Balletheksene
5.0
Måske er der i virkeligheden ikke den store forskel på balletskoler og hekseklaner. Det er der i hvert fald ikke i Dario Argentos gyserklassiker ”Suspiria”.
Før filmen begynder at fortælle noget der minder om en historie, så overvælder filmen med sin stemning. Der bruges masser af en-farvet lys, der farver rum totalt røde, grønne eller blå. Henimod slutningen af filmen ser vi en påfugl med alle disse farver i et vigtigt rum, og det er måske ud fra dette rum farverne bliver styret. Men det er ikke blot farverne. Det er i ligeså høj grad musikken af The Goblins, som Dario Argento også har været med til at komponere til sin film. Det er på både uskyldigt og dæmonisk. Det lyder som en spilledåse, som en djævel hviskende synger med på.
Og denne brug af lys og musik er i filmen fra starten. Balletdanserinden Suzy ankommer i lufthavnen i en by i Tyskland, hvor hun mødes af afvisende taxier, stormvejr og mystik allerede på vej mod udgangen af terminalen, hvor de automatiske dører åbnes og lukkes af vinden eller noget andet. Suzy skal på en berømt balletskole i byen, hvor kun de dygtigste kan komme. Da hun ankommer til skolen sent om aftenen, ser hun en pige løbe ud, mens hun mumler noget med ”iris” og ”hemmeligt”. Samme nat slås pigen ihjel af en galning. Og det er ikke det eneste skumle, der sker på skolen, hvor lærerinderne er stride og tjenestefolkene skumlerer end Anders Foghs døde øjne. Der er tilsyneladende en hekseklan på skolen, og Suzys værelseskammerat har en hel del ideer om, hvad der foregår om natten på stedet.
Plottet og splattereffekterne er måske banale, men det er stemningen bestemt ikke. ”Suspiria” er en klassisk gyser, før slasher-genren for alvor tog form i 80erne med serier af ringe teenagefilm. ”Suspiria” handler måske som de andre film om en pige, der bliver voksen ved at møde sin seksualitet og ved at konfrontere naturkræfter som døden og alderdommen, men filmen virker stilmæssigt meget mere original. Faktisk kan hele filmen ses som Suzy, der udvikler vrangforestillinger, da hun og andre ikke kan håndtere det stride hierarki og den kyniske perfektion, der kræves på stedet. Dette er i hvert fald to vigtige ting, som hekseklaner og balletskoler har til fælles. Jeg kommer til at tænke på Lars Triers riget, hvor lægerne i kampen mod det okkulte selv ender med at gøre videnskaben til en form for okkultisme. I ”Suspiria” er det stiliserede og ordnede ballet ikke så langt fra den kaotiske heksemagi. Og dette forhold viser Argento i en overflod af filmisk kreativitet.
Før filmen begynder at fortælle noget der minder om en historie, så overvælder filmen med sin stemning. Der bruges masser af en-farvet lys, der farver rum totalt røde, grønne eller blå. Henimod slutningen af filmen ser vi en påfugl med alle disse farver i et vigtigt rum, og det er måske ud fra dette rum farverne bliver styret. Men det er ikke blot farverne. Det er i ligeså høj grad musikken af The Goblins, som Dario Argento også har været med til at komponere til sin film. Det er på både uskyldigt og dæmonisk. Det lyder som en spilledåse, som en djævel hviskende synger med på.
Og denne brug af lys og musik er i filmen fra starten. Balletdanserinden Suzy ankommer i lufthavnen i en by i Tyskland, hvor hun mødes af afvisende taxier, stormvejr og mystik allerede på vej mod udgangen af terminalen, hvor de automatiske dører åbnes og lukkes af vinden eller noget andet. Suzy skal på en berømt balletskole i byen, hvor kun de dygtigste kan komme. Da hun ankommer til skolen sent om aftenen, ser hun en pige løbe ud, mens hun mumler noget med ”iris” og ”hemmeligt”. Samme nat slås pigen ihjel af en galning. Og det er ikke det eneste skumle, der sker på skolen, hvor lærerinderne er stride og tjenestefolkene skumlerer end Anders Foghs døde øjne. Der er tilsyneladende en hekseklan på skolen, og Suzys værelseskammerat har en hel del ideer om, hvad der foregår om natten på stedet.
Plottet og splattereffekterne er måske banale, men det er stemningen bestemt ikke. ”Suspiria” er en klassisk gyser, før slasher-genren for alvor tog form i 80erne med serier af ringe teenagefilm. ”Suspiria” handler måske som de andre film om en pige, der bliver voksen ved at møde sin seksualitet og ved at konfrontere naturkræfter som døden og alderdommen, men filmen virker stilmæssigt meget mere original. Faktisk kan hele filmen ses som Suzy, der udvikler vrangforestillinger, da hun og andre ikke kan håndtere det stride hierarki og den kyniske perfektion, der kræves på stedet. Dette er i hvert fald to vigtige ting, som hekseklaner og balletskoler har til fælles. Jeg kommer til at tænke på Lars Triers riget, hvor lægerne i kampen mod det okkulte selv ender med at gøre videnskaben til en form for okkultisme. I ”Suspiria” er det stiliserede og ordnede ballet ikke så langt fra den kaotiske heksemagi. Og dette forhold viser Argento i en overflod af filmisk kreativitet.
19/08-2006
