gennemsigtig og prætentiøs underholdning

Storstilet og ambitiøs, men ultimativt også umådelig kedelig og ikke mindst patroniserende patriotisk periodefilm, der er lagt i hænderne på katastrofefilmsinstruktøren Roland Emmerich, hvis tyske opvækst tilsyneladende ikke har lagt låg på de krigs- og landsglorificerende overtoner, der præger og hæmmer The Patriot så gevaldigt. Emmerich spillefilmdebuterede med den genuine 80’erfilm (hvilket ikke nødvendigvis skal opfattes som positivt) Moon 44, der muligvis var rig på ambitioner, men fattig på kvalitativ substans. Den efterfølgende Universal Soldier (med belgieren Van Damme på karrierens højdepunkt) var i besiddelse af et basalt underholdningsniveau, dog uden at imponere på nogen punkter. Emmerich kollaborerede derefter med manuskriptforfatteren Dean Devlin, hvilket udformede den overraskende seriøse og vellykkede Stargate, der kvalitetsmæssigt var lysår foran deres næste samlede projekt, den notorisk effektbaserede Independence Day, hvis ´’american heroes’ indstilling får The Patriot til at ligne et Lars von Trier værk. Genindspilningen (eller nyfortolkningen om du vil) af det japanske monsterikon Godzilla blev af forståelige grunde en kommerciel fiasko, hvorefter det kontrasterende genreskift til et fordums krigsdrama hypotetisk set virkede som en god idé. Resultatet er dog af endnu en svag karakter, og de tårnhøje budgetter, som Emmerich nærmest repetitivt får kastes efter sig, udnyttes i hvert fald ikke i kunstnerisk henseende.

The Patriot omhandler den britiske overtagelse af South Carolina, hvor en flok bønder forsøgte at holde stand om deres hjem. Manuskriptet er skrevet af Robert Rodrat, der sidst forfattede Spielbergs flerlagede og nuancerede krigsfilm Saving Private Ryan, og det går udover enhver forstand, hvorledes Rodrat derefter har kunnet forfalde til denne omgang b-filmsagtige trivialiteter, der er skåret over den konventionelle og dybt kommercielle Hollywood-skabelon, hvor enhver original eller innovativ tanke undertrykkes grueligt. Mel Gibson indtager hovedrollen som den plagede familiefar med en syndig fortid, som kommer til at hjemsøge ham og tvinger ham tilbage i hans bestialske mordersind (overraskende subtilt og intelligent symboliseret i karakterintroduktionen, hvor Gibson forsøger at konstruerer, men ender med at destruere gennem sin temperamentsfulde natur). En oprigtig pointe fra Emmerichs side, der understøtter magtfortællingen om at skulle beskytte sin familie for enhver pris, dog leveret på en håbløs ufacetteret måde. Gibson kender sin rolle til fingerspidserne, men føles forunderlig uengageret og monotont i sit spil, hvor publikum kun momentvis aner karakterens psykologiske dybde og interne kampe. Hans hævntogt katalyseres af sønnens død, delvist fremtvunget af Gibsons egen passivitet, og den efterfølgende scene, hvor Gibson angriber de engelske soldater og redder sin egen søn, er så sindsoprivende fængende og nådesløst iscenesat, at filmen nærmest fortjener en stjerne mere bare grund af den sekvens, hvor publikum faktisk får følelsesmæssigt engagement, når Gibson maltrakterer en engelsk soldat i ren frustration. Desværre er The Patriot kun i besiddelse af fåtal af denne slags sekvenser, og overordnet set er filmen ganske spændingsforladt gennem forudsigeligheden og en unødvendig langtrukken spilletid.

Skuespillerstaben er intet mindre end fremragende, men etablerede skuespillere som Chris Cooper og Tom Wilkinson får desværre aldrig lov til at skinne. Heath Ledger forsøger ihærdigt at tilføre noget tiltrængt plausibilitet i hans idealistiske og overpatriotiske karakter, hvis forsøg på at reparerer det iturevne amerikanske flag er decideret stupidt symbolladet, men desværre lykkedes det aldrig helt for Ledger. Den konstant undervurderede birolleskuespiller Jason Isaac formår til gengæld at gøre en endimensional skurk både skræmmende og mindeværdig, uden at forfalde til karikeret overspil.

The Patriot er en overraskende voldelig affære, der muligvis fejler gennem dens naive patriotisme (slutningen er så manipulerende, søgt og debil, at man nærmest håber det er et bevidst valg fra Emmerichs side) og unuancerede portrættering af magtstridende parter, men som faktisk byder på en smule seværdighed gennem dens skildring af skyld og beskytterinstinkt og den tvungne udvikling for forældre ved skulle give slip på sine børn. Desværre pakker Emmerich de få kvaliteter ind i drivende sentimentalitet og forsøger desperat at fremtvinge genuine følelser, som bare aldrig forekommer. Som altid er Emmerich dog visuel sikker, men under den opulente og flamboyante facade (akkompagneret af John Williams afsindig oppustede og irriterende musik), er der begrænset med substans, og Emmerich burde holde sig til katastrofefilm, for som humanistisk illustrator er han mildest talt horribel.