Super-sammenhæng
4.0
"Superman Returns" overraskede mig noget ved at være en direkte fortsættelse til serien fra 70'erne og 80'erne med Christopher Reeve som manden af stål. Jeg havde forventet en slags genfødsel/rewrite af plottet, men nej - det bygger direkte videre den gamle serie, hvor vi så Chris Reeve, Margot Kidder og Gene Hackman i de bærende roller. I den nye udgave er de skiftet ud med henholdsvis Brandon Routh, Kate Bosworth og Kevin Spacey, og det er faktisk en anelse problematisk. Ikke fordi jeg har noget mod Brandon Routh, men han virker nærmest yngre end Chris Reeve gjorde i de fire forrige film, hvilket er svært at sluge, når Superman nu skal være fem år ældre. Kate Bosworth var derimod en positiv overraskelse, for selv om hun bestemt ikke er Margot Kidder (og også virker meget yngre), så har hun alligevel meget godt fat i, hvilken karakter Lois Lane skal være. Kevin Spacey er altid fabelagtig, selv om han helt har opgivet at genoplive Hackman's udgive af Luthor og i stedet valgt at gøre karakteren helt sin egen. Det fungerer også fint, undtagen i et par scener hvor han forsøger at gøre Luthor "ondskabsfuldt sjov", hvilket ikke passer så godt til den altid så udspekulerede Luthor.
Bryan Singer tager ellers opgaven meget alvorligt og bygger minutiøst hele sit plot op på det fundament, som de gamle film har efterladt. Hatten af for det, for der er sandt at sige ikke noget, der er mere irriterende, end når en ny instruktør bare skrotter den kontinuitet, som forgængerne har efterladt - det virker altid som en arrogant indstilling på mig, både overfor de tidligere værker og overfor tilskueren, der forventer at se tingene hænge sammen. Og det gør det altså her - ingen plotholes i forhold til de fire forgængere, i hvert fald ikke så vidt jeg kunne bedømme...
Helt perfekt er plottet nu ikke. Superman har været væk i fem år for at genfinde sin hjemverden Krypton. Vi får at vide, at intet levede der, men ellers ikke meget, og den sag bliver aldrig rørt ved igen. Jeg forventede faktisk, at hans rejse ville få en betydning i løbet af filmens plot, men den tjener åbenbart udelukkende som undskyldning for at få sparket Superman væk fra jorden i fem år og intet andet. Hrmph...
Alligevel er plottet snedigt, fordi Singer netop forstår at bruge seriens kontinuitet til noget positivt (hvis dog bare flere instruktører ville gøre det samme...). Luthor har luret, at Superman (der jo er forsvundet) har super-avanceret teknologi i sit hemmelige fort på nordpolen (hvor Luthor selv var "på besøg" tilbage i Superman II), og arrangerer en "ekspedition" dertil, hvor hologrammet af Supermans far, Jor-El, fortæller ham alt i den tro, at han er hans søn. Her er der i øvrigt yderst udspekuleret brug at gamle optagelser med Marlon Brando som Jor-El fra den første film, der alt sammen fungerer helt efter planen. Jeg blev faktisk nødt til at gå hjem og støve Donners gamle Superman film af, for at se om Brando virkelig sagde alle de ting dengang. Ganske snedigt, Singer. Og med sin nye viden lægger Luthor så sine skumle planer.
I mellemtiden vender Superman så tilbage til jorden, om end det er lidt påfaldende for mig. Jor-El nævner på et tidspunkt, at Krypton eksplodere for tusinder af år siden (og gentager det faktisk i denne film), men alligevel nåede Superman altså tilbage til Krypton og sandelig også tilbage til jorden på kun fem år? Lidt belejligt...
Under alle omstændigheder bliver hans tilbagevenden noget af et chok. Ikke mindst for Lois Lane, der i svær grad bærer nag over, at han forlod hende (og hun har såmænd også sine grunde...). Det forhold bruges der meget tid på (og måske også for meget), omend Singer helt indforstået henviser til den første Superman-film, hvor deres forhold begyndte. Jeg var faktisk også overrasket over, at ikke alene John Williams' gamle Superman-tema, men også kærlighedstemaet fra den første film var blevet støvet af igen. Men eftersom det er Williams, så holder det stadig, selv om det må være lidt surt for John Ottman på den måde at blive henvist til at spille 2. violin i en film, hvor han skal lave musikken. Han får dog sine øjeblikke undervejs, især i scenen hvor Superman lige skal absorbere lidt af solens stråler før den endelige kamp.
