’whatever you do, somebody else will pay’
4.0
Den filmlegendariske Steven Spielbergs seneste værk, den autentisk baserede Münich, er i flere kredse blevet omtalt og ophøjet som hans bedste og mest signifikante film siden Schindlers Liste, men med denne tanke in mente, kan man ikke føle andet end skuffelse over Münichs kunstneriske minimalisme. Naturligvis er det velkomment afbræk for Spielberg, at han efter en del regulære underholdningsfilm uden substantiel signifikans (eksempelvis Terminalen og genindspilningen af War of the Worlds), kaster sig over et mere ambitiøst og tankevækkende projekt, men desværre er Münich et skabelonskåret og pseudo-kontroversielt drama, der aldrig for alvor formår at medrive publikum emotionelt i dens alvorsfulde fortælling.
Filmen er baseret på en bog navngivet Vengeance af George Jonas, og den evigt engagerende Eric Roth (som på beundringsværdigt vis altid formår at videregive et komplekst emne på en forståelig måde for det brede publikum uden at nedværdige nogen eller noget) har med succesfuldhed konverteret Jonas’ bredtfavnende fortælling gennem en personlig indfaldsvinkel. I stedet for at koncentrere sig om de rystende terroraktioner som Olympiske Lege blev udsat for i 1972, vælger Roth og Spielberg at berette om eftervirkninger efter angrebet, hvor en gruppe undergrundsagenter skal opsøge og myrde bagmændene. Derved bevæger historien sig fra et være en perspektiverende nutidssamfundskommentar til en nærmest standardiseret spændingsfilm, og filmens to sideløbende fortællinger er desværre ude af kongruens. Ydermere kan Münich ikke undsige sig at være i besiddelse af småkedelige og usignifikante momenter under de to en halv time (endnu engang formår Spielberg ikke at begrænse sig selv), som filmen nu varer. Spielberg er dog godt klar over, at en del af sin fortælling er blevet fiktionaliseret for at indordne sig under den konventionelle dramaturgiske struktur, og påstempler straks Münich med en ’inspireret af’ mærkat.
Karismatiske Eric Bana indtager hovedrollen som den lettere desillusionerede livvagt med en patriotisk relation til Israel, der kastes ud i uoverskuelige og fatale begivenheder, mens han desperat forsøger at bibeholde rødderne til sin familie. Det fraværende faderideal er en tilbagevendende tematik i Spielbergs film, men Banas karakter vækker ikke den store interesse eller sympati hos publikum, på trods af overordnet fremragende skuespil fra Banas side. Karakterpsykologien er desværre lidt flad, og dette er også et begreb, der præger og nedtrækker filmens bipersoner, der uden fortids- eller psykeeksplorering aldrig vækkes til live. Rollelisten er ellers ganske interessant, men kun Geoffrey Rush formår at leverer en for alvor mindeværdig præstation.
Filmens indledning er en brillant opvisning i utilsigtet hjælp og skyld, hvilket er underliggende kontraster gennem hele filmen. Som gruppens leder begynder Bana at betvivle deres handlinger, og med ham som medium, leverer Spielberg en ganske nuanceret og dybdegående skildring af vold i form af hævn og hævn i form af vold, hvilket klart er filmens store kvalitet, som hæver den over den gængse spændingsfilm. De morderiske eskapader (hvor billedsymbolikken under debuten med den hvide mælk, der fortrænges af det røde blod, klart understreger destrueringen af uskyldigheden) begynder at give sjælekvaler for Bana, der langsomt mister menneskelig selvopfattelse og identitet, indikeret gennem de konstante refleksioner. Hans eneste legitime holdepunkt er familien, hvor Banas loyalitet og familierestriktioner bogstavelig talt redder hans liv, da han frasiger sig seksuelle tilnærmelser af en mystisk og smuk dame i baren. Banas efterfølgende opkald til konen er filmens emotionelle højdepunkt, og her ser man tydeligt, hvilken filmisk mester Spielberg egentlig er, da følelserne leveres umanipulativt og genuint. Hævnaktionen mod den smukke kvinde er en rystende sekvens, hvor ubehaget og vold-avler-vold spiralen fremstår eksplicit og uafrysteligt.
Selvom Münich er politisk kompleks og bredtfavnende, så forsøger Spielberg sig med en objektiv skildring uden en evident stillingtagen, hvilket faktisk lykkedes udmærket. På trods af det tårnhøje ambitionsniveau, så formår Spielberg dog ikke at gøre filmen personlig storladen eller decideret tankevækkende (et element, der gjorde eksempelvis Schindlers Liste og Saving Private Ryan til de ophøjede mesterværker, som de nu er), og desuden er Münich i besiddelse af nogle for alvor patosfyldte og direkte klodsede scener, som man ikke forstår, at en erfaren herre som Spielberg kunne tillade. Første gang aktionsgruppen mødes, visualiseres de opbyggende relationer gennem overdøvende musik til slo-mo billeder, hvilket simpelthen er alt for nemt et trick. Desuden er slutningens sexscene og den indifferente krydsklipning malplaceret og den psykologiske betydning virker diffus.
Teknisk set er Münich naturligvis unik og endnu et bevis på, hvor mesterlig en amerikansk produktion egentlig kan være. Spielbergs faste kamerakollaboratør Janusz Kaminski overrumpler endnu engang med et sublimt æstetik blik, der efterlader intet tilbage at ønske. Visuelt er Münich enestående (brugen af lys er en hel medfortæller i sig selv), og John Williams’ akkompagnerende musik er på samme tid dyster, rørende og opulent. Som en sidenotits må man nødvendigvis udtrykke ens beundring for Spielbergs effektivitet (Münich blev udsendt ikke lang tid efter War of the Worlds), siden produktionsprocessen har været atypisk og nærmest skræmmende kort, men Spielberg bevarer dog stadig sin personlige indfaldsvinkel og signatur som den overlegne filmmester, han nu engang er. På trods af alle mine kritikpunkter, så beæres Münich alligevel med fire beskedne stjerner, da den tydeligvis har noget på hjerte, og selv når Spielberg er svagest, er han bedre end de fleste.
