Ungdommens kvaler
4.0
Kontant, tankevækkende og ganske glimrende viser debut-instruktøren Christian E. Christiansen hvordan miljøet udgør dets tilhængere. Ingen fra filmens hårdnakkede pigebande har virkelig lyst til være hvor de er og gøre som de gør, men den hårde ramme der med tiden er opdrevet er umulig at sprænge itu. Det er nærmest ubærligt at se pigerne traske rundt med jernmasker og facader af stål og dulme følelserne i sex og druk. Desværre griber og rører hans film "Råzone" først til sidst, da klimakset nåes og følelserne og forløsningen får frit spil.
Laura Christensen og Stephanie Leon der overbevisende flot bærer hovedrollerne, har før spillet sammen i dramaet "Tøsepiger". Udviklingen fra dengang er interessant og temaet om barndomsvenners skæbne er vokset i fokuset, i alderen, stilen og samfundsklassen. "Råzone" har svært ved ikke at hive de gamle rustne trick op af hatten, hvis man kigger nærmere på det omfattende persongalleri. Den onde pige, hendes medsvorgerende, den ondes undersåt med ulmende moralske kvaler og den nye i klassen med det mærkværdige udseende.
Ondskaben selv, Cecilie, er kold som is og hård som sten, og tilmed den mest tragisk skildrede karakter. Dog langt fra den bedste, da det kniber med at nuancere andet af personligheden end hendes aldominerende had og kynisme. Hvad driver hende til det? Et af filmens mest spændende spørgsmål. Instruktøren Christiansen vælger den ualmindelig lette løsning og lader sig i blot få beskedne øjeblikke forklare at forældrende ikke tager ansvar. Selvom slutningen er god, efterlades et stort tomrum der belastende fylder i eftertanken og bedømmelsen.
For forældre kan "Råzone" anbefales, ikke mindst for at se hvordan de unges pasteløjne og overbevisende smil kan rive dem rundt i manegen, med andre hensigter end troede. I sit indblik i teenagernes tanker og intentioner for at få øget forståelsen for dem, henvender den fornøjelige "Supervoksen" sig noget mere indbydende og lettilgængelig. Som filmoplvelese er "Råzone" dybt, dybt interessant, fysisk barsk, næsten psygisk overrumblende og i sin sidste scene tæt på at kunne kaldes fremragende. Specielt for alle med fordomme rettet mod denne slags film anbefaler jeg "Råzone", jeg blev nemlig selv overrasket positivt og kan konstatere, at dansk film lever.
Laura Christensen og Stephanie Leon der overbevisende flot bærer hovedrollerne, har før spillet sammen i dramaet "Tøsepiger". Udviklingen fra dengang er interessant og temaet om barndomsvenners skæbne er vokset i fokuset, i alderen, stilen og samfundsklassen. "Råzone" har svært ved ikke at hive de gamle rustne trick op af hatten, hvis man kigger nærmere på det omfattende persongalleri. Den onde pige, hendes medsvorgerende, den ondes undersåt med ulmende moralske kvaler og den nye i klassen med det mærkværdige udseende.
Ondskaben selv, Cecilie, er kold som is og hård som sten, og tilmed den mest tragisk skildrede karakter. Dog langt fra den bedste, da det kniber med at nuancere andet af personligheden end hendes aldominerende had og kynisme. Hvad driver hende til det? Et af filmens mest spændende spørgsmål. Instruktøren Christiansen vælger den ualmindelig lette løsning og lader sig i blot få beskedne øjeblikke forklare at forældrende ikke tager ansvar. Selvom slutningen er god, efterlades et stort tomrum der belastende fylder i eftertanken og bedømmelsen.
For forældre kan "Råzone" anbefales, ikke mindst for at se hvordan de unges pasteløjne og overbevisende smil kan rive dem rundt i manegen, med andre hensigter end troede. I sit indblik i teenagernes tanker og intentioner for at få øget forståelsen for dem, henvender den fornøjelige "Supervoksen" sig noget mere indbydende og lettilgængelig. Som filmoplvelese er "Råzone" dybt, dybt interessant, fysisk barsk, næsten psygisk overrumblende og i sin sidste scene tæt på at kunne kaldes fremragende. Specielt for alle med fordomme rettet mod denne slags film anbefaler jeg "Råzone", jeg blev nemlig selv overrasket positivt og kan konstatere, at dansk film lever.
17/08-2006
