Moralsk flesibilitet som levevej
4.0
Jason Reitmans satiriske blik på tobaksindustrien i USA og mere bredt lobbyistbranchen er særdeles underholdende og morsom på den intelligente måde.
Filmen igennem følger man Nick Naylor, som er maskingeværstalende lobbyist for den samlede tobaksindustri i USA, og som virkelig har ordet i sin magt. På forunderlig vis formår han konstant at vende selv den mest håbløse situation til en fordel for ham selv og dermed tobaksfabrikkerne. Filmen fokuserer en del på, hvorledes det at agere varm fortaler for et produkt, som dræber nærved 500.000 mennesker på årsplan i USA kræver en moralsk fleksibilitet. For Nick Naylor handler det ikke om at gøre det moralsk rigtige, det handler om at gøre det, man er god til. Som han siger i filmen ”Charles Manson slår mennesker ihjel. Jeg taler”.
Nick Naylors figur gøres vedkommende, troværdig, og på trods af sin mission, elskelig gennem en superpræstation af Aaron Eckhart, som ellers ikke tidligere har haft min store sympati. Man føler sig som tilskuer faktisk overbevist af hans overdrevne og langt ude argumentation, blandt andet fordi han fremstilles som en sympatisk person med hjertet på rette sted.
Udover Aaron Eckhart ses også William H. Macy i en god præstation i en af den type roller, som han kan udfører til UG. Nemlig som en senator med rygestop på dagsordenen, og dermed som Naylors direkte modstander. Gang på gang bliver han snøret, og hvis der er en skuespiller, som kan se desillusioneret og opgivende ud, så er det Macy. Af andre fine præstationer skal nævnes J.K. Simmons, som Naylors chef B.R. Hans præstation og figur her minder meget om hans skuespil i Spiderman-filmene, hvor han lyste kraftigt op som chefredaktør. En ydelse igen.
De gode skuespillerpræstationer til trods, så er filmens største plus, at den formår at fremstille et alvorstungt emne med et endog meget stor glip i øjet. Filmen igennem sidder man med et stor smil om munden og flere gange er der potentiale for at bryde ud i højlydt latter. Fx er scenerne i klubben ”Dødens købmænd” en sand fornøjelse. Her mødes Naylor med cheflobbyisterne fra våbenindustrien og spiritusbranchen, og deres samtaler er ikke så lidt politiske ukorrekte. Det er fantastisk morsom, men aldrig plat. Jason Reitman skal således have stor ros både for manuskriptet (som er en omskrivning af en bog) og instruktion. Filmen vælger aldrig side, men skyder med spredehagl på alt og alle, lige fra tobaksindustriens kapitalister, deres ligeså moralsk anløbne modstandere, USA som moralsk forbillede, den svigtende humanisme på alle fronter osv.
Filmen har en høj underholdningsværdi hele vejen igennem, og man keder sig ikke et sekund, men samtidig gør den ironiske distance til alt og alle, at man aldrig rigtigt bliver grebet følelsesmæssigt af filmen. Filmen er god, men kun få gange mesterlig. Derfor får den fire stjerner herfra, selvom den på mange måde har fortjent fem. Jeg kan bare ikke give fem stjerner til en film, som på trods af den store underholdningsværdi, for mig personlig hurtigt vil gå i glemmebogen.
Filmen igennem følger man Nick Naylor, som er maskingeværstalende lobbyist for den samlede tobaksindustri i USA, og som virkelig har ordet i sin magt. På forunderlig vis formår han konstant at vende selv den mest håbløse situation til en fordel for ham selv og dermed tobaksfabrikkerne. Filmen fokuserer en del på, hvorledes det at agere varm fortaler for et produkt, som dræber nærved 500.000 mennesker på årsplan i USA kræver en moralsk fleksibilitet. For Nick Naylor handler det ikke om at gøre det moralsk rigtige, det handler om at gøre det, man er god til. Som han siger i filmen ”Charles Manson slår mennesker ihjel. Jeg taler”.
Nick Naylors figur gøres vedkommende, troværdig, og på trods af sin mission, elskelig gennem en superpræstation af Aaron Eckhart, som ellers ikke tidligere har haft min store sympati. Man føler sig som tilskuer faktisk overbevist af hans overdrevne og langt ude argumentation, blandt andet fordi han fremstilles som en sympatisk person med hjertet på rette sted.
Udover Aaron Eckhart ses også William H. Macy i en god præstation i en af den type roller, som han kan udfører til UG. Nemlig som en senator med rygestop på dagsordenen, og dermed som Naylors direkte modstander. Gang på gang bliver han snøret, og hvis der er en skuespiller, som kan se desillusioneret og opgivende ud, så er det Macy. Af andre fine præstationer skal nævnes J.K. Simmons, som Naylors chef B.R. Hans præstation og figur her minder meget om hans skuespil i Spiderman-filmene, hvor han lyste kraftigt op som chefredaktør. En ydelse igen.
De gode skuespillerpræstationer til trods, så er filmens største plus, at den formår at fremstille et alvorstungt emne med et endog meget stor glip i øjet. Filmen igennem sidder man med et stor smil om munden og flere gange er der potentiale for at bryde ud i højlydt latter. Fx er scenerne i klubben ”Dødens købmænd” en sand fornøjelse. Her mødes Naylor med cheflobbyisterne fra våbenindustrien og spiritusbranchen, og deres samtaler er ikke så lidt politiske ukorrekte. Det er fantastisk morsom, men aldrig plat. Jason Reitman skal således have stor ros både for manuskriptet (som er en omskrivning af en bog) og instruktion. Filmen vælger aldrig side, men skyder med spredehagl på alt og alle, lige fra tobaksindustriens kapitalister, deres ligeså moralsk anløbne modstandere, USA som moralsk forbillede, den svigtende humanisme på alle fronter osv.
Filmen har en høj underholdningsværdi hele vejen igennem, og man keder sig ikke et sekund, men samtidig gør den ironiske distance til alt og alle, at man aldrig rigtigt bliver grebet følelsesmæssigt af filmen. Filmen er god, men kun få gange mesterlig. Derfor får den fire stjerner herfra, selvom den på mange måde har fortjent fem. Jeg kan bare ikke give fem stjerner til en film, som på trods af den store underholdningsværdi, for mig personlig hurtigt vil gå i glemmebogen.
16/08-2006