Et par overraskelser undervejs, men ikke mange, og den største havde jeg faktisk allerede gættet (og det havde du garanteret også...). Ikke desto mindre er håndværket godt og solidt, og pointerne undervejs er gode. Lois redder helt bogstaveligt Supermans liv, så han kan redde verden, og bagefter - hvor han ligger for døden - skal hun også lige frelse hans sjæl. Lidt tykt måske, men det er jo Superman...
Jeg kan i øvrigt godt lide Singers små pointer undervejs. Især i hospitalsscenen, hvor Superman er dødeligt såret og indlagt, mens verden holder vejret og håber på, at han overlever. Da Lois tager hen for at se ham, opdager vi pludselig Clark Kents mor, Martha Kent (spillet af gamle Eva Maria Saint, som vi ser alt for lidt til). Og når man ser hende stå der, så ser man for alvor bagsiden af Supermans hemmelige identitet, for det er jo hendes søn, der ligger derinde og kæmper i grænselandet mellem liv og død, og hun kan ikke engang og derind for at se til ham, fordi hun så ville ødelægge hans hemmelighed. Rigtigt surt, men det er den slags pointer, der giver filmen den anelse mere dybde, end vi ser i de fleste af den her slags film - godt du tog den med, Singer.
Ellers er der ikke de store overraskelser. Plottet er solidt nok, og spillet er holdbart uden at være særligt veloplagt på nogen måde. Det er altsammen holdbart og solidt, men nok ikke helt super. At der så også lige skal antydes guds- og frelserpointer er til at leve med, når de ikke er mere kvalmende end her, hvor de faktisk slet ikke er slemme, men kun bliver antydet. "Superman Returns" er solid og uforpligtende underholdning. Det er en lang film (over 2½ time), men den virker ikke langtrukken, for plottet får hele tiden lov til at udvikle sig.
Hvorfor så lige Brandon Routh blev udvalgt til Superman er et godt spørgsmål. Jeg kan i hvert fald ikke se, at han er så soleklar en Superman som Chris Reeve unægteligt var. Jeg sad faktisk og undrede mig over, om ikke James Marsden, der spiller Lois Lanes nye kæreste, Richard White, ikke kunne gøre det lige så godt. Men han har måske allerede opbrugt sin kvote for superhelte, da han var Cyclops i X-Men.
Jeg noterede også, at man havde sat Frank Langella til at spille Perry White, og jeg tror faktisk, han er den bedste Perry White, vi har set endnu. Langella gør det altid godt, men jeg er bange for, jeg har set ham spille for mange skurke i tidens løb. I hvert fald lurede jeg på, om han skulle være en skurk her. Helt dårlig timing er det, at han får rollen så kort tid efter han (så fremragende) spillede den kyniske CBS-chef overfor David Strathairns udgave af Ed Murrow i George Clooney's "Good Night and Good Luck", for den var afgjort i frisk (og god) erindring, da jeg så "Superman Returns"...
Bryan Singer tager ellers opgaven meget alvorligt og bygger minutiøst hele sit plot op på det fundament, som de gamle film har efterladt. Hatten af for det, for der er sandt at sige ikke noget, der er mere irriterende, end når en ny instruktør bare skrotter den kontinuitet, som forgængerne har efterladt - det virker altid som en arrogant indstilling på mig, både overfor de tidligere værker og overfor tilskueren, der forventer at se tingene hænge sammen. Og det gør det altså her - ingen plotholes i forhold til de fire forgængere, i hvert fald ikke så vidt jeg kunne bedømme...
Helt perfekt er plottet nu ikke. Superman har været væk i fem år for at genfinde sin hjemverden Krypton. Vi får at vide, at intet levede der, men ellers ikke meget, og den sag bliver aldrig rørt ved igen. Jeg forventede faktisk, at hans rejse ville få en betydning i løbet af filmens plot, men den tjener åbenbart udelukkende som undskyldning for at få sparket Superman væk fra jorden i fem år og intet andet. Hrmph...
Alligevel er plottet snedigt, fordi Singer netop forstår at bruge seriens kontinuitet til noget positivt (hvis dog bare flere instruktører ville gøre det samme...). Luthor har luret, at Superman (der jo er forsvundet) har super-avanceret teknologi i sit hemmelige fort på nordpolen (hvor Luthor selv var "på besøg" tilbage i Superman II), og arrangerer en "ekspedition" dertil, hvor hologrammet af Supermans far, Jor-El, fortæller ham alt i den tro, at han er hans søn. Her er der i øvrigt yderst udspekuleret brug at gamle optagelser med Marlon Brando som Jor-El fra den første film, der alt sammen fungerer helt efter planen. Jeg blev faktisk nødt til at gå hjem og støve Donners gamle Superman film af, for at se om Brando virkelig sagde alle de ting dengang. Ganske snedigt, Singer. Og med sin nye viden lægger Luthor så sine skumle planer.
