- Mere Vice end Miami -
4.0
Letpåklædte damer der gnider sig op ad stangen til larmende hip hop-musik. Det er dette syn, man møder, når Michael Manns ”Miami Vice” går i gang. I et splitsekund fristes man til at tro, at vi går en tanketom og blankpoleret actionfilm i møde. Men kun i et splitsekund. Introen fungerer nemlig som en ironisk hilsen fra hr. Mann, da en sådan type film naturligvis er det sidste, han ville spilde sine kræfter på. Snedigt.
I stedet er ”Miami Vice” noget så sjældent som en realistisk, low key men stadig simpel politifilm. Og tak for det! For hvor er det rart med en actionfilm, hvor skudduellerne ikke foregår i bullet time, og hvor tvivlen aldrig melder sig om, hvorvidt det der nu sker, er realistisk. For det er det. Mann er en sand ekspert i denne genre, og som det lykkedes så godt i ”Heat”, er der denne gang igen arbejdet utrolig meget med ægtheden i filmens udtryk. Vi tror på det vi ser, skurkene er ikke galninge, men iskolde forretningsmænd, heltene er ikke helte, men ganske almindelige, uglamourøse og hårdtarbejdende strømere, og på den front er filmen derfor vellykket, da en sådan realistisk tilgang har været tiltrængt længe i genren, hvorfor bl.a. filmens afsluttende opgør også er vellykket.
Til gengæld er der skruet ned for krudtet og op for kærligheden. Og selvom det egentlig er rart, at kuglerne ikke flyver om ørerne på en konstant, kan man godt ærgre sig over dette, da kærlighedsfortællingerne ærlig talt ikke har ret meget at byde på. De rammer aldrig en emotionel nerve, men omvendt bliver det heller ikke rørstrømsk på noget tidspunkt, så helt mislykket er denne del af filmen dog ikke – bare lidt ærgerligt at de får lov at fylde så meget.
For det der i virkeligheden drager her, og som i sidste ende redder filmen, er Manns kamera. Igen viser han, at han er en sand ener, hvad fotografering angår. De grumsede billeder og håndholdte føringer er ikke alene modige i en film som denne, men fungerer også glimrende. Intensiteten er stor, og igen skal Mann have ros for sin oprigtige fortællestil. Netop denne intensitet opvejer de anonyme og lettere kedelige passager, som filmen også har.
Med ”Miami Vice” har Mann helt sikkert lavet en af sine svageste film. Vi mangler dybde, vi mangler historie og vi mangler bedre karakterbehandling. Men filmen får alligevel lov til at snige sig op på fire stjerner, da den til gengæld har en række uvurderlige kvaliteter, som der er stor mangel på i genren. Så tak, trods alt, for en strømerfilm, hvor integritet sejrer over bikinibabes og biljagter, og hvor form til dels også sejrer over indhold.
I stedet er ”Miami Vice” noget så sjældent som en realistisk, low key men stadig simpel politifilm. Og tak for det! For hvor er det rart med en actionfilm, hvor skudduellerne ikke foregår i bullet time, og hvor tvivlen aldrig melder sig om, hvorvidt det der nu sker, er realistisk. For det er det. Mann er en sand ekspert i denne genre, og som det lykkedes så godt i ”Heat”, er der denne gang igen arbejdet utrolig meget med ægtheden i filmens udtryk. Vi tror på det vi ser, skurkene er ikke galninge, men iskolde forretningsmænd, heltene er ikke helte, men ganske almindelige, uglamourøse og hårdtarbejdende strømere, og på den front er filmen derfor vellykket, da en sådan realistisk tilgang har været tiltrængt længe i genren, hvorfor bl.a. filmens afsluttende opgør også er vellykket.
Til gengæld er der skruet ned for krudtet og op for kærligheden. Og selvom det egentlig er rart, at kuglerne ikke flyver om ørerne på en konstant, kan man godt ærgre sig over dette, da kærlighedsfortællingerne ærlig talt ikke har ret meget at byde på. De rammer aldrig en emotionel nerve, men omvendt bliver det heller ikke rørstrømsk på noget tidspunkt, så helt mislykket er denne del af filmen dog ikke – bare lidt ærgerligt at de får lov at fylde så meget.
For det der i virkeligheden drager her, og som i sidste ende redder filmen, er Manns kamera. Igen viser han, at han er en sand ener, hvad fotografering angår. De grumsede billeder og håndholdte føringer er ikke alene modige i en film som denne, men fungerer også glimrende. Intensiteten er stor, og igen skal Mann have ros for sin oprigtige fortællestil. Netop denne intensitet opvejer de anonyme og lettere kedelige passager, som filmen også har.
Med ”Miami Vice” har Mann helt sikkert lavet en af sine svageste film. Vi mangler dybde, vi mangler historie og vi mangler bedre karakterbehandling. Men filmen får alligevel lov til at snige sig op på fire stjerner, da den til gengæld har en række uvurderlige kvaliteter, som der er stor mangel på i genren. Så tak, trods alt, for en strømerfilm, hvor integritet sejrer over bikinibabes og biljagter, og hvor form til dels også sejrer over indhold.
21/08-2006