Filmen er baseret på en bog navngivet Vengeance af George Jonas, og den evigt engagerende Eric Roth (som på beundringsværdigt vis altid formår at videregive et komplekst emne på en forståelig måde for det brede publikum uden at nedværdige nogen eller noget) har med succesfuldhed konverteret Jonas’ bredtfavnende fortælling gennem en personlig indfaldsvinkel. I stedet for at koncentrere sig om de rystende terroraktioner som Olympiske Lege blev udsat for i 1972, vælger Roth og Spielberg at berette om eftervirkninger efter angrebet, hvor en gruppe undergrundsagenter skal opsøge og myrde bagmændene. Derved bevæger historien sig fra et være en perspektiverende nutidssamfundskommentar til en nærmest standardiseret spændingsfilm, og filmens to sideløbende fortællinger er desværre ude af kongruens. Ydermere kan Münich ikke undsige sig at være i besiddelse af småkedelige og usignifikante momenter under de to en halv time (endnu engang formår Spielberg ikke at begrænse sig selv), som filmen nu varer. Spielberg er dog godt klar over, at en del af sin fortælling er blevet fiktionaliseret for at indordne sig under den konventionelle dramaturgiske struktur, og påstempler straks Münich med en ’inspireret af’ mærkat.
Karismatiske Eric Bana indtager hovedrollen som den lettere desillusionerede livvagt med en patriotisk relation til Israel, der kastes ud i uoverskuelige og fatale begivenheder, mens han desperat forsøger at bibeholde rødderne til sin familie. Det fraværende faderideal er en tilbagevendende tematik i Spielbergs film, men Banas karakter vækker ikke den store interesse eller sympati hos publikum, på trods af overordnet fremragende skuespil fra Banas side. Karakterpsykologien er desværre lidt flad, og dette er også et begreb, der præger og nedtrækker filmens bipersoner, der uden fortids- eller psykeeksplorering aldrig vækkes til live. Rollelisten er ellers ganske interessant, men kun Geoffrey Rush formår at leverer en for alvor mindeværdig præstation.
Filmens indledning er en brillant opvisning i utilsigtet hjælp og skyld, hvilket er underliggende kontraster gennem hele filmen. Som gruppens leder begynder Bana at betvivle deres handlinger, og med ham som medium, leverer Spielberg en ganske nuanceret og dybdegående skildring af vold i form af hævn og hævn i form af vold, hvilket klart er filmens store kvalitet, som hæver den over den gængse spændingsfilm. De morderiske eskapader (hvor billedsymbolikken under debuten med den hvide mælk, der fortrænges af det røde blod, klart understreger destrueringen af uskyldigheden) begynder at give sjælekvaler for Bana, der langsomt mister menneskelig selvopfattelse og identitet, indikeret gennem de konstante refleksioner. Hans eneste legitime holdepunkt er familien, hvor Banas loyalitet og familierestriktioner bogstavelig talt redder hans liv, da han frasiger sig seksuelle tilnærmelser af en mystisk og smuk dame i baren. Banas efterfølgende opkald til konen er filmens emotionelle højdepunkt, og her ser man tydeligt, hvilken filmisk mester Spielberg egentlig er, da følelserne leveres umanipulativt og genuint. Hævnaktionen mod den smukke kvinde er en rystende sekvens, hvor ubehaget og vold-avler-vold spiralen fremstår eksplicit og uafrysteligt.
Selvom Münich er politisk kompleks og bredtfavnende, så forsøger Spielberg sig med en objektiv skildring uden en evident stillingtagen, hvilket faktisk lykkedes udmærket. På trods af det tårnhøje ambitionsniveau, så formår Spielberg dog ikke at gøre filmen personlig storladen eller decideret tankevækkende (et element, der gjorde eksempelvis Schindlers Liste og Saving Private Ryan til de ophøjede mesterværker, som de nu er), og desuden er Münich i besiddelse af nogle for alvor patosfyldte og direkte klodsede scener, som man ikke forstår, at en erfaren herre som Spielberg kunne tillade. Første gang aktionsgruppen mødes, visualiseres de opbyggende relationer gennem overdøvende musik til slo-mo billeder, hvilket simpelthen er alt for nemt et trick. Desuden er slutningens sexscene og den indifferente krydsklipning malplaceret og den psykologiske betydning virker diffus.
Teknisk set er Münich naturligvis unik og endnu et bevis på, hvor mesterlig en amerikansk produktion egentlig kan være. Spielbergs faste kamerakollaboratør Janusz Kaminski overrumpler endnu engang med et sublimt æstetik blik, der efterlader intet tilbage at ønske. Visuelt er Münich enestående (brugen af lys er en hel medfortæller i sig selv), og John Williams’ akkompagnerende musik er på samme tid dyster, rørende og opulent. Som en sidenotits må man nødvendigvis udtrykke ens beundring for Spielbergs effektivitet (Münich blev udsendt ikke lang tid efter War of the Worlds), siden produktionsprocessen har været atypisk og nærmest skræmmende kort, men Spielberg bevarer dog stadig sin personlige indfaldsvinkel og signatur som den overlegne filmmester, han nu engang er. På trods af alle mine kritikpunkter, så beæres Münich alligevel med fire beskedne stjerner, da den tydeligvis har noget på hjerte, og selv når Spielberg er svagest, er han bedre end de fleste.
15/08-2006
