’stick around’
4.0
Efter en vellykket kollaboration mellem den magtfulde producent Joel Silver og den i fordums tid mesterlige instruktør John McTiernan på den innovative Die Hard, blev kræfterne igen samlet til at begå dette større underholdningsspektakel, en genuin 80’er actionklassiker, hvor amoralsk og eksplicit vold ikke kun var tilforladelig, men nærmest blev anbefalet. Som filmelsker kommer man nærmest til at savne denne form for ucensureret vold, der ikke bekymrede sig over at skulle virke mindst muligt anstødeligt og tiltrække det størst mulige publikum. Predator (der er skrevet af Jim og John Thomas, der senere har begået så diverse film som Sonnenfelds infantile og stupide Wild Wild West og De Palmas mere ambitiøse Mission to Mars) er en suveræn actionfilm med elementer af psykologisk gys og sci-fi, hvor tempoet er tårnhøjt, og det varer ikke længe før publikum og det distingverende persongalleri kastes ind i den fortættede jungle, hvor McTiernan udnytter den klaustrofobiske stemning maksimalt.
Arnold Schwarzenegger har gennem hele sin kvalitativt svingende karriere boltret sig i bovlamme og one-liners fikserede roller, men hans indladenhed i Predator har udmundet sig i en af hans bedste roller, hvilket sat i kontekst dog ikke siger ret meget. Filmen byder på macho-stemning i højeste potens, bare tjek Schwarzeneggers famøse introduktion ud, hvor han nonchalant antænder en stor cigar (jep, dengang kunne heltene nemlig godt tillade sig at ryge). Birollerne fyldes fint ud af ukendte skuespillere (hvor Shane Black dog udskiller sig gennem hans kommende og ganske fornemme karriere som enestående manuskriptforfatter), og selvom den psykologiske substans er fraværende, så er den ikke tiltrængt, da rollerne udfyldes gennem ultracool karisma.
Predator byder på et forbavsende velfungerende genreskift, hvor en standard militæroperation udvikler sig til en blodig og makaber nedslagtning og reducering af soldaterne af et bestialsk rumuhyre, Predator, der næsten (men kun næsten) er blevet et ligeså stort gyserikon som Alien. Stan Winston har udviklet det originalt designede uhyre (med dertilhørende sublime lydeffekter), der viser sig at være en ganske nærværende og skræmmende fjende. Baggrundsmytologien insinueres, men holdes fornuftigt nok uforklarende hen. Filmen ender med et regulært enmandsangreb, Schwarzenegger kontra monstret, hvor de menneskeskabte våben udskiftes med primal overlevelsesinstinkt, hvilket dog ikke har en tematisk betydning. Predator er ikke stor filmkunst, men bare forbandet velfungerende underholdning, og som dette fungerer det fremragende. Der er intense actionscener at finde i filmen, og scenariet hvor Schwarzenegger og co. udrydder utallige træer vil man velsagtens sent glemme. McTiernans evidente våbenfetich indikerer ligeledes, at dette er en drengerøvsfilm og intet andet.
Predator byder en fornem visuel side, især produktionsåret taget i betragtning, og Alan Silvestris akkompagnerende musik forøger det forrygende spændingsniveau yderligere. Superlativerne har været talrige i min bedømmelse af Predator, men selvom det langtfra er en perfekt eller bare specielt mindeværdig film (de ulogiske handlingstråde er nærmest uendelige), så appellerer filmen til min barndommelige nostalgi, da dette var en af de film, som var mig forbudt af min mor da jeg var en lille purk og som min far kun satte på, når vi var selv hjemme. Og denne subjektive kvalitet kan ingen nutidige actionfilm jo hamle op med.
Arnold Schwarzenegger har gennem hele sin kvalitativt svingende karriere boltret sig i bovlamme og one-liners fikserede roller, men hans indladenhed i Predator har udmundet sig i en af hans bedste roller, hvilket sat i kontekst dog ikke siger ret meget. Filmen byder på macho-stemning i højeste potens, bare tjek Schwarzeneggers famøse introduktion ud, hvor han nonchalant antænder en stor cigar (jep, dengang kunne heltene nemlig godt tillade sig at ryge). Birollerne fyldes fint ud af ukendte skuespillere (hvor Shane Black dog udskiller sig gennem hans kommende og ganske fornemme karriere som enestående manuskriptforfatter), og selvom den psykologiske substans er fraværende, så er den ikke tiltrængt, da rollerne udfyldes gennem ultracool karisma.
Predator byder på et forbavsende velfungerende genreskift, hvor en standard militæroperation udvikler sig til en blodig og makaber nedslagtning og reducering af soldaterne af et bestialsk rumuhyre, Predator, der næsten (men kun næsten) er blevet et ligeså stort gyserikon som Alien. Stan Winston har udviklet det originalt designede uhyre (med dertilhørende sublime lydeffekter), der viser sig at være en ganske nærværende og skræmmende fjende. Baggrundsmytologien insinueres, men holdes fornuftigt nok uforklarende hen. Filmen ender med et regulært enmandsangreb, Schwarzenegger kontra monstret, hvor de menneskeskabte våben udskiftes med primal overlevelsesinstinkt, hvilket dog ikke har en tematisk betydning. Predator er ikke stor filmkunst, men bare forbandet velfungerende underholdning, og som dette fungerer det fremragende. Der er intense actionscener at finde i filmen, og scenariet hvor Schwarzenegger og co. udrydder utallige træer vil man velsagtens sent glemme. McTiernans evidente våbenfetich indikerer ligeledes, at dette er en drengerøvsfilm og intet andet.
Predator byder en fornem visuel side, især produktionsåret taget i betragtning, og Alan Silvestris akkompagnerende musik forøger det forrygende spændingsniveau yderligere. Superlativerne har været talrige i min bedømmelse af Predator, men selvom det langtfra er en perfekt eller bare specielt mindeværdig film (de ulogiske handlingstråde er nærmest uendelige), så appellerer filmen til min barndommelige nostalgi, da dette var en af de film, som var mig forbudt af min mor da jeg var en lille purk og som min far kun satte på, når vi var selv hjemme. Og denne subjektive kvalitet kan ingen nutidige actionfilm jo hamle op med.
15/08-2006