I mellemtiden vender Superman så tilbage til jorden, om end det er lidt påfaldende for mig. Jor-El nævner på et tidspunkt, at Krypton eksplodere for tusinder af år siden (og gentager det faktisk i denne film), men alligevel nåede Superman altså tilbage til Krypton og sandelig også tilbage til jorden på kun fem år? Lidt belejligt...
Under alle omstændigheder bliver hans tilbagevenden noget af et chok. Ikke mindst for Lois Lane, der i svær grad bærer nag over, at han forlod hende (og hun har såmænd også sine grunde...). Det forhold bruges der meget tid på (og måske også for meget), omend Singer helt indforstået henviser til den første Superman-film, hvor deres forhold begyndte. Jeg var faktisk også overrasket over, at ikke alene John Williams' gamle Superman-tema, men også kærlighedstemaet fra den første film var blevet støvet af igen. Men eftersom det er Williams, så holder det stadig, selv om det må være lidt surt for John Ottman på den måde at blive henvist til at spille 2. violin i en film, hvor han skal lave musikken. Han får dog sine øjeblikke undervejs, især i scenen hvor Superman lige skal absorbere lidt af solens stråler før den endelige kamp.
Et par overraskelser undervejs, men ikke mange, og den største havde jeg faktisk allerede gættet (og det havde du garanteret også...). Ikke desto mindre er håndværket godt og solidt, og pointerne undervejs er gode. Lois redder helt bogstaveligt Supermans liv, så han kan redde verden, og bagefter - hvor han ligger for døden - skal hun også lige frelse hans sjæl. Lidt tykt måske, men det er jo Superman...
Jeg kan i øvrigt godt lide Singers små pointer undervejs. Især i hospitalsscenen, hvor Superman er dødeligt såret og indlagt, mens verden holder vejret og håber på, at han overlever. Da Lois tager hen for at se ham, opdager vi pludselig Clark Kents mor, Martha Kent (spillet af gamle Eva Maria Saint, som vi ser alt for lidt til). Og når man ser hende stå der, så ser man for alvor bagsiden af Supermans hemmelige identitet, for det er jo hendes søn, der ligger derinde og kæmper i grænselandet mellem liv og død, og hun kan ikke engang og derind for at se til ham, fordi hun så ville ødelægge hans hemmelighed. Rigtigt surt, men det er den slags pointer, der giver filmen den anelse mere dybde, end vi ser i de fleste af den her slags film - godt du tog den med, Singer.
Ellers er der ikke de store overraskelser. Plottet er solidt nok, og spillet er holdbart uden at være særligt veloplagt på nogen måde. Det er altsammen holdbart og solidt, men nok ikke helt super. At der så også lige skal antydes guds- og frelserpointer er til at leve med, når de ikke er mere kvalmende end her, hvor de faktisk slet ikke er slemme, men kun bliver antydet. "Superman Returns" er solid og uforpligtende underholdning. Det er en lang film (over 2½ time), men den virker ikke langtrukken, for plottet får hele tiden lov til at udvikle sig.
Hvorfor så lige Brandon Routh blev udvalgt til Superman er et godt spørgsmål. Jeg kan i hvert fald ikke se, at han er så soleklar en Superman som Chris Reeve unægteligt var. Jeg sad faktisk og undrede mig over, om ikke James Marsden, der spiller Lois Lanes nye kæreste, Richard White, ikke kunne gøre det lige så godt. Men han har måske allerede opbrugt sin kvote for superhelte, da han var Cyclops i X-Men.
Jeg noterede også, at man havde sat Frank Langella til at spille Perry White, og jeg tror faktisk, han er den bedste Perry White, vi har set endnu. Langella gør det altid godt, men jeg er bange for, jeg har set ham spille for mange skurke i tidens løb. I hvert fald lurede jeg på, om han skulle være en skurk her. Helt dårlig timing er det, at han får rollen så kort tid efter han (så fremragende) spillede den kyniske CBS-chef overfor David Strathairns udgave af Ed Murrow i George Clooney's "Good Night and Good Luck", for den var afgjort i frisk (og god) erindring, da jeg så "Superman Returns"...
14/08-2006
