord. Det er således historien om en dysfunktionel familie, hvor især moderen totalt har mistet følingen med, hvad det vil sige at være teenage-pige, og hvilke problemer og følelser piger i den alder tumler med, hvilket i sidste ende fører til den mest omsiggribende form for selvdestruktion.
Filmen er opløftende, da den triste historie er fortalt med et glimt i øjet og hjertet på dette rette sted, dog uden at filmen mister sin seriøsitet og realismeprægede tilgang til teenage-verdenen. Filmen er ligeledes opløftende fordi, den viser, at det er muligt at lave vedkommende film om og til teenagere uden at servere lavpandet komik, som taler til laveste fællesnævner.
Filmen er ligeledes opløftende på grund af skuespillerpræstationerne i de centrale roller, som nærmer sig det sublime. Vigtigst er Kirsten Dunst, som giver sin rolle den perfekte blanding af jomfrulig uskyldighed og spirende seksual charme og nysgerrighed efter det andet køn. Måske hendes bedste præstation til dato. James Woods (som jeg er en stor fan af) og Kathleen Turner leverer som forældreparret begge aldeles glimrende afdæmpede og troværdige præstationer. Ligeledes er Josh Harnett ganske udemærket, omend det ikke var hans præstation, som jeg var mest imponeret af.
Datter Coppola har virkelig skabt en glimrende afdæmpet og helt igennem troværdig film om, hvad det vil sige at være teenager med den begyndende interesse for det modsatte køn. Overalt i filmen spirrer den lurende seksualitet, og på trods af sit dystre tema er filmen fyldt med varme og livslyst. Oven i den glimrende fremstilling af forholdene mellem de to køn og teenager og forældre fanger filmen perfekt 70er-ånden og stilen, og ikke så få gange strøg mine tanker hen på tv-serien Mine glade 60ere, selvom tidspunktet ikke er helt overensstemmende.
Und dig selv at se denne vedkommende og opløftende film om et så alvorligt emne, som menneskelig selvdestruktion. Det er en såkaldt stor lille film, og filmhåndværk af høj klasse. Filmen fortjerner næsten 5 stjerner... men også kun næsten.
Filmen er deprimerende, da den som titlen antyder, fortæller historien om, hvorledes et religøst forældrepar driver sine fem teenagedøtre ud i selvmord. Det er således historien om en dysfunktionel familie, hvor især moderen totalt har mistet følingen med, hvad det vil sige at være teenage-pige, og hvilke problemer og følelser piger i den alder tumler med, hvilket i sidste ende fører til den mest omsiggribende form for selvdestruktion.
Filmen er opløftende, da den triste historie er fortalt med et glimt i øjet og hjertet på dette rette sted, dog uden at filmen mister sin seriøsitet og realismeprægede tilgang til teenage-verdenen. Filmen er ligeledes opløftende fordi, den viser, at det er muligt at lave vedkommende film om og til teenagere uden at servere lavpandet komik, som taler til laveste fællesnævner.
Filmen er ligeledes opløftende på grund af skuespillerpræstationerne i de centrale roller, som nærmer sig det sublime. Vigtigst er Kirsten Dunst, som giver sin rolle den perfekte blanding af jomfrulig uskyldighed og spirende seksual charme og nysgerrighed efter det andet køn. Måske hendes bedste præstation til dato. James Woods (som jeg er en stor fan af) og Kathleen Turner leverer som forældreparret begge aldeles glimrende afdæmpede og troværdige præstationer. Ligeledes er Josh Harnett ganske udemærket, omend det ikke var hans præstation, som jeg var mest imponeret af.
Datter Coppola har virkelig skabt en glimrende afdæmpet og helt igennem troværdig film om, hvad det vil sige at være teenager med den begyndende interesse for det modsatte køn. Overalt i filmen spirrer den lurende seksualitet, og på trods af sit dystre tema er filmen fyldt med varme og livslyst. Oven i den glimrende fremstilling af forholdene mellem de to køn og teenager og forældre fanger filmen perfekt 70er-ånden og stilen, og ikke så få gange strøg mine tanker hen på tv-serien Mine glade 60ere, selvom tidspunktet ikke er helt overensstemmende.
Und dig selv at se denne vedkommende og opløftende film om et så alvorligt emne, som menneskelig selvdestruktion. Det er en såkaldt stor lille film, og filmhåndværk af høj klasse. Filmen fortjerner næsten 5 stjerner... men også kun næsten.
13/08-2006
